Elisabeth Gjerluff om det svære forhold til sine søskende: Det er et stort tab

Da Sanger og forfatter Elisabeth Gjerluff mistede begge sine forældre for 22 år siden, fulgte der et tungt ansvar. Nu var det hende og hendes tre søskende, der skulle samle familien og videreføre traditionerne.

Det er ikke nogen let disciplin. I hvert fald ikke i alle familier. Det var det heller ikke for de fire søskende fra Skjern. Her hjalp det ikke at være kendt som en af landets mest musikalske og folkekære familier.

- Det var ikke fordi, vi skændtes om arv eller noget som helst i den stil. Overhovedet ikke. Vi opførte os pænt og ordentligt, men vi havde så svært ved at vise følelser sammen, så vi var ikke fælles om at sørge og være kede af det. Vi fjernede os fra hinanden, siger Elisabeth, der har skrevet bogen ”Store Børn” om sin opvækst i 60`ene og 70 `erne og om forholdet til sine søskende. Det er en ærlig og meget personlig bog om livet i en søskendeflok set gennem hendes øjne som mindste lillesøster. Men det er nok også en meget genkendelig bog set gennem mange andres øjne. For konflikter findes som bekendt i selv de mest velmenende familier.

En historie andre kan spejle sig i

- Efter min bog er udkommet, har jeg fået virkelig mange meget rørende reaktioner fra mennesker, der skriver personlige beretninger om, hvordan det er hjemme hos dem. Og det betyder meget med den respons, for jeg ville gerne skrive en bog, som man kan spejle sig i, uanset om man er popsanger eller arbejder i Kvickly. Vi har alle sammen alle mulige ønsker om at være den lykkelige familie. Men det kan være svært, og det er det også for vores familie, siger Elisabeth, som ofte er blevet stoppet på gaden af folk, der vil vide, hvordan det går med hendes storebrors musik. Eller hans hund. Men hun aner det ikke.

Hun og Peter A.G. ser efterhånden mest hinanden hvis de tilfældigvis mødes på gaden i København. Det gør de så engang imellem, for de to søskende bor kun ti minutters gang fra hinanden.

- Folk tog for givet, at vores familie havde det så dejligt, fordi de havde læst om os i avisen eller hørt vores musik. Men vi sidder altså ikke nødvendigvis lykkelige og spiller bongotrommer og synger julesalmer med hinanden, som nogen forestiller sig. Vi har de samme problemer som alle andre, siger Elisabeth, som ellers i årevis drømte om at opnå en følelse af samhørighed med sine tre søskende.

Julen er en krævende tid

- Vi har alle sammen den gode vilje. Den er vi opdraget med, og den har de fleste mennesker. Men det er svært at blive netop de mennesker, vi gerne vil være, siger Elisabeth og peger på, at julen nok er den mest krævende årstid af dem alle.

- Det er jo den tid på året, hvor alle samles om noget, der skal være rigtig rart. Det er ikke tilladt at være ked af det. Alle skal være glade. Og det er der så en vred mand i familien, der går rundt og forlanger, siger Elisabeth med et skævt smil.

Det skæve smil er der tit, når hun fortæller og skriver om problemerne i familien. For selvom det er sørgeligt, når fire mennesker med fælles barndom ikke længere kan være ordentligt i stue med hinanden, så er der også noget komisk ved konflikterne, der kan virke så utrolig små. Hvis de altså ikke lige dækkede over noget langt større.

Som julen hjemme hos Peter A.G. et par år efter forældrenes død. Alt skulle være ligeså godt og varmt, som de huskede fra deres barndomsjul, hvor deres far sad i julerød sweater og trillede havregrynskugler, mens deres mor læste højt. Selvfølgelig kunne det ikke bliver helt det samme. Men Elisabeth ankom alligevel med store forventninger og ingredienserne til den stak søde amerikanske pandekager, som familien plejede at spise julemorgen.

Juleskænderier

Men pandekagerne kom aldrig på morgenbordet. For tidligt næste dag kylede Elisabeth sin datters dukkekomfur og hundens skål i bagagerummet for hurtigst muligt at køre hjem med sin egen lille familie.

Ligesom i rigtig mange andre hjem med haven oplyst af lyskæder, gik julen ikke som forventet. Den egentlige årsag til juleskænderierne, er der vist ingen, der husker mere. Elisabeth mindes kun, at hendes forventninger på ingen måde gik i opfyldelse.

”Stemningen er stiv som frosne kalkuner fra Q8-tanken, som står og tør i blodig sne i opvaskebaljen på et badeværelse” skriver hun i sin bog og tilføjer: ”Hvis man spørger efter pebernødder, kan det nemt lyde som en kritik af brunkagerne.”

Svært at dele kød og blod

I Elisabeths ører lød julen ikke som den plejede det år. Og det gør den nok aldrig, som hun siger. For det kan være svært at dele kød og blod.

Selv er Elisabeth bevidst om, at der ikke findes enten helte eller skurke i familiekonflikter. Hun ser ikke sig selv som en uskyldig lillesøster, der er blevet trynet af sine store søskende gennem alle sine 62 år.

- Jeg er et kritisk og spørgende menneske. Og jeg bliver ved med at stille irriterende spørgsmål for at nærme mig det svære, fordi det interesserer mig. Hele vores familiehistorie handler også om, at vi alle har store egoer. Der er meget ”mig” i stedet for at være en del af fællesskabet. Det koster jo at være en del af flokken.

I dag ser Elisabeth ikke meget til sine søskende. Hun bliver ikke inviteret. Og hun inviterer heller ikke længere selv.

- Sådan er det. For ti år siden havde det gjort mig meget, meget ked af det. Og det er stadig et stort tab, for det er jo begrænset, hvor mange mennesker, man har en relation til fra barndommen. Men jeg har forliget mig med det. Jeg skal kunne være sig selv og ikke sidde med ondt i maven, når jeg er sammen med familie. I mine øjne er det ikke for enhver pris, at man skal blive i en søskendeflok.

Julen skal være enkel og hyggelig

Denne juleaften skal Elisabeth fejre med sine to døtre, svigersønner, barnebarn og kæreste. Og hun kommer ikke med pandekager eller kæmpe forventninger. Det skal bare være enkelt og gerne hyggeligt, og hun har bedt alle om at medbringe en lille ting til fællesskabet. Måske et digt. Måske en sang. Måske en historie om andres jul. Og så lidt hjemmebagt bagværk.

- Det behøver ikke altid være den bedste jul nogen sinde. Man må godt have ondt i sjælen, hvis man har ondt i sjælen. Og jeg er fuldstændig ligeglad med, hvilken fugl vi spiser, siger hun og tilføjer med sit skæve smil: - Bare det ikke er gås.