En læser fortæller: Jeg gav far et sidste valg

En barndom præget af alkoholisme

Så længe jeg kan huske, har min far drukket. Det var ikke noget, vi talte højt om i min barndom, for min far var byens praktiserende læge og nød stor anseelse i lokalområdet. Jeg voksede op som den yngste af fire børn og var den eneste pige. Vi boede i et stort hus, tog på ferie flere gange om året, og min mor sørgede for, at vi altid var pænt klædt på. På overfladen så det ud til, at jeg havde det hele, men jeg følte mig aldrig tryg.

Min far var ikke ondskabsfuld, når han drak, men han blev fraværende, og jeg kunne aldrig regne med ham. Hvordan han formåede at passe sit arbejde, er mig stadig en gåde. 

Mine forældre skændtes hver dag, og mens mine brødre forsvandt ud af huset, var jeg overladt til mig selv. Det var ikke nogen god opvækst.

Jeg flyttede hjemmefra, så snart jeg blev 18 år, men jeg turde ikke flytte langt væk. Selv om jeg var vred på mine forældre, følte jeg også et stort ansvar for dem, især for min mor, som gennem årene var begyndt at bruge mig som sin fortrolige. Jeg skulle ofte mægle mellem mine forældre, for min far lyttede mere til mig, end han lyttede til min mor.

Læs også: Kærlighed fik sat en stopper for min alkoholisme

Han truede med selvmord

Da jeg var 25 år, gik han på pension, og det gjorde alt værre. Han havde lovet min mor at droppe alkohol, men hun fandt som så mange gange før alkohol gemt bag bøgerne i reolen. Hun stolede ikke på ham, og det truede med at ødelægge deres ægteskab. Jeg håbede, de ville blive skilt. Det havde jeg håbet på i mange år.

En aften gik det helt galt. Min far var hønefuld og havde låst sig inde i loftsrummet på tredje sal i mit barndomshjem. Der var et vindue i gavlen, og han truede med at hoppe ud og gøre en ende på det hele. 

Min mor ringede grædende til mig og fortalte, at hun ikke kunne få ham ud derfra. Hun var hverken stor eller stærk og kunne umuligt sparke døren ind. Nok var jeg en voksen kvinde, men jeg var stadig deres barn, og det opkald glemmer jeg aldrig. 

Mine hænder rystede, mens jeg kørte den korte vej fra min lejlighed til deres hus. Min far kom ud af loftsrummet, da han hørte min stemme, og jeg græd som pisket. Jeg hadede ham, men han var min far, og jeg kunne ikke bære tanken om at miste ham. Han virkede flov, og han forsøgte at kramme mig, mens han sagde undskyld.

Den aften tog jeg en beslutning. Min far skulle i behandling, om jeg så skulle bære ham derhen. Han havde altid afvist det, for det var, som om han følte sig hævet over andre misbrugere, og som om hans job og status gjorde ham uegnet til afvænning. Men denne gang pakkede han en taske, og så kørte jeg ham på hospitalet. 

Det var et vendepunkt

Min far blev indlagt og henvist til et afvænningsforløb, der varede flere måneder. Han knoklede på med krum hals og deltog i flere forskellige kurser, og jeg troede ikke mine egne øjne. For første gang nogensinde virkede han klar i hovedet, og når jeg spurgte ham om noget, fik jeg et ærligt svar. Jeg tror, at den aften i loftsrummet havde været lige så skræmmende for ham, som den var for mig. Det havde været et vendepunkt, men hvor længe ville det holde? Det var det spørgsmål, der optog mig mest.

Der var en sygeplejerske tilknyttet forløbet, og hun sagde til mig, at min far ikke var mit ansvar, og at jeg havde ret til at sige fra. Det virker måske ligetil, men for mig var det en stor lettelse at høre det fra en fremmed. 

Jeg kunne ikke bruge mit liv på at løse mine forældres problemer, og da min far blev udskrevet, sagde jeg til mine forældre, at hvis min far begyndte at drikke igen, ville jeg bryde kontakten, og min mor måtte finde en anden fortrolig end mig. 

Det var svært at sige fra, men det var det rigtige for mig at gøre. Jeg har fået det bedre, og min far har i dag været ædru i et år. 

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.