En læser fortæller: Jeg turde ikke få hund

Min mor og min stedfar gav mig lov til at få en hund for at være søde, men det endte med at knuse mit hjerte. Nu ville min søn have hund, og alle minderne vældede op i mig…

Mine dårlige minder

Skal vi ikke have en hund? Findes der mon en forælder i Danmark, der ikke er blevet stillet det spørgsmål af deres barn, hvis barnet ellers kan lide hunde? Jeg tror det ikke, og jeg vidste, at turen nok også ville komme til mig, da jeg fik min søn, William. 

Og ganske rigtigt – han var 5 år, da han stillede mig spørgsmålet for første gang. Dengang kunne jeg hurtigt affærdige ham, for det ville slet ikke gå. Jeg havde fuldtidsjob og var alene med William, der var alt for lille til at kunne hjælpe med det store ansvar, det er at have hund. 

Selv om jeg sagde klart nej, blev han ved med at spørge, og jeg sagde hver gang nej. Da William nærmede sig 10 år, begyndte jeg at tænke over, hvorfor jeg blev ved med at sige nej. Nu var han jo faktisk så stor, at han godt kunne hjælpe til, og samtidig havde han også en alder, hvor det ville være en kæmpe glæde for ham at få en hund.

Sagen var bare, at jeg havde dårlige minder fra min barndom. Da jeg var 12 år, var det nemlig mig, der havde plaget om en hund. 

– Kunne det ikke være hyggeligt? Jeg skal nok selv passe den. Jeg lover! sagde jeg igen og igen til min mor og min stedfar. Igen og igen sagde de nej, men til sidst, da jeg havde plaget længe nok, gav de mig alligevel lov på den betingelse, at det blev min hund: 

Det skulle være mig, der sørgede for, at den blev opdraget, mig, der gik med den tre gange om dagen, og mig, der gav den mad og vand. Jeg var lykkelig og lovede højt og helligt, at jeg nok skulle gøre det hele.

De gav mig lov til selv at vælge hvalpen, og da jeg altid havde drømt om en stor hund, endte jeg med at vælge en blanding, hvor moderen var labrador og schæfer. Faderen kendte sælgeren ikke noget til, sagde hun, da vi var derude for at vælge min fremtidige hund. Det var jeg ligeglad med, for da jeg først havde set hvalpen, var jeg forelsket, og så var alt andet ligegyldigt.

Oxy var min bedste ven

Han var brun med sorte aftegninger, lille, men med kæmpestore poter. Min stedfar foreslog, at jeg kaldte ham Oxy efter oxygen, som han forklarede var ilt, og som man jo ikke kan undvære. Jeg syntes, det var perfekt.

Perfekt syntes jeg også mit liv var, da jeg sad med Oxy i skødet i bilen på vej hjem. Min drøm var gået i opfyldelse, og jeg havde fået min egen hund! Jeg elskede Oxy med det samme og gjorde alt, hvad jeg kunne for at passe godt på ham. 

Jeg stod tidligt op om morgenen og skyndte mig hjem fra skole for at gå tur med ham. Det betød, at jeg tit gik glip af aftaler med veninderne efter skole. I stedet gjorde jeg rent efter Oxy, gav ham mad og hentede ben til ham hos slagteren. Det var hårdt, men jeg havde jo lovet at gøre det.

Oxy sov i min seng. I begyndelsen lå den nede i fodenden, men efterhånden som den voksede og voksede, endte den med at fylde det meste af sengen, men det gjorde ikke noget. Jeg syntes bare, det var hyggeligt. 

Selv om jeg var overrasket over, hvor meget det krævede at passe en hund, var han jo min ven. Det var ham, jeg kunne fortælle om mine problemer i skolen, eller hvis der var noget, jeg var ked af derhjemme. Oxy sad bare og lyttede med sine store, brune øjne, og af og til trøstede han mig med et slik i hovedet. Det var sikkert ikke noget, han gjorde bevidst, men det føltes sådan. 

En læser fortæller: Jeg hadede hans hund

Fræk og svær at styre

Desværre var Oxy ikke altid lige nem at have med at gøre. Som han voksede til, blev han sværere og sværere for mig at styre. Jeg havde problemer med at holde ham, når vi gik tur, og ofte føltes det, som om det var Oxy, der gik tur med mig. 

Derhjemme blev han også frækkere og frækkere, og selv om han i forhold til sin alder burde være renlig, kunne han stadig finde på at tisse på gulvet. 

– Du må opdrage ham noget mere, sagde min mor og gav mig en bog om hundeopdragelse.

Jeg læste den og prøvede at gøre det, der stod, men jeg kunne ikke rigtig finde ud af det.

