En læser fortæller: Jeg søgte efter et venskab

Alene uden et venskab

Da jeg i en alder af 18 år blev optaget på min drømmeuddannelse og skulle flytte til København, var jeg fuld af forventning og overbevist om, at alt ville gå som en leg. Tilmed havde jeg været så heldig at få et kollegieværelse. Jeg pakkede mine ting, adskillige dage inden mor og far og jeg fra mit hjem i Sønderjylland satte kurs mod hovedstaden i en kassevogn, som far havde lånt. 

Jeg kendte bogstaveligt talt ikke et øje i min nye by, men det var jo bare spændende. Nu skulle mit voksenliv rigtig til at begynde, og jeg forestillede mig slet ikke muligheden for, at jeg ville komme til at savne alt det derhjemme grusomt. 

Men det gjorde jeg. Da de første dages eufori over flytningen var forbi, kom jeg til at føle mig meget ensom. Jeg havde troet, at beboerne på et kollegium havde et stort fællesskab, men alle virkede afvisende og optaget af deres eget. Når jeg prøvede at komme i snak med nogen, svarede de mig gerne bare med et enkelt ord eller to. 

Jeg var dybt ulykkelig

Da jeg havde oplevet det et par gange, var min selvtillid hurtigt på vej ned under gulvbrædderne. På min uddannelse var der heller ikke nogen, jeg lige kunne finde sammen med. De andre var søde nok, men der var ingen af dem, der var oplagte som emner til nye venner for mig. 

Alligevel sagde jeg i telefonen til min mor, at alt gik så fint. Sandheden var, at jeg efter to måneder var dybt ulykkelig og konstant tæt på at græde. Jeg skammede mig over min ensomhed og følte, at der var noget galt med mig. Mor havde det nok lidt på fornemmelsen, for jeg ringede hjem, når jeg bare ikke længere kunne udholde ikke at få en ordentlig, lang snak. Jeg bevarede selvfølgelig også kontakten til mine gamle venner hjemmefra, og også over for dem påstod jeg, at jeg elskede at bo i København. 

Det var dejligt at komme hjem på efterårsferie. Mor havde bagt boller, så hele huset duftede, og mine to yngre brødre var skægge og søde. Jeg blev modtaget med store kram og nød i den grad at være på mit gamle værelse igen. I løbet af den uge var jeg sammen med mange fra min gamle vennekreds, men ingen hørte mig sige ordet ”ensom”.

Det var uden den store lyst, at jeg rejste tilbage, og jeg så bare frem til at komme hjem til jul igen. Jeg skaffede mig et studiejob, men da jeg var til samtale, rystede jeg af nervøsitet. Sådan havde jeg aldrig før haft det. 

På jobbet arbejdede jeg kun sammen med drenge, og de var faktisk flinke nok, men der var aldrig nogen af dem, der spurgte, om vi skulle foretage os noget sammen i fritiden. Egentlig var det jo også en veninde, jeg helst ville have.

Hun er som en søster

Som månederne gik, overvejede jeg, om jeg skulle stoppe på uddannelsen, fordi ensomheden påvirkede mig så meget. Så indså jeg, at jeg havde brug for at begynde at opfatte min nye by som mit hjem og ikke bare som et sted, hvor jeg midlertidigt var udstationeret.

Da jeg kom tilbage efter juleferien, havde jeg en plan. Jeg skrev nemlig et opslag om, at jeg var en pige fra provinsen, som gerne ville møde en anden provinspige. Opslaget fik jeg lov til at hænge op på en café, hvor jeg nogle gange købte kaffe. Jeg syntes, alle stirrede på mig, mens jeg satte det fast, og mine kinder har nok aldrig været så røde.

Jeg fik nogle skøre sms’er fra folk, der fuldstændig havde misforstået opslaget, men efter to dage fik jeg en sms fra en pige, der hedder Julie. Hun var flyttet fra Bornholm for at læse og skrev ærligt, at hun følte sig ensom. Det blev indledningen på et meget nært venskab, som stadig består her 11 år senere. Julie og jeg aftalte, at vi skulle være hinandens familie og hjælpe den anden med at slå rod. 

Siden har vi deltaget i hinandens bryllupper og barnedåb og meget andet, og vi taler stadig sammen hver dag. Jeg har altid ønsket mig en søster, og det er sådan, jeg føler for hende.