Helen foretrak pengene: Hellere gift end skilt

Lee-Anne holder i indkørslen til sin brors hus. Eller ikke længere, må hun huske sig selv på. Phil er der ikke mere. Han ønskede ikke at leve mere, så han valgte at ende sit liv ved at sluge en masse allergimedicin. Phil var allergisk over for netop den medicin. Det vidste han godt.

Det kom som et chok for Lee-Anne og resten af familien, da de fik nyheden for nogle uger siden.

Han havde taget pillerne og lagt sig til at sove i sin egen seng. Det var Phils kone Helen, der opdagede, han ikke trak vejret den næste morgen.

Ingen havde regnet med, at Phil vil gøre det. Han var 47 år, havde to dejlige store børn og et godt job. Der var intet, der tydede på, at han ikke kunne holde livet ud længere.

Lee-Anne bemærker, at der holder en ny bil i indkørslen. Hun stiger ud af sin bil og bevæger sig op mod huset. Døren åbner, og Helen kommer hende i møde med åbne arme og et stort smil. Lisa når at tænke, at det er pudsigt, at Helen har så meget overskud, når hendes mand lige er død, inden hun får øje på en ny mand bag Helen.

Manden hilser høfligt og tager straks Lee-Annes bagage indenfor. Det er min nye kæreste, fortæller Helen. Er han ikke bare skøn? Det føles akavet. Men Lee-Anne vælger at tage det høflige ansigt på.

Hun er der kun for weekenden til et familiearrangement. Så tager hun hjem til Australien igen. Hun skal bare holde masken så længe.

Masken skal dog holdes længere tid, end hun først regner med. Samme aften sidder Lee-Anne i køkkenet, da Helen kommer med nogle billeder. ”Se,” siger Helen og peger på billedet. ”Det er hende, han havde en affære med.”

Lee-Anne ser på billedet. Det er taget til en udklædningsfest for nogle år siden og viser Phil ved siden af en kvinde. Lee-Anne kan godt huske festen, men hun genkender ikke kvinden på billedet.

Det ser ikke ud til, at de har et forhold, og desuden var utroskab ikke noget, der lå til Phil. Lee-Anne får en underlig fornemmelse i maven.

”Vent,” siger Helen. ”Der noget andet, jeg skal vise dig. Det lå i skuffen, jeg fandt det for nylig.”

Lee-Anne kigger på papiret. Så synker hun en klump i halsen. Det er Phils afskedsbrev, skrevet til Helen på computer. Der er noget underligt ved brevet. Sætningerne lyder forkert.

Lee-Annes øjne stopper ved underskriften. Lee-Anne kender sin brors håndskrift, og denne tilhører ikke Phil. En forfærdelig tanke slår ned i Lee-Anne. Phil har slet ikke begået selvmord. Han er blevet myrdet af sin egen kone.

Vi spoler tiden tilbage til nogle uger før. Lørdag morgen den tredje maj 2009 ringer Helen Milner til politiet i Christchurch, New Zealands næststørste by. Hun er netop vågnet op ved siden af sin døde mand Phil.

Phil var 47 år. Han havde to voksne sønner fra et tidligere ægteskab, før han blev gift med Helen. De to har ingen børn sammen, men Helen har en voksen søn fra et tidligere ægteskab. Phil arbejdede som lastbilchauffør og var en almindelig mand uden store udsving i livet.

Han led ikke at depression og havde hverken problemer med penge eller afhængighed. Tværtimod sørgede han pligtopfyldende for sin familie og var vellidt af de fleste.

Da politiet ankommer til huset, der ligger en times kørsel fra Christchurch, finder de tomme pilleglas på gulvet ved Phillip. Der er ikke tegn på slåskampe eller indbrud, og desuden har Helen sovet i samme seng uden at have lagt mærke til noget usædvanligt. Der er opkast på og omkring liget, det stammer fra Phil, men heller ikke det har vækket Helen i løbet af natten.