Oxy var blevet for stor en mundfuld. Han var for vild, og selv om jeg prøvede at gå lange ture med ham, var det, som om han aldrig blev træt eller slappede af, så det gjorde jeg heller ikke. 

Jeg var hele tiden bange for, at han ville tisse på gulvet eller bide i et eller andet, og at min mor surt skulle råbe: 

– Kom og tag din hund! 

Der var ingen hjælp at hente hos hverken hende eller min stedfar. De havde nok at tage sig til med arbejde og min lillebror, der dengang var 3 år. Jeg havde jo også lovet, at jeg nok skulle passe den, men til sidst kunne jeg ikke mere. En aften, hvor jeg havde gået aftentur med Oxy, var han løbet fra mig, og jeg kom grædende hjem uden hund.

– Jeg kan ikke mere, hulkede jeg. 

Lidt tid efter kom Oxy hjem med logrende hale og tungen hængende ud af halsen, og selv om jeg selvfølgelig var glad for at se ham, var jeg også ked af det. Nu stod det klart for mig, at jeg ikke længere kunne magte ham. Opgaven var for stor. 

En læser fortæller: Vi reddede en sommerhuskat

En ny ejer til Oxy

Min mor og stedfar trøstede mig, så godt de kunne, og sammen besluttede vi, at det var bedst at finde en ny ejer til Oxy. Selv her som voksen kan jeg stadig få tårer i øjnene, når jeg tænker på dengang, han blev solgt.

Min stedfar havde sat en annonce i avisen, hvor der stod, at man kunne købe Oxy, hans madskål og hundekurv for 100 kr. Et par dage efter troppede en ung mand med overskæg op for at hente ham. Jeg fik de 100 kroner, og det var en meget ubehagelig fornemmelse at sælge sin bedste ven.

Bagefter satte jeg mig på mit værelse og græd over, at jeg ikke havde kunnet holde mit løfte om at passe Oxy, og at jeg havde solgt min ven. Hvad var jeg for et dårligt menneske?

Samtidig med alle de mørke, triste følelser bredte der sig også en lettelse i mig. Pludselig fik jeg jo min frihed tilbage. Jeg skulle ikke længere cykle lige hjem efter skole, og jeg kunne være sammen med mine veninder. Jeg kunne igen ligge og hygge mig i sengen lørdag morgen, for jeg skulle ikke ud at lufte hunden eller sørge for, at den ikke gjorde noget, den ikke måtte. Jeg skulle ikke hele tiden være klar til at springe op, hvis min mor råbte på mig, fordi hunden bed i gulvtæppet. 

Min og Williams hund

Med lettelsen var der også stor skam, og det var den, jeg tænkte tilbage på, når jeg sagde til William, at vi ikke skulle have hund. Tænk, hvis jeg sagde ja, og det endnu en gang endte med, at jeg ikke kunne leve op til mit ansvar. Denne gang ville det ikke kun være mig og hunden, det gik ud over, men også William. 

Efter at have tænkt og overvejet frem og tilbage og for og imod, indså jeg også, at jeg ikke var 12 år længere. Jeg var ikke længere et barn, jeg var voksen, og det skulle jo ikke kun være Williams hund. Det skulle også være min.

Jeg havde sommerfugle i maven, da jeg en dag med det største smil, sagde til William: – Ved du, hvad vi skal i dag? Vi skal ud og kigge på hund.

– Mener du det? sagde han og så ud, som om han ikke helt forstod, hvad der skete. Da det gik op for ham, gav han mig et kæmpe kram.

– Jeg lover at passe den, sagde han.

Jeg smilede, for jeg vidste godt, at det var mig, der kom til at passe den mest. 

En læser fortæller: Min barndoms militærhunde

Frida beholder vi

Hvalpen, vi endte med at købe, var en lille bomuldshund, der havde en størrelse, vi begge kunne magte, også når den var voksen. Vi kaldte den Frida, og da jeg så hende første gang, lovede jeg mig selv, at det her bare skulle gå godt. Det var mest for Frida og Williams skyld, men også for min. Jeg kunne ikke sige farvel til endnu en hund.

Jeg må indrømme, at jeg i begyndelsen alligevel var overrasket over det store ansvar, det er at have hund, og hvor meget arbejde der ligger i det. 

I dag kan jeg se, at det ansvar var alt for stort for en 12-årig. Min mor og min stedfar skulle aldrig have givet mig lov til at få hund, hvis de ikke havde tænkt sig at hjælpe mig med den. Jeg ved godt, at de gav mig lov for at være søde, men det endte med at knuse mit hjerte.

Heldigvis er der ikke noget, der tyder på, at det kommer til at ske med Frida. I dag er hun 2 år, og vi elsker hende overalt på jorden og kunne aldrig drømme om at skille os af med hende. 

 

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet