Janet havde nattevagt på hotel: Bortført til en dødsfest

Jim nyder stilheden, på den normalt fyldte politistation. Klokken er lidt over to om natten den 31. januar i byen Holland i Michigan, USA, og ud over et par folk i omstillingen er der ikke andre på stationen.

Det er godt med lidt fred i byen efter strejken på den lokale fabrik. Ledelsen på fabrikken har hyret sikkerhedsvagter udefra for at sikre, at produktionen kan fortsætte. Den anspændte situation har sat byen i et alarmberedskab. Men lige nu ånder alt fred.

Jim skænker sig en kop kaffe og sætter sig for at ordne noget papirarbejde, da der kommer en anmeldelse om et røveri og en mulig bortførelse fra hotellet Blue Mill Inn.

Kvart i tre om natten ankommer Jim til hotellet. Der mangler 500 dollars i kassen, og mere vigtigt: Den unge receptionist Janet Chandler mangler også. Janets vinterfrakke hænger stadig på stumtjeneren bag disken. Hvis Janet selv har taget pengene og stukket af, ville hun nok tage sin jakke med, da der er snevejr og frostgrader udenfor, tænker Jim.

Uden for receptionen finder han friske spor i sneen fra to personer, der leder hen til nogle andre spor fra en bil. Det ligner en bortførelse. Jim ringer til omstillingen, og beder den tilkalde alle betjente.

Det var en mand ved navn Robert Lynch, der ringede ind med anmeldelsen. En sikkerhedsvagt på fabrikken og gæst på hotellet. Stort set alle de sikkerhedsvagter, der er blevet hyret udenbys, bor på Blue Mill Inn.

Mens de andre betjente ankommer, banker Jim på Robert Lynchs værelse. Hurtigt efter åbnes døren. Det overrasker Jim lidt. Det virker, som om Lynch er lysvågen.

Jim vil høre, hvad Robert har set, men han ryster bare på hovedet. Han har ikke set noget, men han har hørt noget fra sit værelse, som ligger lige over receptionen.

Lynch fortæller, at han overhørte receptionisten sige ”lige et øjeblik”. Derefter var der en dyb stemme, som sagde noget, som Lynch ikke kunne høre, hvortil receptionisten svarede ”Vær venlig ikke at tage dem alle sammen”.

Striks opvækst

Lynch hørte ikke andet, men da han efterfølgende ikke kunne komme i kontakt med receptionen, ringede han til politiet. Noget kunne jo være sket.

Kort efter klokken 13 den næste dag modtager Jim et opkald fra en snerydder. 65 kilometer fra hotellet, midt i en snedrive, ligger en nøgen kvinde livløs. Kun hendes torso og ene hånd stikker frem fra sneen. Der er kraftige mærker omkring hendes hals. Det er Janet, den forsvundet receptionist.

Janet Chandler vokser op i byen Holland. Som mange andre familier i byen, er Janets familie kristne, og hendes forældre er strikse. Helt ind til Janet flytter hjemmefra, må hun ikke overnatte i hjem, hvor der indtages alkohol.

Janet går i en kristen skole, hvor hun ud over at studere religiøse tekster uddanner sig inden for musik og teater. Hun vil gerne gøre karriere inden for musik. Hun virker altid smilende og imødekommende, men virker også lidt skrøbelig.

Som 22-årig flytter hun ind i en lejlighed sammen med sin bedste veninde Laurie Ann Swank, som får hende ansat som receptionist på hotellet Blue Mill Inn. Janets forældre er ikke glade for jobbet, særligt fordi arbejdet kræver nattevagter.

Voldtaget og kvalt

Ved obduktionen bliver det klart, at Janet har været udsat for voldtægt, og dødsårsagen er kvælning med reb eller bælte. Leddene bærer mærker efter håndjern, som har siddet på Janet i flere timer.

