Marianne fra ”Den store bagedyst” brød tabuet: Min søn har adhd

Det var med let rystende hænder, at Marianne valgte at bage sin adhd-kage i ”Den store bagedyst”. Normalt er hun nemlig et privat menneske, der ikke gør et stort nummer ud af sin søns diagnose. Men i dag er hun lykkelig for, at hun overvandt sig selv.

40-årige Marianne Bjerring vandt ikke ”Den store bagedyst”. Hun nåede heller ikke finalen. Men hun forlod semifinalen med en enorm sejr, som stadig bevæger hende, når hun i dag taler om den hjemme i sit køkken i Børkop.

Sin store sejr fik hun faktisk allerede i det første program, da hun stillede sin farverige adhd-kage frem foran dommerne. De havde aldrig set noget lignende. Og det var der garanteret heller ikke andre af den 1 million seere hjemme i stuerne, der havde. Kagen var sirligt formet som en hjerne, og når man skar et stykke, åbnede man op til et væld af farver under den hvide fondant.

Det var en kage, man kun kunne blive glad af at se på. Og så var det frem for alt en kage med et vigtigt budskab, som kom lige fra hjertet.

Marianne havde bagt den, fordi hun godt et år forinden havde siddet på børnepsykiatrisk afdeling og ventet på svar, efter hendes 8-årige søn Anton var blevet udredt.

– Anton har adhd, lød diagnosen.

Stemplet med adhd

Svaret kom på ingen måde bag på Marianne. Hun er pædagog, så hun havde allerede en klar forventning om, hvad hun skulle høre.

Alligevel kom tårerne. Og der kom mange af dem.

– Mit barn blev jo stemplet for resten af livet, og jeg tænkte: Hvad nu med fremtiden? Jeg ved godt, at alle forældre bekymrer sig om deres børns fremtid, men man får lige et ekstra bump på vejen, når ens barn får en diagnose, siger Marianne, som aldrig har skammet sig eller set Antons adhd som et tabu. Men hun har haft svært ved at gennemskue, hvordan man taler om den slags. Hvor meget og hvor lidt skulle hun nu forklare?

Som da hun kort efter var til tandlæge med Anton, og tandlægen spurgte, om der var noget, de skulle vide om Anton.

– Skal jeg sige, at Anton har adhd? Skal det komme ud af min mund nu? tænkte Marianne, som ofte siden har stået i samme dilemma.

Lettere at tale om

På den ene side ville hun ikke sige for meget af frygt for, at folk ville tænke, at hun brugte diagnosen som en let undskyldning. På den anden side ville det en gang imellem være rart at forklare sig. For eksempel når familien er i Bilka, og Anton får lov at sidde oppe i vognen med et tæppe over hovedet og spille iPad. Det gør han jo ikke, fordi han er en umulig dreng. Eller fordi Marianne er en mor, der ikke kan finde ud af at opdrage sit barn. Han sidder på den måde i indkøbsvognen, fordi et besøg i et storcenter er svært at håndtere for ham. Tæppet og iPad’en gør det hele lidt lettere.

I den første tid var Marianne tilbageholdende omkring Antons diagnose.

– Inden ”Bagedysten” havde jeg for eksempel aldrig skrevet noget på Facebook om, at Anton har adhd. Jeg er et privat menneske, og derfor var jeg også i tvivl, om jeg skulle bage den adhd-kage. Det krævede virkelig alt mit mod, og jeg havde også lidt ondt i maven over det, erkender Marianne, som i dag er lykkelig for, at hun overvandt sig selv og stod frem med smil på læberne og sløjfe i håret og præsenterede adhd-kagen og sin søns historie i den bedste sendetid på DR. Mere åbent og ærligt bliver det ikke.

Åbenheden kom ikke bare hende selv til gode. Allerede samme aften blev et billede af kagen delt på adhd-gruppens Facebookside, og Marianne modtager stadig mange rørende beskeder fra forældre til børn med lignende diagnoser. For dem gør det en forskel, at hun med noget så rart og sødt som en kage har gjort adhd lidt lettere at tale om.

Og det var præcis det, Marianne ønskede, da hun trak kagen ud af ovnen med let rystende hænder.

– Det er svært, når ens barn får en diagnose. Selvfølgelig er det det. Og det må det også godt være. Det er jo en helt ny verden. Men det må ikke blive endnu sværere, fordi vi ikke tør tale om det. Det skal være lige så naturligt at tale om, som hvis man fortæller, at ens barn er dygtig til fodbold, siger Marianne og smiler til Anton, da han kommer ind i køkkenet og piller en mandarin, så der dufter af jul i hele rummet.

Glad af at bage

Anton fylder også lokalet. Både fordi han har meget på hjerte og en masse energi. Men også fordi han bare er så glad. Det er han næsten altid. Man kan godt forstå, hvorfor han inspirerede sin mor til hjernekagen med hele farvepaletten.

Faktisk er det også indirekte Antons skyld, at Marianne overhovedet kom i gang med at bage kager. Noget skulle hun nemlig udfylde tiden med, da hun var gravid med ham, og livet pludselig ikke gik som forventet.

