En læser fortæller: Jeg var flov over min ensomhed

Jo mere jeg løj om alle mine venner, jo værre fik jeg det.

Jeg ville hurtigt få nye venner

Jeg var lykkelig, da jeg blev optaget på min drømmeuddannelse. Det var godt nok i en anden landsdel og mange timers kørsel væk fra familie og venner, men det skulle nok blive godt. Som mine forældre sagde, var jeg en åben pige, der hurtigt ville få nye venner. 

De hjalp mig med at finde en lejlighed, jeg kunne fremleje, så jeg ville have mit eget sted at komme hjem til efter skole. 

Jeg flyttede ind et par dage før studiestart. Mine forældre fragtede mig og alle mine genstande over til mit ny hjem. De blev der hele dagen og hjalp med at samle møbler og sætte lamper op, og da de tog af sted hen ad aften, blev der meget stille i den lille lejlighed, men jeg satte noget musik på og begyndte at pakke de sidste kasser ud.

Dagen efter gik jeg rundt i mit ny nabolag og prøvede at lære det hele lidt at kende. Jeg havde sommerfugle i maven over at skulle begynde i skole allerede dagen efter, men jeg glædede mig til at møde mine nye studiekammerater. 

Læs også: Louise voksede op i ensomhed

Den første dag var spændende. De andre på mit hold virkede søde, og der var planlagt en masse aktiviteter, som skulle ryste os sammen de næste dage. Der var kun en lille håndfuld ud over mig, som ikke boede i byen i forvejen. Den ene var flyttet hertil med sin kæreste, de to andre boede på kollegium. 

Det var ikke, fordi jeg ikke talte med nogen, når jeg var i skole. Jeg deltog i gruppearbejde og de fælles arrangementer, der var på skolen, men alligevel havde jeg mange timer alene i lejligheden. 

Især weekenderne var slemme. Jeg så ingen mennesker. Når mine forældre ringede for at høre, hvordan det gik, tog jeg mig selv i at lyve. Jeg omtalte pigerne fra holdet som mine veninder og lod, som om jeg ofte var ude eller havde besøg. 

Tomhed og ensomhed

Jo mere jeg løj, jo værre fik jeg det. Tomheden efter at have løjet om alle mine venner og det, vi foretog os, stod i stærk kontrast til min ensomhed. 

På studiet begyndte jeg også at lyve. Når de andre talte om weekendens byture, som de havde været sammen på, sagde jeg, at jeg havde haft besøg af mine gamle venner hjemmefra. 

Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke bare spurgte dem, der gik ud sammen, om jeg måtte komme med. De ville formodentlig ikke sige nej, men jeg turde ikke. De lod alle sammen til at have fundet sammen i venskaber og grupper så hurtigt og ukompliceret, og det fik mig til at føle mig som et meget indesluttet menneske. 

Jeg var misundelig på dem, der boede på kollegie, for de kunne selv vælge, om de ville være alene inde på deres værelse eller sidde ude i køkkenet og tale med de andre fra gangen. Jeg havde ikke andet valg end at gå ind i min lejlighed og lukke døren. 

Læs også: En hund kan være vejen til et længere liv

En fredag eftermiddag kom Lise fra holdet over til mig, da vi havde fået fri. Hun skulle besøge sin farmor, der boede i samme bydel som mig, og spurgte, om vi skulle følges. Vi havde aldrig talt sammen på tomandshånd før, men samtalen flød fint. Hun fortalte, at hun syntes, det stadig var lidt overvældende med nyt studie og nye kammerater. 

– Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det må være for jer, der er flyttet herover uden at kende nogen i forvejen, sagde hun og lagde impulsivt hånden på min arm.

Jeg stirrede overrasket på hende. Tænk, at hun sagde det. Hendes ord gav mig modet til at være mere åben, og da vi skiltes, havde jeg fortalt Lise, at jeg godt kunne føle mig lidt alene nogle gange. 

Jeg blev mere opsøgende

Min ensomhed forsvandt ikke i løbet af natten, men alene det, at jeg havde fået sagt det højt, hjalp mig til at være lidt mere opsøgende. 

Jeg er begyndt at se Lise og nogle af de andre piger fra mit hold, og så har jeg søgt ind på et kollegie, fordi jeg har fundet ud af, at jeg har brug for at være del af et dagligt fællesskab. På et tidspunkt skal jeg have min egen lejlighed igen, men det bliver ikke lige foreløbig.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.