I de efterfølgende uger og måneder efterforsker politiet sagen grundigt med en lang række afhøringer og tekniske undersøgelser. Det fører bare ikke til noget, bortset fra en enkelt mand på en bar, der i sin fuldskab blærer sig med, at han har været med til mordet. Politiet finder hverken spor, beviser, fingeraftryk eller andet, og da den fulde mand efter trækker sin tilståelse tilbage, efterlades politiet på bar bund.

Sådan bliver det ved med at være i 25 år.

Rørende dokumentar

I 2003 er film- og tv-underviseren fra det lokale universitet ved at interviewe politimanden Jim, som nu er en af de erfarne betjente i styrken. Underviseren spørger, om der er sager, man som efterforsker aldrig glemmer. Uden at tøve peger Jim på et billede af Janet Chandler.

Underviseren erfarer, at Janet var elev på det samme kristne universitet, som han nu underviser på. Han får den idé at sætte sine elever til at lave en dokumentarfilm om Janet for at bringe historien frem i lyset.

Opgaven er omfattende. Kilder og medvirkende skal findes og overtales til at være med. De interviewer familien. De interviewer tidligere venner og bekendte samt alle de betjente, der har noget med sagen at gøre. Filmen ridser også historien om strejken op, og de forsøger at få fat i nogle af de tidligere sikkerhedsvagter. Desværre uden held.

Eleverne interviewer også Janets bedste veninde Laurie, som stadigvæk er dybt påvirket af Janets død. ”Hvordan kan nogen finde på sådan noget,” siger hun igen og igen under interviewet. Hun siger det på en lidt spøjs måde. Det undrer eleverne lidt.

I takt med at sagen bliver ridset op gennem de mange interviews, begynder spørgsmål at presse på hos filmholdet. Hvorfor er der ingen vidner? Blev Janet dræbt umiddelbart efter bortførelsen, eller skete det lige op til det tidspunkt, hvor hun blev fundet? Og hvor opholdt hun sig i tiden mellem bortførelsen og drabet?

Den færdige dokumentar bliver vist i den lokale biograf, hvor salen er tætpakket. Politichefen var ung betjent i byen, da mordet skete, og få minutter inde i filmen beslutter han sig for at genoptage sagen. Selv om filmen ikke kommer med nye ledetråde, sker der alligevel noget afgørende.

Dokumentaren har rørt noget i ham. Måske kan den røre noget i andre også. Måske i nogen, der ved noget. Politichefen får den tanke, at hvis nogen dengang så noget af betydning, men af en eller anden grund ikke vil sige noget, kan filmen måske være med til at få dem til at tale.

Et vildt rygte

En gruppe på fire efterforskere går i gang med at gennemlæse sagsmappen på over 1.000 sider. Derudover vil de opsøge og afhøre alle tidligere venner og bekendte samt gæster på hotellet, herunder alle sikkerhedsvagterne. De fleste venner og bekendte bor stadig i byen, men enkelte er flyttet væk, herunder Laurie Swank. Janets bedste veninde.

Laurie er den første, som politiet opsøger, men betjentene får ikke mere ud af hende end filmholdet allerede har fået. Hun var ikke på arbejde den aften og ved derfor ikke noget. Betjentene viser dokumentaren til hende. Den har hun ikke set endnu, og filmen gør indtryk. Efterforskerne registrerer, at Laurie bliver dybt påvirket.

Efter besøget hos Laurie opsøger politiet sikkerhedsvagterne fra strejken. De var alle sammen gæster på hotellet. Strejken stoppede kort tid efter mordet på Janet, hvorefter samtlige vagter rejste tilbage til deres hjembyer, rundt omkring i USA. Det havde den konsekvens, at politiet dengang lige efter drabet ikke havde mulighed for at afhøre alle, før de var rejst.

Det er muligt, at nogle af dem har set noget, men responsen er negativ. Vagterne fortæller alle sammen, at de arbejdede 12 timer om dagen, og når de var færdige, opholdt de sig på hotellet uden at gøre andet end at spise og sove. Ingen af dem har set noget.