Marianne var cirka halvvejs i graviditeten, da hun og Antons far valgte at gå fra hinanden. Det var selvfølgelig ikke en del af drømmen, og det var det heller ikke, da Marianne blev ramt af bækkenløsning og måtte sygemeldes fra sit arbejde.

Dagene kunne derfor godt føles lange. Især fordi Marianne aldrig har været særlig god til det der med at ligge på sofaen og slappe af. Selvmedlidenhed har heller ikke været noget, hun har dyrket. I stedet rejste hun sig og begyndte at bage. Ikke bare almindelige bradepandekager med lidt kokos på toppen. Men den mere avancerede slags, som hver gang skabte både beundring og nydelse hos dem, hun serverede dem for.

– Jeg fandt ud af, at jeg blev glad af at bage. Og at jeg var god til det. Det var en god måde at få tiden til at gå, og så kunne jeg også godt lide at gøre andre glade med mine kager.

Med ja-hatten på

Da Anton kom til verden, fik hun selvfølgelig hænderne fulde af andre ting. Marianne lægger ikke skjul på, at det var hårdt at være alenemor med indkøbsposer på den ene arm og en baby i den anden. Men hun peb ikke.

– Jeg klarede det jo, og det gik faktisk rigtig fint. Jeg var god til at være alenemor, og jeg fik også stor støtte af både min familie og venner. Og så har jeg nok altid haft en stor ja-hat på. Jeg tror også altid, vi kan have alt i bilen, når vi skal på ferie, skraldgriner hun.

I dag er der mange at pakke til, når familien skal på udflugt. For seks år siden begyndte Marianne nemlig at skrive med en enlig far til to på en datingside. Carsten, hed han, og han virkede sød på skrift.

Alligevel havde Marianne nu ikke bagt så meget som en kanalsnegl første gang, hun inviterede ham indenfor. Men Carsten faldt alligevel for Marianne med det samme, selv om han måtte nøjes med en Albani-øl og et par håndmadder.

Marianne faldt også for Carsten. Men hun havde også sine forbehold. Hun og Anton havde jo været alene og klaret sig selv i flere år. Skulle en mand nu komme og forstyrre rutinerne og tage over, når klapvognen skulle slås op og ned og smides i bagagerummet?

Læs også: Tines metode til at håndtere sønnens adhd

Den trofaste støtte

– Det var faktisk svært for mig. Jeg var vant til at have kontrollen over alt, men Carsten er altså ikke let at få kontrol over, erkender Marianne, som i begyndelsen skrev lister med minusser og plusser ved eventuelt at flytte samme med Carsten.

– Jeg havde brug for at have styr på det hele. Jeg skulle jo lukke et andet menneske ind i mit liv. Det havde jeg ikke været vant til. Samtidig tænkte jeg på Anton. Det var jo også hans liv. Hvis nu det her ikke gik, var det også Anton, der kunne miste noget.

Marianne endte dog med at smide papir og blyant og droppe listerne. Parret endte nemlig med at købe et krævende håndværkertilbud, som de sammen skulle sætte i stand, og da Marianne satte sin underskrift på købsaftalen, var der flere veninder, der sagde det samme:

– Marianne, nu skal du altså slippe kontrollen.

Det har hun gjort. Og det har været en kæmpe gave både for hende selv og for Anton.

– Jeg sagde til mig selv: Nu er det her vores liv. Det har været fantastisk at give mig selv lov til. Carsten er min trofaste støtte og min klippe, og så er han gået ind til livet med Anton, som var det hans eget barn, siger Marianne, som også smilende tænker på de mange gange, Carsten har taget opvasken hjemme i køkkenet, når hun har trænet til ”Bagedysten”.

Forbedring på flere fronter

Der har været meget at vaske op. Og Marianne har lagt mange, mange timer i køkkenet. I de cirka tre måneder, optagelserne stod på, har familiens almindelige fritidsliv været sat på pause. Campingvognen har stået stille i indkørslen. Carsten er taget alene i Legoland med børnene. Og selv årets Jelling-festival har været uden Marianne, som ellers har været fast gæst, så længe hun kan huske.

At deltage i ”Bagedysten” kræver i bogstavelig forstand tid, sved og en hel del tårer. Marianne har både grædt af udmattelse over en æblekage hjemme i sit køkken. Og af ærgrelse over sine citrontærter for rullende kameraer, fordi hun i kampens hede var kommet til at bytte rundt på sukker og salt.

– Men det har været det hele værd, siger Marianne, som føler, hun har fået meget mere med sig end forventet. Ikke bare er hun blevet bedre til at bage. Tv-programmet har også gjort hende bedre til at tale om Antons adhd.

– Det er faktisk også blevet lettere for Anton. Han synes, det er sejt, og i dag kan han godt finde på at sige: Det er mig med adhd-kagen. Det var præcis det, jeg gerne ville opnå. Jeg ville gerne vise ham, at det er den naturligste ting i verden at tale om.