December er årets bedste måned

Elisabeth Gjerluff Nielsen, som vi mistede i oktober i år, var ikke bare sanger og sangskriver. Hun kunne også skrive poetisk og medrivende om sin barndom. Her bringer vi et uddrag fra bogen ”Store Børn” om julen i Skjern i 1966.

Nu er det jul igen – 1966

Kalkunen steges som i gamle dage hos bageren. For ovnen er ikke klar endnu i det store, nyindrettede køkken på den firlængede tidligere dommergård, hvor vi netop er flyttet ind og skal holde vores første juleaften. Men det bliver jul alligevel, også langt op i 90’erne, hvor min far hvert år sender sine voksne børn risalamande i plasticpose med Post Danmark, hvis han ikke selv kan nå frem med den.

Få Ude og Hjemme leveret i postkassenLæs mere her

I flytteåret er der ikke bagt julekager, men vi triller nogle havregrynskugler, og ellers er der alt, hvad man kan begære, af både fremstilling og spisning af finsk brød og klejner hos mormor eller måske hos naboerne. Min søster og jeg har fået en veninde, som bor i et lille rødstensskovhus på vores nye skolevej, og en dag følges vi med Marianne hjem. Jeg låser min sølvgrå Crescent, som endelig har fået klodserne af, og går med min søster og Marianne ind i hendes hjem.

„Hej, hej,“ kalder Mariannes mor inde fra strygestuen og ud i det sødt vaniljeduftende køkken med Gardisette-slør for det nederste af vinduet mod skoven. ”Var det noget med et stykke drømmekage? Jeg har lige taget den ud af ovnen.” – ”Ja tak,” siger jeg høfligt og får min søsters sylespidse albue lige i siden. ”Nå, har du nye kammerater med hjem?” siger Mariannes mor, som nu træder ind i køkkenet og hilser på Kirsten og mig. ”Jamen, tag I bare et stykke kage med.” Og vi får hver en skive saftig sandkage med glinsende lysebrun kokoskaramel på toppen med ud til cyklerne, hvor min søster sætter mig i rette. ”Det var altså overhovedet ikke dig, Mariannes mor spurgte,” siger hun og fortsætter, at jeg skulle skamme mig bare sådan frækt at svare, for man skal vente, til man selv bliver spurgt, hvis man altså bliver spurgt.

Og jeg skammer mig forvirret og med søde drømmekagekrummer fra Brovst over hele hovedet, hele vejen hjem og ind under det nye stråtag på de mange store længer, hvor alle børn har fået hver deres private værelse, som de er i fuld gang med at indrette med skibsbrikse, rispapirlamper og beat-plakater. De store drenge har fået en hel længe til selv at øve deres popmusik og holde ”Gnags-dancing”-arrangementer i. Arrangementer, som løber over en søndag eftermiddag, hvor de lavloftede tidligere staldlokaler står dampende tæt fyldt med Skjerns teenagere, som danser fri dans og sjælere, mens Those Gnags fylder rummet med musik. Coverversioner af Red Squares og Animals’ numre, som koger bag de duggede staldruder i det hormoneksplosive rum, hvor jeg er for lille til at være med, men gemmer mig i et hjørne, hvor jeg både stolt kan se op til mine brødres udfoldelser på scenen og samtidig holde øje med de tungekyssende, kinddansende par i cowboybukser og busseronner, mens jeg glæder mig til jul.

Julekataloger med håbefulde krydser

December er årets bedste måned. December med alle julesangene, kagerne hos mormor, kravlenisseklip i skolen og produktion af julegaver til de mange familiemedlemmer og julekatalogerne, som man igen og igen kan bladre igennem, til de tynde papirsider næsten falder fra hinanden, tunge af håbefulde og hårdt satte kuglepenskrydser ved både kukure fra Daells Varehus i København og skøjter fra Karl Fjords legetøjsbutik i Møllegade.

