Fjerde ægteskab var lykken

Skoleårene var en ond drøm

I barndommen var jeg en ensom og isoleret lille pige, der levede et meget anderledes liv end mine jævnaldrende. Jeg var helt uforberedt på den virkelighed, der mødte mig i skolen, og mine år i folkeskolen var som en ond drøm.

Jeg kunne ikke finde ud af at være som de andre, og livet blev ikke nemmere for mig, da min mor blev alvorligt syg. På det tidspunkt var jeg 14 år, og årstallet var 1977.

Jeg måtte nu til at overtage hendes pligter i hjemmet, og mine egne behov og ønsker var der ingen, der tænkte på. Det var mors og fars behov, det handlede om, og helt utilgiveligt forgreb min far sig også på mig.

Da jeg begyndte at tale om at flytte hjemmefra, overdængede de mig med skrækhistorier om, hvor galt det kunne gå. Far talte om at bygge til huset, så jeg kunne få min egen stue, og jeg blev desperat ved tanken om, at jeg måske var nødt til at blive hos dem, til de døde.

Det var mest som en flugt, at jeg giftede mig med en meget umoden mand, som jeg mødte på mit job. Vi fik hurtigt to børn, men vores forhold var ulykkeligt.

Jeg var trist og bange og kæmpede med de mørke skygger fra min barndom, og mine tanker begyndte at kredse om døden.

Jeg fik en diagnose

Det var starten på min første depression, og i en periode var jeg indlagt. Når mine forældre besøgte mig, var jeg fyldt af vrede mod dem og følte, at de var skyld i min elendighed.

Det endte med et brud med min mand, og nogle rodløse år fulgte. I perioder var mine børn i familiepleje, og jeg var igennem endnu to mislykkede ægteskaber, før jeg blev diagnosticeret som maniodepressiv og fik tilkendt førtidspension. Jeg ville hellere have arbejdet, men det var umuligt.

Jeg boede nu i en stuelejlighed på en rolig gade, og her begyndte jeg at besøge en flink, ældre dame. Hos hende kom også ofte en rar mand, der hed Leif, som var jævnaldrende med mig.

Vi havde psykisk sygdom til fælles, for han havde diagnosen skizofreni og led som jeg af depressioner, og han fik også pension.

Leif var stille og rolig, lyttende og forstående, og jeg følte mig tryg ved ham og blev hurtigt meget glad for ham. Det var heldigvis gengældt.

Vores udfordringer til trods besluttede vi at prøve at bo sammen, og vi blev forlovet og holdt for ni år siden et stort bryllup med hvid kjole og mange gæster. Min søn fulgte mig op ad kirkegulvet, og Leif og jeg afgav løfte om at følges ad på livets vej. Vi lejede os også ind i et drømmehus, der lå langt fra storbyens larm.

Leif og jeg er lykkelige

Efter et par gode år blev jeg tilkendt et højskoleophold, som jeg havde ønsket mig. Selv om jeg kom hjem hver weekend, havde Leif det dårligt med at være alene i huset. Han måtte indlægges i depressiv tilstand og med selvmordstanker, og efterfølgende mente hans pædagogiske bostøtte, at det ville være bedre, hvis han flyttede i et psykiatrisk bofællesskab.

Sådan blev det, og sådan er det stadig, men mit fjerde ægteskab er lykkeligt. Leif og jeg tilbringer meget tid sammen, for det meste i min nye lejlighed tæt på bofællesskabet. Vi nyder at gå ud at spise, at gå i biografen og at lave lækker mad og bare råhygge os.

Jeg har altid elsket Vesterhavet, og Leif og jeg tager tit på udflugter i bil dertil. Så kan jeg sidde i timevis og kigge på bølgerne. Vi har også været på flere busrejser rundt i verden, og vi har set mange smukke steder og oplevet en enestående natur.

Leif giver mig plads til at være den, jeg er, og det er meget værdifuldt for mig. Han gør alt for at gøre mig glad, og det er så dejligt for mig, at jeg har fundet roen i mit liv.

Begge har vi haft en meget vanskelig opvækst, begge har vi udfordringer på grund af psykisk sygdom, men vi har det godt sammen. Det er nok lidt utraditionelt, at et ægtepar har hver sin adresse, men for os fungerer det.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.