Mormor er mig stadig nær

Jeg husker hendes kloge ord om at se fremad og aldrig bagud.

Det gik den forkerte vej

– Jeg er ikke sikker på, at jeg kommer hjem igen, sagde min højtelskede mormor på 92 år, da min mor og jeg besøgte hende på sygehuset en af de sidste dage i januar 2009.

Dagen før havde hun fødselsdag og fik lagkage, men havde det for dårligt til at nyde den. Derfor glædede og beroligede det os, at hun kunne nyde et stykke lagkage dagen efter.

– Selvfølgelig kommer du hjem igen, slog vi mormors bemærkning hen.

Både mine forældre og min daværende kæreste og jeg besøgte mormor jævnligt, og knap fire uger efter fødselsdagen deltog vi i et møde med sygehusafdelingens læger. Til vores store bekymring vurderede de, at det gik den forkerte vej med mormor.

Senere samme dag tog min mor og jeg sammen med min datter på fem år hen til mormors lejlighed og gik ned i hendes kælderrum for at finde noget til hende.

Mens vi stod der, opdagede jeg pludselig, at min mor så helt forkert ud i ansigtet. Hun famlede efter noget at gribe fat i, for hendes ben var ved at give efter under hende.

– Det er mormor, udbrød hun højt.

– Nej, mor, hold nu op, indvendte jeg. – Lad os gå op i lejligheden.

Vi var knap nok kommet ind i lejligheden, før min mobil ringede. Det var hospitalet, som ville fortælle, at mormor var afgået ved døden. Vi begyndte alle tre at græde, og mor sagde, at det var det, hun havde mærket i kælderen. Hulkende spurgte jeg, om hun var sikker på det, og min mor nikkede bare.

Hun så fredfyldt ud

Lidt senere tog vi hen på sygehuset med det tøj, mormor skulle have på i kisten, og en sygeplejerske spurgte, om vi ville se mormor. Det havde min mor ikke lyst til, for hun ville mindes sin mor som levende.

Jeg havde dog behov for med mine egne øjne at se, at min kære mormor var død, så jeg bad min mor om at tage sig af min lille datter imens. Min datter ville ellers gerne have set sin søde oldemor en sidste gang, men jeg syntes, hun var for ung til det.

Jeg forklarede min datter, at oldemor nu sov sin evighedssøvn, og så overlod jeg hende til min mor og fulgte med sygeplejersken.

På en måde var jeg lidt bange, for jeg havde aldrig tidligere set en død person, men mormor så til min overraskelse meget fredfyldt ud. Det var godt, at jeg valgte at se hende, for siden har jeg turdet tro på, at hun ikke led i sin sidste stund.

Nu er der gået mere end 12 år, og min mors savn er stadig så stort, at hun har svært ved at tale om det.

Selv har jeg i alle disse år været ret sikker på, at jeg indimellem har kunnet mærke mormors tilstedeværelse i situationer, som har været svære for mig. Det gjorde sig blandt andet gældende, da jeg i 2013 fik konstateret kræft.

I forbindelse med det forløb følte jeg mange gange, at mormor var mig nær, og jeg huskede også hendes kloge ord om at se fremad og aldrig bagud og om ikke at give op.

Desuden sagde hun og morfar altid, at man ikke blev pålagt flere byrder, end man kunne bære, og i forening gav alt dette mig styrken, viljen og modet til at komme igennem behandlingsforløbet.

Jeg ville sådan ønske, at min mormor kunne have nået at møde den dejlige mand, som jeg er gift med i dag, men sådan blev det trist nok ikke.

Jeg bar mormors broche

Til vores bryllup i 2015 bar jeg en broche, som havde været mormors, og som derfor betyder meget for mig. Min yngste datter lærte mormor desværre ikke at kende, men min ældste datter husker heldigvis stadig sin dejlige oldemor.

I dag har jeg det godt. Hele min skønne familie støtter mig, og det værdsætter jeg, men mormor og jeg havde et helt specielt bånd. Jeg længes stadig meget efter hende, og derfor er det en stor trøst for mig, når jeg indimellem føler, at mormor stadig er mig nær i ånden.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.