En læser fortæller: Jeg gav min datter væk

Dengang var det sådan, at når en enlig mor i dårlige kår bad om hjælp, blev hendes barn ofte fjernet.

Jeg var naiv

I 1960 var jeg 19 år og allerede mor til en lille søn på knap halvandet år. Hans far havde lovet at gifte sig med mig, men det havde han dog ikke gjort endnu, da han rejste til Sverige for at arbejde. Han havde faktisk ikke behandlet mig ret godt, for han havde været mig utro flere gange, men jeg var naiv og blev ved med at tro på ham. 

En dag kom der et brev fra Sverige om, at han havde mødt en svensk kvinde, som han havde giftet sig med. Det var noget af et chok for mig, for jeg havde efter hans afrejse opdaget, at jeg ventede hans andet barn. Desperat og ulykkelig skrev jeg til ham og tryglede om hjælp, men han skrev bare tilbage, at han frabad sig at høre mere fra mig. 

En læser fortæller: Jeg var fanget i en gældsfælde

Min situation var fortvivlet, men jeg prøvede efter min datters fødsel at klare skærene for mig selv og mine to små. Jeg forsørgede os ved at arbejde på en fabrik, hvor jeg skulle møde hver morgen klokken syv. 

Inden da måtte jeg trave med barnevognen et langt stykke for at aflevere børnene til en anden enlig mor med mange børn, som så passede min søn og min spæde datter, mens jeg var på arbejde. 

Et kærligt hjem til min datter

Det gik desværre ikke ret godt. Jeg havde aldrig haft besøg af en sundhedsplejerske, så jeg anede ikke, at jeg gav mit lille barn noget forkert mælkeblanding, hvilket medførte, at hun sov hele dagen i dagplejen og skreg hele natten derhjemme. 

Jeg havde ingen, jeg kunne vende mig til for at få hjælp og støtte, for begge mine forældre var dybt alkoholiserede, og mine børns fars familie havde selvfølgelig valgt hans side og vendt mig ryggen. 

Til sidst kunne jeg ikke klare mere og anmodede Mødrehjælpen om bistand. På det tidspunkt var det stadig sådan, at når en enlig mor i dårlige kår bad om hjælp, blev hendes barn ofte fjernet, og det blev min datter. Jeg fik ganske vist en vis betænkningstid, og i den tid afgjorde jeg med mig selv, at det bedste for hende ville være at få et kærligt hjem hos mennesker, som havde kræfter og overskud at tilbyde et barn. 

En læser fortæller: Jeg solgte en gave på nettet

Jeg var ved at bukke fuldstændig under og tænkte, at jeg ville have en bedre chance for at klare mig alene med kun ét barn. Det var derfor en beslutning, som jeg traf i kærlighed, men det var meget svært for mig. 

Da jeg nogle år senere blev gift og fik to børn mere, fortalte jeg dem alle tre som voksne, at de havde en søster, og hvis hun ønskede at lære mig at kende, var jeg åben for det. Jeg syntes, at initiativet skulle komme fra hende, så jeg ville ikke selv begynde at lede efter hende.

Fantastisk gensyn

En dag i 1995 lå der et postkort i min postkasse. Teksten lød: ”Efter mange år er tiden kommet, hvor jeg skriver til dig. Mit navn er Tina, jeg er 34 år og bor nu i Nordjylland på sjette år. Jeg trives godt med min mand og med at male mine billeder. Jeg ved ikke så meget om dig, allermindst om du er interesseret i at have kontakt med mig? Hvis du har lyst til det, skriver jeg min adresse herunder. Hilsen Tina.”

Om jeg ville? Ja, mon ikke. Jeg sendte allerede samme dag et langt brev af sted til hende, og kort efter mødtes vi. Jeg hentede hende på stationen i nærheden af mit hjem, og det blev et fantastisk gensyn.

En læser fortæller: Der var en tyv blandt vores gæster

I dag ved jeg, at hun heldigvis voksede op i et godt hjem. Vi ligner hinanden meget af sind, og vi har også rejst sammen mange gange og fået utroligt skønne oplevelser på den måde. 

Der har været meget, vi skulle tale igennem, men det har vi gjort, og jeg har været helt ærlig over for hende og lagde alle kort på bordet. Det har på mange måder været en smertefuld proces, men nu indeholder forholdet mellem mig og min kunstneriske datter og mig udelukkende kærlighed, og vi holder tæt kontakt.