Jeg har aldrig følt mig så ensom

Katja havde længe været på kant med sin mor, da hun som 17-årig blev smidt ud hjemmefra. Hun sov på gaden og tiggede mad. Men som 19-årig fik hun en erkendelse, der forsonede hende med sin mor.

En formiddag i 1985 trådte Katja ind ad døren i sin mors rækkehus i Brønshøj. Som så ofte før, havde hun været væk i et par dage for at feste i indre København. Katjas øjne faldt på en lille seddel, som hendes mor havde efterladt til hende på køkkenbordet. Husets rungende stilhed afslørede, at hendes mor ikke var hjemme, så Katja samlede sedlen op og begyndte at læse. Det var, som om hendes hjerne ikke rigtigt kunne forstå, hvad der stod. Hun læste sedlen igen og igen, indtil sandheden langsomt gik op for hende.

Hendes mor havde fået nok, og nu bad hun sin 17-årige datter om at pakke sine ting. Når moren kom hjem fra arbejde, skulle Katja være væk.

Hovedløst for Katja rundt i rækkehuset i jagten efter en taske til sine ting. Hun fandt en skuldertaske, som hun smed lidt tøj i og smækkede så døren bag sig til rækkehuset, som engang var hendes hjem.

Hun steg på et tog, som kørte hende tilbage til hovedstaden. Da hun trådte ud på perronen på Københavns Hovedbanegård, kiggede hun sig omkring et øjeblik, mens hendes nye realitet pressede sig på. “Nu har jeg virkelig ikke noget sted at være,” tænkte hun.

Udstødt i hippietiden

Katja voksede op i de glade 70’ere, hvor sprudlende hippier i genbrugstøj og stålfaste oprørere dominerede gadebilledet. Hun boede i et kollektiv med sin mor og søster, hvor fællesskab og kvindekamp var det vigtigste på dagsordenen. Hendes mor var en højtuddannet akademiker, og for hende var det vigtigt, at Katja og hendes søster, Caroline, tog ansvar for kollektivets fællesskab.

Tidligt begyndte Katja at føle sig uden for fællesskabet. Hun havde et mere traditionelt syn på livet, som ikke stemte overens med den ligestillingskamp, der rasede i det danske samfund. Hun var en romantisk pige, som kunne bruge timer på at læse romaner om helte og heltinder. Og hendes forestilling om en familie var en mor i plisseret nederdel, som gik derhjemme, imens far gik på arbejde. Ikke et kollektiv med husmøder og politiske debatter.

– Jeg følte mig konstant forkert. Det var hårdt, og det har betydet, at jeg har måttet passe mig selv. Jeg levede i min egen verden, og det hele foregik inde i mit hoved, fortæller 56-årige Katja Fortuin fra Greve.

Katjas far var aldrig rigtigt en del af hendes liv, og hendes mor var dybt optaget af politik og kvindekamp. Hun havde det, som om de voksne ikke rigtigt var til stede, og hun følte sig overladt til sig selv.

 

Katja voksede op i de glade 70’ere, men hun havde altid en følelse af, at hun ikke passede ind.

Katja voksede op i de glade 70’ere, men hun havde altid en følelse af, at hun ikke passede ind.

 

Tætte søstre

Katja og hendes søster, Caroline, begyndte som teenagere at løsrive sig fra deres mor, og det knyttede dem tættere sammen. Katja boede godt nok stadig hjemme hos moren, som nu var flyttet i et rækkehus, men hun brugte det meste af sin tid inde i København. De to søstre havde pludselig brug for hinanden på en ny måde.

– Da vi var teenagere, blev vi for alvor sammentømret. Vi fandt ud af, at det var guld værd, at vi forstod hinanden, fortæller Katja.