Den efterfølgende obduktion viser, at Phil har store mængder af allergimedicin af mærket Fenagan i kroppen, hvilket svarer til de tomme pilleglas på gulvet.

Under en kort afhøring fortæller Helen politiet, at hun har modtaget en sms fra sin mand fra døds natten, hvori han skrev, at han ikke kunne holde ud at leve mere.

Selv om politiet studsede over det usædvanlige i at sende en sms som en sidste afsked, vælger de ikke at grave mere i sagen, og Phils død bliver registreret som et selvmord. Et ud af knap 550 i New Zealand det år.

Arver million

Lee-Anne sidder nu med Phils afskedsbrev, som hun ved er falsk. Hun kigger op på Helen, bange for om hendes mistanke kan ses på hende. Nu gælder det om at overleve weekenden hos Helen. Hun holder sig på værelset det meste af tiden.

Om morgenen efter det fælles familiearrangement på en restaurant undskylder hun sig med et maveonde. Hun bliver nødt til at tage tidligere hjem fra Helen.

Hjemme begynder Lee-Anne at undersøge sagen nærmere. Som det første beslutter hun sig for at finde ud af, hvorfor Helen vil slå Phil ihjel.

Hun gennemgår afskedsbrevet i hovedet. Der stod nogle underlige ting omkring Phils søn, at Phil ikke er den biologiske far, men at Phil ikke selv turde sige det til ham.

Hvorfor vil Helen give Phils søn så grum en afsked? Medmindre det handler om arv. Er det fordi, Helen ikke vil dele arven med Phils søn?

Da Lee-Anne spørger politiet, finder hun ud af, at der ikke er taget dna-prøver fra Phil. Hun skal selv betale for at sætte processen i gang, og det gør hun med det samme.

Lee-Anne tager også kontakt til den betjent, der modtog Helens anmeldelse. Lee-Anne spørger, om de har set afskedsbrevet, men det har betjenten ikke.

Betjenten kan desuden fortælle, at et afskedsbrev stort set aldrig skrives på computer, men stort set altid i hånden. Betjenten fortæller også om sms'en, som de godt nok fandt mærkværdig. Også at de undrede sig over, at Helen ikke virkede ulykkelig, tværtimod.

Sideløbende taler Lee-Anne ofte med Helen for at opnå hendes tillid. Hun erfarer, at Phil et år før sin død havde tegnet en livsforsikring, som i tilfælde af hans død ville give Helen en udbetaling på over en million kroner. De penge har Helen allerede modtaget.

Den sorte enke

Endelig kommer der nyt fra dna-prøven, der beviser, at Phils er biologisk far til sin søn.

Lee-Anne har brug for flere vidner, og hun kontakter Helens kolleger. Det viser sig, at de bag Helens ryg kalder hende for ’Den sorte enke’, fordi hun åbent har talt om at tage livet af sin mand. Hun har bl.a. spurgt efter, hvordan man hyrer en lejemorder. En enkelt gang, kort før Phils død, har Helen endda nævnt over for en kollega, at han ikke vil være i live i ret lang tid endnu.

Kollegaerne havde taget det som bizar humor fra Helens side, men da Phil faktisk dør, er de ikke så sikre længere. De fortæller også, at de har forsøgt at sige det, men at politiet ikke vil lytte, og sagen blev hurtigt lukket.

Motiveret af kollegerne vidneudsagn, ringer Lee-Anne tilbage til betjenten, der havde sagen. Hun fortæller alt, hun ved om livsforsikringen, om løgnen i afskedsbrevet, om kollegerne. Alligevel vurderer politiet, at det ikke er nok til at genåbne sagen.

Lee-Anne fortsætter derfor sin personlige efterforskning. Hun får fat på Phils Hospitals journaler, og til sin overraskelse erfarer hun, at Phil var på hospitalet en måned før sin død. Han var i selskab med Helen, og årsagen var en mindre forgiftning med Fenagan, altså den samme slags medicin, som blev fundet ved hans død.

