En hyldest til Ove Sprogøe

Ove Sprogøe spillede med i Lise Nørgaards første film ”Med mor bag rattet”. I bogen ”En fynsk vulkan. En hyldestbog til Ove Sprogøe” beskriver Lise sit samarbejde og venskab med den folkekære skuespiller. Læs et uddrag her.

 

Bogen ”Lise – Et livsværk” viser alle Lise Nørgaards facetter som forfatter og journalist. Den illustrerede bog indeholder også portrætter af Johannes Møllehave og Jane Aamund - og forklaringen på, hvorfor hunde altid sniger sig ind i Lise Nørgaards tekster. Der er også et uddrag fra bogen om Ove Sprogøe.
”Lise – Et livsværk”. Gyldendal. 352 sider. Vejl. pris 349,95 kr.

Bogen ”Lise – Et livsværk” viser alle Lise Nørgaards facetter som forfatter og journalist. Den illustrerede bog indeholder også portrætter af Johannes Møllehave og Jane Aamund - og forklaringen på, hvorfor hunde altid sniger sig ind i Lise Nørgaards tekster. Der er også et uddrag fra bogen om Ove Sprogøe.

 

Uddrag fra bogen ”Lise - Et livsværk"

Fra spædbarn til huslæge

Ove Sprogøe var med, da vi for mange år siden lavede de satiriske lørdagsudsendelser, på skift kaldet “Hopla”, “Uha”, “Ikk’” og “Så gik”, for Danmarks Radio.

Idéerne hentede vi fra ugens begivenheder, og det var en himmelsendt gave til programmet, da en strejke på Storebæltsfærgen umuliggjorde fast og flydende under overfarten. Tanken om at overleve fem kvarter på Bæltet uden chance for at tage næring til sig hensatte den danske nation i en tilstand af vild panik.

Inspireret af folkestemningen lavede jeg et manuskript om en dansk families lidelser på færgen “Olaf Hunger”. Da den sultende skare var rollebesat med danskere i de fleste aldre, sagde produceren Inger Stilling: “Vi skal også have en sulten baby med.”

På spørgsmålet om, hvordan vi med kort varsel kunne indfange en baby, svarede Inger: “Vi har Ove, han vil være fantastisk som spædbarn!”

Det kom til at slå til. Den dag i dag kan jeg se hans hoved for mig, som det vrælende dukker op mellem de jamrende voksne medspillere. Den komplette udgave af den altid hungrende danske familie.

Det var denne episode, der overbeviste mig om, at Ove Sprogøe kunne omskabe sig til hvem som helst og give enhver rolle, hvad den fortjente. Om man så havde bedt ham spille Jeanne d’Arc på bålet, havde han også klaret det.

Første gang jeg på nært hold bivånede en af Oves forvandlinger, var, da han medvirkede i min første film, “Med Mor bag Rattet” i 1960. Han skulle agere en lille lusket kørelærer for Helle Virkner, en type, der aldeles ikke lignede den fuldendte gentleman.

Ove mødte op, præcis og velforberedt, for at spille en rolle, der var alt andet end det, han selv stod for. Han havde ikke engang bil og ønskede heller ikke at eje en sådan.

Men omklædt og placeret bag skolevognens rat var han omskabt til svaret på instruktøren Erik Dibberns og mine bønner. Ud fra drejebogens få bemærkninger havde han dannet sig det fulde overblik over den skrækkelige mand, han skulle forestille.

Det er ikke sært, at Erik Balling slet ikke kunne få nok af at bruge Ove, for det er Ballings idé og også hans kunst at få skuespillere til at agere mod deres egen type, og ingen var i stand til at klare denne udfordring bedre end Ove.

Som privatperson var han så fjernt som nogen kan blive fra nogle af de utallige roller, han kom til at spille fra han var ganske ung og til langt hen i den sene alder.

Dog mener jeg, at han som doktor Hansen i “Matador” kom nærmere sit egentlige jeg end i nogen anden rolle: Den stilfærdige og kultiverede huslæge med den kompromisløse retfærdighedssans og en kærligt ironisk distance til menneskene i Korsbæk. Det var også under optagelserne til Matador, at jeg virkelig lærte Ove Sprogøe at kende.

Han var en formidabel samtalepartner med viden om litteratur og specielt om den moderne kunst, som han var en passioneret samler af. Forunderligt uimponeret af sin position som en af Danmarks mest populære skuespillere og parat til at værne om sin integritet – for ikke at tale om sit privatliv med begavede Eva – mod offentlig tant, fjas og mediefjams.

Han sprang aldrig på tidens livsstilsbølger, men foretrak det enkle liv uden distraherende faktorer som for eksempel tv. Hele hans væsen var præget af, at han havde givet sig plads og tid til fordybelse. Han var både en reserveret og fornem person, men også et kærligt og opmærksomt menneske over for dem, han kom i berøring med.

I alle de år, vi kendte hinanden, sendte han mig fødselsdagshilsner, hvori han skrev: “Pas nu godt på dig selv!” At kvitterede med et “i lige måde” hjalp ikke tilstrækkeligt. Selv om han var yngre end jeg, tillod han sig at gå forud, men til alt held efterlod han minderne.

***

”En fynsk vulkan. En hyldestbog til Ove Sprogøe” (Jyllands-Postens Forlag, 2004).