En mørk og måneskinnende decembernat vækker min far sine børn, pakker dem varmt ind og sætter dem spændt fortumlede på slæden, som han trækker gennem det første skinnende, fine hvide snelag på den skrånende havegrund under tusind blinkende froststjerner. Og han viser dem Karlsvognen og Betlehemsstjernen, mens sneen både bliver til hvide klumper i cockerspanielens lange sorte bugpels og knirker så dejligt under mederne hele vejen langs Kirkestien med den i natten lysende hvide kirke for enden og udsigt til en af årets store begivenheder: Handelsstandsforeningen og Kirkeligt Samfunds fælles juletræsfest 4. juledag på Hotel Skjern.

Køb abonnementOg få Ude og Hjemme hver uge

Juletræsfest på Hotel Skjern

Min søster og jeg har været hos min mors damefrisør, som også har stikkende curlers og vandondulationsvæske til pigebørn, som skal noget særligt og derfor må lide for skønheden. For de curlers strammer slemt i hovedbunden, og man risikerer at få sviende øjne oveni, når fru Mette Holm svinger lakdåsen og sprøjter gavmildt ned i det bobbede hår og op i ozonlaget. Men så er man også klar til den store lykkelige begivenhed på Højskolehjemmet. Eller Hotel Skjern, som det efter en 60’er-ombygning hedder, her, hvor den årlige julebegivenhed samler kræmmeres og kristnes børn til fest med de voksne siddende i snak rundt langs den store hotelsals vægge, hvor stolene i dagens anledning er stillet op, så der er frit parketgulv for de mange børn.

 

Juletræsfest er for børn i alle størrelser år efter år og med til alderen passende forventninger.
Foto: Pressefotograf Erik Hansen.

Juletræsfest er for børn i alle størrelser år efter år og med til alderen passende forventninger.

 

Og håret sidder, som det skal. Også på brødrene som i dagens anledning har fedtet det til med Brylcreem og har stillet scooterstøvlerne for at trække i hvide skjorter og nappaslips. Handelsstandsforeningens/Kirkeligt Samfunds juletræsfest er for børn i alle størrelser år efter år og med til alderen passende forventninger. Fra de store døre til salen slås op, og man som fireårig i smocksyet kjole blændes af et mageløst stort og strålende juletræ, som iklædt størrelsesmæssigt matchende kæmpehjerter, stjerner og kræmmerhuse rækker helt op og rammer hotelsalens høje loft. Og hvor man overraskes vildt af festens højdepunkt, hvor et par af byens butikslærlinge forklædt som nisser kører en trillebør fuld af godteposer med nissetryk rundt til uddeling.

Cironvand og godtepose

Og man knuger sin papirspose i troen på, at den er fuld af alle de karameller, flødeboller, Dominoer og Negerpenge, som en fornuftig handelsstandsforening efter et måske betænkeligt årsregnskab igen i år har valgt at erstatte med taknemmeligt posefyld i form af vintertrætte Cox Orangeæbler og en appelsin, som man alligevel får derhjemme. Men man fisker lykkeligt de få flødekarameller i glinsende papir med tvist for begge ender op og håber, der er nogle af de grønne med lakridssmag imellem alle de kedelige pebernødder, som ingen gider 4. juledag, men som også fylder godt i papirsposen.

 

Hvad mon der er i godteposen i år?
Foto: Pressefotograf Erik Hansen.

Hvad mon der er i godteposen i år?

 

Og skyller ned med et par citronvand. Sodavand, som ikke er til hverdag, men hører til sådan en fest og gerne i store mængder langt fra de voksne, som stadig sidder på stole langs væggene og snakker efter at have ledt børnene parvis ind til indtogsmarchen „Nissernes vagtparade“ og rundt om det guddommelige juletræ. Så tager vi en „Risj rasj filiongongong“ akkompagneret af det svedende liveorkester med byens bogtrykker på trompet. Orkestret sidder på en lille scene på parketgulvet, og musikerne løsner skjorterne mere og mere, som eftermiddagen går, og ”damerne de løfter op i skørterne, så man kan se det ene bukseben”.

Hønsefødder og gulerødder

Flere og flere tomme ølflasker står festligt klirrende og danser med på scenen mellem rytmetappende musikerfødder, mens de store piger og de allermindste drenge danser ”hønsefødder og gulerødder”. Noget, de store brødre og deres kammerater i al fald ikke gider, og som man også selv begynder at miste interessen for, når man som 10-11-årig i spritnyt 70’er-trompetskørt og hvide knæstrømper begynder at kigge efter sine brødres kammerater, som kan se helt indbydende ud i skjorte og slips eller i de ”west-sides”, hvide spinlonrullekrave-trøjer, som bliver årets mode under lige så topmoderne ”diskotekssæt” med lang vest, bredt bælte og bukseben med svaj fra konfirmationen.

