Annas mor var dranker: Jeg har aldrig rørt alkohol

Vi spoler tiden tilbage til 1980’erne. Anna sidder på skolerådgiverens kontor i den lille svenske by Ångermanland, hvor hun er vokset op. For første gang fortæller hun en voksen om, hvordan hun har det derhjemme.

Hun fortæller, at hendes mor er kommet så langt ud i sin afhængighedssygdom, at situationen er blevet uholdbar. At hun selv må stå for husholdningen, købe ind, lave mad, passe sin lillebror – og ofte også sin mor. Hun må sikre, at moren har frie luftveje, når hun ligger besvimet på sofaen.

Anna håber, at hun ved at fortælle det kan få hjælp. Men reaktionen er en anden.

– Rådgiveren sagde noget i stil med: ”Jamen, din mor er jo lærer. Jeg kender hende, og hun har absolut ikke sådanne problemer”. Jeg forlod mødet, og det tog mange år, før jeg talte med andre om, hvad vi gennemgik, siger den nu 51-årige Anna Carlstedt.

Ville tage sit liv

I dag ved hun, at hun langt fra er den eneste, der er vokset op i et misbrugshjem, men dengang var det ikke noget, man talte om. Det var et tabu.

– Ingen spurgte mig nogensinde om det. Det var en slags offentlig hemmelighed.

Anna blev ekspert i at skjule, hvad der foregik derhjemme. Hun inviterede aldrig venner hjem og bildte i stedet andre ind, at hendes mor var syg. Ønsket om at beskytte sin mor voksede sig større og større, og i dag er det tydeligt for Anna, at hun endte i en medafhængighed, som det tog mange år at komme ud af.

Da hun endelig fandt modet til at foreslå sin mor at søge hjælp, blev det prompte afvist.

– Hun truede med, at hvis jeg fortalte nogen om det, ville hun tage livet af sig selv.

Satte dybe spor

Opvæksten satte dybe spor i Anna, som tidligt traf valget om, at hun aldrig selv ville drikke. Det var ikke en let beslutning, da alkoholkulturen var stærk blandt de andre unge i byen. Men hun ville ikke risikere, at alkoholen skulle fordærve hendes liv på samme måde, som den havde fordærvet hendes mors.

– Jeg kunne ikke få mig til at drikke den samme ting, som havde ødelagt min mors helbred, jobsituation, venskaber og økonomi. Jeg har aldrig set meningen med at hælde det i mig, som ødelagde vores familieliv.

I teenagealderen begyndte Anna i stedet at engagere sig i ædruelighedsbevægelsen IOGT-NTO. For at blive medlem var total ædruelighed påkrævet, og for Anna var det en lettelse at komme et sted, hvor der ingen alkohol var. Hun fandt et fællesskab, hvor hun kunne spille teater og tage på lejre verden rundt med voksne ledere, som var ædru.

Et tabu

Men heller ikke her turde hun tale om det, der foregik derhjemme.

– Senere har det vist sig, at mange af os havde samme baggrund, men det talte vi ikke om, før vi blev unge voksne. Det var også et tabu i bevægelsen.

I løbet af 1990’erne var Anna et af de medlemmer, som kæmpede hårdt for et mere åbent miljø i organisationen.

– Der var en stærk opfattelse af, at ”vi er bedre mennesker, fordi vi ikke drikker”. Men mange af os insisterede på, at ædruelighed ikke har noget med moral at gøre.

Senere, da Anna selv blev organisationens første kvindelige ordfører i 2009, arbejdede hun hårdt for, at man skulle hverve medlemmer, som havde et misbrug i bagagen.

– Det skabte et stort røre i organisationen, men snart stod gamle medlemmer frem og sagde: ”Det var præcis derfor, jeg gik med i organisationen, fordi min far drak så meget. Der var kaos derhjemme, men ingen talte om det. Hvordan kan vi hjælpe til?” Det var fantastisk. Mange indså, at vi ikke var så forskellige, som de måske havde troet, og vi kunne faktisk begynde at tale om det, som så mange af os havde tilfælles.

Mor gik bort

Sideløbende fortsatte Anna kampen for at overtale sin mor til at søge hjælp. Men alle forsøg var forgæves, og i 2005 gik moren bort som 62-årig med over 30 års misbrug bag sig. Først da følte Anna, at hun kunne begynde at tale åbent om sin egen historie.

– Det føltes vigtigt for mig at gøre det, fordi jeg ville vise, at det her kan ramme hvem som helst. Set udefra, var vi en velfungerende familie, mine forældre havde gode job, og vi boede pænt. Jeg vil gerne vise andre børn, at der er hjælp at hente, at det ikke er deres skyld, og at de ikke behøver at skamme sig.

Annas far syntes først, at det var hårdt, at hun så åbenhjertigt fortalte om sin barndom. Ville andre ikke undre sig over, hvorfor han ikke satte en stopper for sin daværende kones afhængighed?

– Men alle, som lever med en misbruger, ved, at man ikke kan hjælpe personen, hvis hun eller han ikke selv ønsker hjælpen.

Må ikke tage overhånd

Den dag i dag har Anna end ikke smagt på alkohol, selv om hendes mand er kroejer.

– Jeg har aldrig haft lyst til at prøve. For mig er alkohol forbundet med så meget negativt. Indimellem bliver jeg spurgt, om jeg bliver utilpas, når folk drikker i nærheden af mig, men det afhænger jo af, hvordan de drikker. Jeg har absolut intet problem med, at folk drikker vin til maden, men jeg synes, det bliver problematisk, når alkoholen tager overhånd.

I perioder har Anna følt sig udenfor i sociale sammenhænge, fordi hun ikke drikker. Men hun oplever, at alkoholkulturen har ændret sig, og at der ikke i samme grad som før bliver sat spørgsmålstegn ved hendes valg.

– Folk synes næsten, at det er sejt, siger Anna, der tror, at det skyldes, at mange offentlige personer er stået frem og har talt om ulemperne ved alkohol.

Vi skal være søde

For hendes vedkommende har modstanden mod alkohol også at gøre med en lille, men reel frygt for, at historien skal gentage sig selv.

– Tænk, hvis jeg prøver det og synes, at det er det bedste i verden? Jeg kan jo have arvet min mors gener, og det er ikke noget, jeg har lyst til at finde ud af.

Anna er ikke bitter og bærer heller ikke nag, selv om morens alkoholisme i høj grad har påvirket hende og de valg, hun har truffet i livet. Men da hun selv fik børn – hendes to sønner er nu voksne – begyndte hun for alvor at tænke over de valg, hendes mor havde truffet.

– Det er umuligt for mig at forstå, hvordan man kan vælge sine børn fra, siger Anna, som har gået i terapi for at bearbejde sin mors beslutning.

I dag kan hun se, at hendes opvækst også har givet hende gode erfaringer og lærdomme.

– At leve i en tilstand, hvor man konstant venter på den næste katastrofe, gør, at jeg fungerer godt, når katastrofen endelig kommer. Og så er jeg heller ikke så fordomsfuld. Jeg ved, at alle slæber rundt på en bagage. Vi skal være søde over for hinanden.