Lee-Anne går igen til politiet. Denne gang er modtagelsen endnu mere kølig. Politiet forklarer hende, at hvis hun ikke stopper, vil de betragte det som decideret chikane.

Den besked får det til at eksplodere for Lee-Anne. Hun skriver i en sms til Helen, at hun ved, at Helen har myrdet Phil, og at hun ikke vil have mere med hende at gøre.

Afgørende ligsyn

Men der er en person, som Lee-Anne ikke har talt med endnu, og det er den retsmediciner, der foretog obduktionen af Phil. I november 2010, halvandet år efter Phils død, booker Lee-Anne et møde med retsmedicineren. Hun fortæller hende om sine opdagelser og om afskedsbrevet og den forfalskede underskrift.

Retsmedicineren finder sagsmappen frem og leder lidt i den. Jo, der var det. Retsmedicineren lægger afskedsbrevet foran Lee-Anne. På brevet i sagsmappen er der ikke en underskrift fra Phil. Der eksisterer altså flere versioner.

Retsmedicineren viser nu interesse i Lee-Annes private efterforskning og fortæller, at selv om det desværre ikke er muligt for hende at genåbne sagen, er det alle borgeres ret at kræve et ligsyn af deres pårørende. Så hvis Lee-Anne officielt bestiller et ligsyn af Phil, vil retsmedicineren personligt tage sig af det.

Lee-Anne er lettet. Endelig er der nogen, der tror på hende. Hun bestiller med det samme et ligsyn, og i maj 2011, præcis to år efter Phils død, får Lee-Anne svar. Ved obduktionen må retsmedicineren konkludere, at Phils krop indeholder så store mængder Fenagan, at der er tvivl om, hvorvidt det har været muligt for ham at tage det selv.

Det var denne faglige vurdering, der skulle til. Politiet genåbner sagen, og nu betragtes Phils død som en mulig mordsag.

I stand til at dræbe

I december 2013 begynder retssagen mod Helen Milner. Lee-Annes personlige efterforskning danner et stort grundlag for politiets efterforskning.

Derudover har politiets efterforskning vist, at Helen flere gange har hævet penge i nærheden af et apotek, hvor hun har købt store doser Fenagan under falsk navn i tiden op til drabet. De kan også fortælle, at livsforsikringen ikke er tegnet af Phil selv, men af Helen.

Ud over kollegernes historie om Helens ønske om at slå sin mand ihjel, kan hendes barnebarn også fortælle i vidneskranken, at Helen spurgte hende om hjælp til at slå Phil ihjel.

Og retsmedicineren gentager sin konklusion om, at dødsfaldet næppe kunne være et selvmord. Hun fortæller, at Phil formentlig er blevet forgiftet via aftensmaden, og at drabet så er fuldbyrdet med en pude over hans hoved.

Som det sidste vidne møder Helen Milners egen søn op i vidneskranken. De fleste forventer, at sønnen vil forsvare sin mor, men der sker det modsatte. Da anklageren spørger, om sønnen tror, at hans egen mor er i stand til at dræbe, nikker han og svarer Ja. Det er han ikke et sekund i tvivl om.

Dagen for domsafsigelsen oprinder under stor bevågenhed. Helen Milner idømmes en fængselsstraf på livstid for overlagt drab på Phil Nisbet. Pressen kalder hende ”Den sorte enke”.

Efter retssagen giver politiet i Christchurch en officiel undskyldning til Phil Nisbets familie og anerkender samtidig Lee-Annes betydelige indsats for at genåbne sagen. Hun modtager også erstatning for sine udgifter i forbindelse med opklaringen og for tabt arbejdsfortjeneste.

Som en direkte følge af sagen ændrer politiet sin praksis vedrørende mistænkeligt dødsfald. Fremover behandles alle dødsfald som mistænkelige, indtil der er beviser for andet.

Ethvert land har mindst én forbrydelse, som har rystet nationen, og som indbyggerne aldrig flemmer. Podcast-serien ”Nationens mareridt" går helt tæt på de sager, der stadig hjemsøger et land. Lyt med i din foretrukne podcast-app.