For det er spændende, som de farer omkring, de store drenge, med lommerne fulde af alle de knaldperler, som de ikke kan vente til nytårsaften med at fyre af. Op og ned ad den nye moderne vindeltrappe til hotellets kælder, hvor der råbes, skriges, grines og larmes i de rungende tomme herretoiletter. Og klapres med dørene til båsene langt mere hørbart end inde hos damerne. På damewc’et hvisker småpigerne hemmelighedsfuldt ved spejl og håndvask – og nogle har små pudderdåser med, som de dupper kind og næse fra, mens de skotter over mod herretoilettet, hvor der lugter af tis på gulvet, naftalinkugler i pissoiret og røgen fra en Grøn Cecil, som nogle friske fyre er i gang med at patte på inde bag en af de døre, som de også lige ridser en fræk tegning i.

 

Alle vil gerne være med på en glad Boogie Woogie til juletræsfesten.
Foto: Ukendt.

Alle vil gerne være med på en glad Boogie Woogie til juletræsfesten.

 

Og man forsøger selv med et par ture op og ned ad spindeltrappen for at få et blik af den stærkt lugtende mandeverden og måske fra den sødeste af de store drenge, for så hurtigt at løbe op i salen igen og endnu en gang glide hvinende i glatte laksko hen over parketgulvet, som året og livet igennem bærer både danseskole, banko, teater og gravøl, og som et år også har Elga Olga på besøg. Hyret af International Harvester’s traktorfirma, der i deres lokale salgsfremstøds-arrangement uddeler ægte amerikanske caps med IH-logo til at pynte på heldige bondedrenge i Skjern og omegn, hvor man ellers er henvist til lokale entreprenører som Dansk Landbrugs Andels Maskinindkøb, forkortet DLAM, der lokalt oversættes Du Lugter Af Møg.

Advent og appelsiner

Og fire søskende vender lykkeligt mætte, udmattede og fordrukne i citronvand hjem fra juletræsfest, får lov at springe aftensmaden over og falde overgearede omkuld i deres køjesenge med krudtet brændt godt og aldeles af. En mageløs kulmination på årets bedste måned med fire adventssøndage og store tykskrællede Jaffa-appelsiner, som min far køber silkepapirsindpakkede i kassevis, og som vi propper sukkerknalder i toppen af og langsomt suger den søde saft fra. Fire søndagsvinteraftener, hvor vi får læst julehistorier og vintereventyr og synger ”Vær velkommen Herrens år”, hvorefter alt andet lys end det i adventskransen slukkes, og hvert barn får sin egen gnistrende stjernekaster at tegne lysende magisk i det sorte mørke med.

 

 Nytårsaften 1997 er fire voksne søskende sammen i deres barndomshjem i Skjern. Deres mor ligger i terminalfase på samme lokale sygehus, hvor deres far døde dagen før. Med udgangspunkt i disse dage skildrer Elisabeth Gjerluff Nielsen sin barndom i 60’erne og perspektiverer til voksenlivet i København, hvor hun med smerte må erkende, at de ’store børn’ trods fælles opvækst synes på vej væk fra hinanden, så langt, at det er vanskeligt, måske umuligt at nå selv fremstrakte hænder.
Store børn af Elisabeth Gjerluff Nielsen, Gyldendal. 264 sider. Vejl. udsalgspris 224,95 kr.

Om bogen: Nytårsaften 1997 er fire voksne søskende sammen i deres barndomshjem i Skjern. Deres mor ligger i terminalfase på samme lokale sygehus, hvor deres far døde dagen før. Med udgangspunkt i disse dage skildrer Elisabeth Gjerluff Nielsen sin barndom i 60’erne og perspektiverer til voksenlivet i København, hvor hun med smerte må erkende, at de ’store børn’ trods fælles opvækst synes på vej væk fra hinanden, så langt, at det er vanskeligt, måske umuligt at nå selv fremstrakte hænder.