Tirsdag, 7. marts 2017 - 6:51 - af Katharina Andersen
Vanrøgtede hunde søger hjem: Hvem vil have mig?
27 vanrøgtede hunde blev i februar fundet i en kold lade nær Randers. Hundene havde ingen adgang til vand, og de havde heller ingen former for menneskelig kontakt. Nu er de kommet på Dyrenes Beskyttelses internat i Brande, hvor de inden længe skal have nye kærlige familier.

Det er en kold februar-dag, og Bella, en King Charles-blanding, traver rundt i den kolde og fugtige lade med sin sidste hvalp i munden.
Hun har lige født sine hvalpe på det kolde betongulv. Resten af kuldet overlevede ikke. Der er ingen varme steder, hun kan ligge med hvalpen, og hun bliver mere og mere stresset. Hun trasker rundt i afføring og urin med 26 andre hunde.
Vanrøgtede hunde søger kærlige hjem
Den eneste mad, der er at finde, er en suppelignende masse, som hun slikker i sig. De stærkeste hunde spiser først, så må de andre komme til lidt efter lidt, og der er ingen vand, så mange af hundene er magre og afkræftede. De har ingen menneskelig kontakt. De har kun hinanden i den lille, mørke lade, hvor de knapt kan bevæge sig rundt.
Grusomt fund
Samme dag i februar gør politiet et grusomt fund på en ejendom i Randers-området. Sammen med Dyrenes Beskyttelse henter de 27 vanrøgtede hunde. Et tip fra en borger førte politiet på sporet af hundene, der har levet et kummerligt liv for sig selv.
Senere på dagen bliver dyrene afleveret hos Birgit og Kent på internatet i Brande.
- Menneskene, der har behandlet dem sådan her, de kan jo være syge, siger Birgit Karlsen med alvor i øjnene.
Familier søges
Birgit og hendes mand Kent tager sig lige nu af de fundne hunde på Dyrenes Beskyttelses internat i Brande, hvor de stille og roligt forsøger at gøre hundene klar til et nyt liv hos nye kærlige familier.
Hunden Sara blev kasseret som affald
Hver dag arbejder de på at socialisere hundene med mennesker, og selvom de fleste stadig er meget forsigtige og skræmte, så går det fremad. For Birgit og Kent er det vigtigt, at hundene nu får det helt rette hjem, så de kan blive glade for mennesker igen.
Læs resten af den gribende historie i det nye Ude og Hjemme, der udkommer onsdag den 8. marts 2017.
Her kan du se nogle flere billeder af hundene:
Vanrøgtede hunde


Freja havde afføring og urin i pelsen, da hun blev fundet.


Nu har Freja fået fjernet 700 gram pels, og hun er nærmest ikke til at kende.


Birgit og Heidi tager sig af hundene på internatet i Brande. Heidi, til venstre, var med til at hente hundene fra den iskolde lade.


Bellas sidste hvalp overlevede ikke, og hun har derfor haft det svært.


Heidi passer hundene på internatet til daglig. Hun sørger blandt andet for, at de lærer at omgåes mennesker, så de bliver klar til at få et nyt hjem.


Sille er en meget forsigtig hund, der endnu ikke er helt tryg ved mennesker. Hun har ikke fået nok mad, da hun boede i laden, så nu skal der arbejdes på at gøre hende tryg igen.