Båndet mellem Katja og hendes søster blev særligt vigtigt, da Katja som 17-årig blev smidt ud hjemmefra. Hun og hendes mor havde længe haft et anstrengt forhold til hinanden. Med jævne mellemrum landede der bøder i morens postkasse, fordi Katja hellere ville købe cigaretter end togbilletter, når hun en sjælden gang imellem kom til penge. Når hun blev taget af togkontrolløren, blev regningen sendt til morens adresse. Den dag, Katja måtte sige farvel til rækkehuset i Brønshøj, var der endnu engang landet en bøde i postkassen, og hendes mor havde fået nok.

Alene i storbyen

Nu stod Katja alene og desperat i København og havde ikke noget sted at tage hen. Det var den største ensomhedsfølelse, hun nogensinde havde mærket. Hun fik lov at stille sin taske hos sin søster og kunne overnatte der indimellem, når søsterens kæreste var på havet. Men når han var hjemme, var der ikke plads til dem alle tre i den lille lejlighed, og så måtte hun klare sig selv.

– Det er den periode i mit liv, som har været mest forfærdelig. Det var så sårbart og ensomt. Jeg gik igennem Københavns gader, imens jeg kiggede ind ad vinduerne og tænkte: Alle andre har et liv og en familie, jeg er den eneste, der er alene i hele verdenen. Den følelse glemmer jeg aldrig, fortæller Katja.

De fleste aftener foregik på et diskotek i København, som hun og hendes venner kaldte for Tryggen. Rigtige venner var det nok ikke, for det eneste de havde til fælles, var Københavns pulserende natteliv.

Når diskotekerne tændte for lyset og lukkede folk ud i den kolde natteluft, fandt hun en trappesten eller et fortov, hvor hun prøvede at sove lidt. Hun fik ikke megen søvn i den periode, og hun spiste heller ikke ret meget. Nogle gange kunne hun bomme lidt småpenge til en kradser nede hos pølsemanden, andre gange kunne hun smage lidt burger hos nogle af Burger Kings gæster. Hun levede fra dag til dag.

 

Katja med sin søster, Caroline. De to søstre havde et tæt bånd til hinanden.

Katja med sin søster, Caroline. De to søstre havde et tæt bånd til hinanden.

Festen slutter

I næsten otte måneder foregik Katjas liv på Strøget i København, indtil hun en dag mødte en tidligere klassekammerat, som havde et værelse, hun kunne leje på Frederiksberg. Imens Katja havde levet som hjemløs, havde hun kun haft minimal kontakt med sin mor. De havde prøvet af få en relation til hinanden igen, og Katja havde også bedt om lov til at flytte hjem, men det var ikke rigtigt lykkedes dem at bygge et forhold op.

Katja var nu 19 år, og selv om hun ikke længere boede på gaden, brugte hun det meste af sin tid på at ture rundt i København og gå på diskoteker. Katja besøgte ofte Caroline, som var flyttet i en større lejlighed på Nørrebro. En dag sad de to søstre i lejligheden og snakkede, da Katja indså, at hun ikke havde haft sin menstruation. Hun suste ned og købte en graviditetstest, som hun tog hjemme hos søsteren. Inde på det lille toilet stod hun og kiggede, mens graviditetstesten blev alle de forkerte farver.

Hun var gravid. Hvad skulle hun dog stille op?

Hun opdagede snart, at hun var for langt henne til at få en abort, derfor måtte hun hos statsamtet søge tilladelse til at få foretaget en senabort. Da hun fik den, brugte hun hele den efterfølgende weekend på at græde. Det var, som om det nu gik op for Katja, at der voksede et lille liv i hendes mave, og hun indså, at hun ikke skulle have en abort.

– Pludselig kunne jeg mærke, at jeg var mor. Det var ikke fordi, jeg var naiv, men jeg var slet ikke tvivl om, at det skulle jeg nok klare. Jeg blev mor, da det gik op for mig, at der var et lille menneske, som jeg skulle passe på.

Et nyt liv

Pludselig blev de sene byture og den rodløse tilværelse skiftet ud med babyforberedelser og stabilitet. Katja voksede med opgaven, og hendes forhold til moren begyndte at blomstre igen. Moren ville gerne være en del af denne her rejse, og derfor flyttede Katja hjem til hende igen. Det var trygt at have en voksen i sit liv.

