Slægtens sarte sind

Jeg har valgt at fortælle om min families kamp med psykisk sårbarhed, for vi skal blive bedre til at sætte ord på de usynlige lidelser.

Indtil sidst i 1960’erne levede vi et helt almindeligt familieliv. Mor, far, mine to mindre brødre og jeg boede i en lejlighed i byen, og far gik på arbejde, mens mor passede os børn og alt det derhjemme.

Far var uddannet elektriker og meget værdsat på sin arbejdsplads, hvor han også i en periode var tillidsmand. Han satte en ære i at gøre alt meget pertentligt og at svare enhver sit økonomisk. Hjemme hos os var der ingen regninger, der ikke blev betalt til tiden.

Efter min yngste lillebrors ankomst var der noget trangt i lejligheden, og vores forældre købte derfor en byggegrund. Min far kastede sig ud i at være selvbygger, sikkert for at holde omkostningerne nede. Han passede sit fuldtidsjob i dagtimerne, og efter fyraften og i alle weekender byggede han på huset.

Som barn anede jeg intet om, at min stærke, dygtige far havde et skrøbeligt sind, og at han kunne knække under for stor belastning. Det gik galt for ham, da der opstod nogle prisstigninger på materialerne til huset, som medførte, at byggeriet blev noget dyrere end beregnet.

Derfor fik far svært ved at betale for de sidste byggematerialer. Indtil da havde han aldrig været voldelig, men det blev han nu, og pludselig var vores hjem ikke længere det tryggeste sted i verden.

Jeg husker kun alt for tydeligt den dag, hvor far i raseri kastede en kniv efter mor ude i køkkenet. Hun nåede at dukke sig, men selvfølgelig blev hun bange. Far havde jo ellers altid været sådan en rolig mand.

Hen over nogle måneder blev fars brutalitet værre, og han begyndte også at tro, at der var mikrofoner i væggene i vores nye hus. Til sidst turde mor ikke andet end at ringe efter lægen, og han sendte en ambulance.

Far ville ikke tage med ambulancefolkene, og jeg vil aldrig glemme den grusomme scene, der udspillede sig, da han blev tvunget ind i ambulancen.

Psykisk sygdom var tabu

Far blev indlagt på en lukket afdeling, og der var han i næsten et år. Vi fik at vide, at han var maniodepressiv, og at han skulle have medicin resten af sit liv. Det var dog ikke noget, vi talte ret meget om, for psykisk sygdom var tys-tys og et tabuemne.

Under indlæggelsen var vi børn alene derhjemme med mor, og det var stramt med økonomien. Mange aftener fik vi suppe, for det kunne jo strækkes.

Som den store blev jeg pålagt et vist ansvar for mine yngre søskende, og blandt andet skulle jeg til min irritation følge min mellemste bror, Erling, i børnehave, inden jeg selv gik i skole. I forvejen havde jeg et horn i siden på ham, fordi han var mors erklærede yndling. Køn og charmerende var han tilmed også.

Da far kom hjem, var det slut med ham og arbejdsmarkedet, for han kunne ikke klare det mere. Han fik tilkendt pension på grund af sin psykiske lidelse, og de næste 10 år gik han hjemme.

Jeg flyttede hjemmefra og kom i gang med mit eget voksenliv, og jeg blev også gift og fik en datter. Dengang tænkte jeg ikke på, om der kunne være risiko for, at hun skulle arve min fars skrøbelige sind.

Helt sig selv blev far aldrig igen, og han var også påvirket af al den stærke medicin, han fik.

Far sprang i døden

Far begyndte at skrante fysisk, og han kom på sygehuset for at blive undersøgt. Da lægerne fortalte ham, at han havde kræft flere steder i kroppen, gik han direkte op på hospitalets øverste etage og sprang i døden.

Det var et kæmpechok for os alle. Min yngste bror, Bjarne, boede stadig hjemme, mens Erling var ved at uddanne sig til kok og var flyttet hjemmefra. Indtil far døde, havde Erling og jeg som voksne ikke haft ret meget at gøre med hinanden, men det ændrede sig.

Nogle måneder efter fars død blev Erling også ramt af psykisk sygdom, for han begyndte at høre stemmer og havde skræmmende vrangforestillinger.

I kraft af sit arbejde havde han deltaget i nogle fester, hvor gæsterne havde taget narkotiske eller bevidsthedsudvidende stoffer. Efter eget udsagn prøvede Erling kun at tage disse stoffer få gange, men hans psyke kunne ikke tåle det.

Som far blev han indlagt på en lukket afdeling, og jeg begyndte at besøge ham der. Jeg fortrød, at jeg havde været skinsyg på ham i barndommen, for det var jo ikke hans skyld, at han havde været mors yndlingsbarn.

Selv om jeg ikke altid kunne forstå Erlings sorte tale, blev jeg ved med at besøge ham, og jeg følte, at vi blev tættere knyttet til hinanden. Det var jeg glad for.