Nogle måneder senere fødte Katja sin søn, Marc. Det var den største kærlighed, hun nogensinde havde oplevet. Pludseligt var der nogen, som var afhængig af hende, og som viste hende ubetinget kærlighed.

Under graviditeten havde Katja ikke mærket vreden til sin mor, men da Marc kom til verden, begyndte den langsomt at snige sig ind.

– Der var nogle ting, jeg aldrig ville udsætte min søn for – jeg ville aldrig overlade ham til nogen, som jeg ikke kendte eller stolede på. Den beskyttelse, som jeg følte over for ham, havde jeg ikke selv fået som barn, og den skulle jeg jo have haft.

 

Katjas liv ændrede sig brat, de hendes søn, Marc, kom til verdenen.

Katjas liv ændrede sig brat, de hendes søn, Marc, kom til verdenen.

 

Forfulgt af fortiden

Selv om Katjas liv var ændret markant, blev hun stadig hjemsøgt af fortiden. Hun er vokset op med en følelse af at være forkert, og det billede er fulgt med hende ind i voksenalderen.

Katjas søster blev også forfulgt af fortiden. Hun blev afhængig af alkohol, og selv om det i sidste ende var cancer, der tog livet af hende, mener Katja, at søsterens fortid også spiller en rolle.

– Man må løse tingene og lægge fortiden bag sig. Det var min søster ikke i stand til, og det tror jeg, var med til at tage livet af hende. Hun blev hængende i smerten. Derfor var hun nødt til at drikke, og hun blev ved med at bebrejde min mor.

Det er 10 år siden, at Katja mistede sin søster, men Caroline er stadig med hende overalt. Hver dag går Katja ud på broen på den anden side af Trylleskoven og taler med sin søster. Hun forestiller sig, at Caroline sidder oppe på en sky med en smøg i den ene hånd og vinker til hende. Katja prøver at leve godt for dem begge to.

Forsonet 

I dag har Katja og hendes mor et godt forhold til hinanden. Katja har været vred, men hun har sluttet fred med fortiden. For mange år siden sagde hun til sig selv: “Det her er mit liv, det handler om at overleve, og det skal jeg nok gøre.” Hun har altid haft en kerne af styrke, og det er først som voksen, at hun har kunnet indrømme, at den kerne kommer fra hendes mor.

– Det er ikke noget ondt i min mor, hun er bare et produkt af sin fortid. Jeg gider ikke rende rundt og være sur og bitter. Vi har fået talt det ud og fået sat ord på, og det betyder meget, at hun har anerkendt, at der var nogle ting, som hun gerne ville have gjort anderledes.

Katjas mor, Grietje, er også enormt taknemmelig for, at hun i dag har et godt forhold til sin datter.

– Jeg er utrolig glad for, at jeg har Katja. Hun betyder meget for mig. Det har hun altid gjort, men især nu. Hun er virkelig mit et og alt, fortæller Grietje, som i dag er 84 år gammel.

Katja har endelig givet slip på følelsen af at være forkert. Hun har uddannet sig som pædagog, har en fantastisk kæreste og har fundet ro i sit liv. Hun er glad og har fundet den mentale frihed, hun har stræbt efter. I 2020 udkom Katjas bog “Et sted kaldet frihed”, som netop handler om Katjas liv og rejsen mod af finde den mentale frihed. Friheden til at kunne være til uden at være bange. Det var en hård og helende proces at skrive bogen, som hun har dedikeret til sin søster. Bogen skal være en stemme for dem begge to. Deres fælles historie til ære for Carolines minde.

 

Katjas bog “Et sted kaldet frihed” er baseret på hendes opvækst, voksenliv og kamp for at finde mental frihed.

Katjas bog “Et sted kaldet frihed” er baseret på hendes opvækst, voksenliv og kamp for at finde mental frihed. Læs et uddrag af bogen her.