Mor var ikke så flittig med at besøge Erling, for efter fars død var hun begyndt at gå meget mere op i sine fem søskende og deres børn og familier. Jeg tror ikke rigtig, hun kunne klare alt det med Erlings psykiske sygdom, og det var stadig heller ikke noget, der blev talt åbent om.

Bjarnes kærestesorg

Bjarne var 19 år og boede stadig hjemme, og jeg vidste godt, at han var et meget følsomt menneske. Hvis han hørte om nogen, der havde det slemt, gik det ham voldsomt på, og så havde han svært ved at slippe tankerne om det. Derfor fik han problemer med at sove, og han gik til lægen for at få sovetabletter.

I dag er læger yderst forsigtige med at udskrive den slags, men sådan var det ikke dengang. Lægen gav Bjarne en recept på sovetabletter, og han kunne vist få udleveret medicinen mere end én gang på apoteket.

Bjarne havde en kæreste, som han var vildt forelsket i. En dag brød hun med ham, og hun fortalte ham tilmed, at hun var gravid, men ikke med ham. Det slog min yngste lillebror helt ud. Han slugte en håndfuld sovetabletter, lagde sig på sin seng og vågnede tragisk nok aldrig igen.

Far havde da været død i 10 år, og nu skulle vi igen holde begravelse. Det var hårdt, og siden har jeg nogle gange tænkt på, om Bjarne også ville have fået en psykiatrisk diagnose, hvis han var blevet ældre.

Jeg led med min bror

Årene gik, men Erling fik det aldrig bedre. Han tilbragte mere tid på den lukkede afdeling end i sit eget hjem, og jobbet havde han vinket farvel til allerede tidligt i sygdomsforløbet. I stedet fik han pension som vores far.

Jeg led med min bror, for jeg vidste, at han uanset medicinen kæmpede med sine dæmoner og levede i sit eget helvede af angst.

10 år efter Bjarnes død fravalgte også Erling livet og sprang i havet fra en bro. Det skete ikke på et sekund og heller ikke efter en pludselig indskydelse, for han lagde sit overtøj, sit ur og sin halskæde pænt på broens højeste punkt, hvorefter han kastede sig ud.

Nu måtte vi begrave det tredje og sidste mandlige medlem af familien, og jeg var ulykkelig. Det gjorde så ondt i mig at tænke på Erlings sidste minutter, og jeg savnede ham og havde i årevis mareridt om hans sidste stund.

Efterhånden var vi danskere blevet lidt mere oplyste om psykisk sygdom, og der blev også talt mere åbent om det. Selv kunne jeg også dykke lidt humørmæssigt en gang imellem, men det oplever mange mennesker jo.

Også mit barn blev ramt

Der tegnede sig efterhånden et ret tydeligt billede af, at medlemmer af vores familie kæmper med psykisk sårbarhed og et svært sind, og derfor kom det ikke helt bag på mig, da vores datter som voksen fik symptomer på depression.

Hun var da gift og mor til en søn, Andreas, og i perioder havde hun det svært. Men heldigvis er der sket en meget stor udvikling inden for både medicin mod psykisk sygdom og mulighederne for terapi og behandling, og vores datter var velbehandlet.

Alligevel gruede jeg altid for, at Andreas skulle blive ramt, og det var hjerteknusende, da det skete sidste år.

Da var han 25, havde for længst etableret sig i egen lejlighed og var ved at afslutte sit studium. Han blev ramt af en massiv depression, og jeg blev så fortvivlet over, at mit eneste barnebarn nu skulle igennem sit eget, personlige helvede.

Andreas er en flot ung mand, og man kunne jo ikke se på ham, at han var syg. Det sled på ham at måtte forklare sig over for andre. Og selv om det er blevet bedre, findes der stadig tabuer omkring usynlige lidelser.

Behandling med medicin og samtaleterapi var ikke effektivt nok, og i sidste ende måtte Andreas have elektrochok. Det skete lige midt i coronanedlukningen, og derfor måtte han kun få besøg af én person.

Min mand og jeg måtte derfor nøjes med at skrive eller ringe til Andreas for at forsikre ham om, at vi hele tiden tænkte kærligt på ham og altid ville støtte ham, og vi sendte små opmuntringsgaver med vores datter, når hun skulle besøge ham.

Vores barnebarn er en fighter

Nu har Andreas netop afsluttet sit forløb med 12 elektrochok, og han har fået store huller i sin hukommelse. Udtalt træthed og stærk hovedpine lider han også af. Det hele er forventelige bivirkninger, siger lægerne, og forhåbentlig forsvinder det med tiden.

Coronarestriktionerne er lettet lidt, og derfor må jeg gerne tage Andreas med hjem, lave noget lækker mad til ham og hygge et par timer, før han skal følges tilbage til hospitalet.

Heldigvis er vores barnebarn en fighter med et kæmpestort gåpåmod, og jeg håber og tror på, at han nok skal klare den. Det ville hjælpe ham, hvis vi blev bedre til at sætte ord på psykiske lidelser, og derfor har jeg valgt at fortælle om de skrøbelige sind i min slægt.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.