Politiet viser dokumentarfilmen til alle, men der dukker ikke nye oplysninger op. Efter et år er sagen igen ved at nærme sig en blindgyde. Men så får de alligevel et spor. En sikkerhedsvagt fortæller, at han ikke selv har set noget, men at han har hørt et rygte om en anden vagt, der skulle være involveret i mordet. En fyr ved navn Robert Lynch.

En hærget mand

Betjentene finder den gamle optagelse af alarmopkaldet frem. De lægger mærke til, at Robert Lynch’s stemme lyder underligt upåvirket. Særligt taget i betragtning af, at røveriet tilsyneladende er i gang, mens han ringer. For første gang i 25 år har politiet noget at gå efter.

Da Robert Lynch bringes ind på stationen til afhøring, er det tydeligt, at han ikke længere er den samme mand. Ud over at han er tæt på 60 år, har han ikke længere den samme robuste fysik. Han virker skrøbelig. Han fortæller politiet om sit liv siden dengang.

Efter jobbet som strejkevagt flyttede han tilbage til sin hjemby, hvor han giftede sig og fik to børn og arbejdede som handyman. Der er noget hos Robert, som skurrer hos betjentene. Han er undvigende, og det er tydeligt, han er alkoholiseret.

Syndens hule

Gennembruddet kommer, da politiet viser dokumentaren til en vagt, som lægger mærke til en detalje. Det er et foto af Janet, som er anvendt i dokumentaren, og han genkender billedet, fordi det er et, han selv har taget. Det er ikke det eneste, han tog dengang. Han finder en kasse frem, fyldt med billeder fra tiden på Blue Mill Inn, og med et begynder politiet at få en helt ny forståelse af livet på hotellet.

Som dokumenteret på de mange billeder var hotellet ikke bare et sted, hvor strejkevagterne fik lidt at spise og så gik i seng. Det er tydeligt at se, at hotellet var en slags central for vilde fester for sikkerhedsvagterne, hvor der blev drukket, røget og taget stoffer. På billederne optræder flere kvinder fra byen, mange af dem er unge og uden ret meget tøj på.

Politiet ser også billeder af Janet, hvor hun sidder på skødet af en vagt. I hjertet af den kristne by lå altså et hotel, som under overfladen var en syndens hule, fyldt til randen med alkohol, stoffer og seksuelle eskapader. Politiet ser også billeder af Robert, og det er en fin anledning til at hive ham ind til en ny afhøring.

En tåre i øjet

Som ventet, rykker billedet ikke ved Roberts forklaring. Ok, der var nogle fester på hotellet. Og hvad så?

Så viser efterforskerne ham et klip fra dokumentaren hvor Janets far fortæller om sorgen over at miste sit barn. De spørger, om Robert har prøvet at miste sine børn af syne. Det bekræfter Robert at han har. Forestil dig, at du for altid har mistet dit barn af syne. Sådan har Janets far det.

Der sker noget i Roberts ansigt nu. En tåre triller ensomt fra det ene øje. Læberne dirrer. Og endelig sker det. Gennembruddet, som politiet har ventet på i over 25 år. Robert bryder sammen. Han begynder at fortælle.

Den aften Janet døde, var der en fest, som røg helt ud af kontrol. Det var ikke en almindelig fest, men en, der kun handlede om Janet og ikke for at fejre hende. Hun var udpeget som offer.

Gennem i alt 18 afhøringer åbner Robert op for de dystre begivenheder. Hvordan hun blev kørt til et sommerhus ved søen, hvor hun gennem 17 timer med hænderne lænket på ryggen blev voldtaget af mindst 10 mænd, alle sammen sikkerhedsvagter. Hvordan mændene under voldtægten bandt et bælte rundt om hendes hals, som de strammede, så hun ikke kunne få vejret. Og lige inden hun mistede bevidstheden, løsnede de bæltet, så hun igen kunne få luft. Den leg med døden gentog de igen og igen.

Efterforskeren kigger Robert dybt i øjnene. – Den sidste mand, der strammede bæltet og kvalte Janet, det er dig. Er det ikke?

Robert nikker stille og nærmest fraværende.

Efterforskeren undrer sig. – Hvorfor skulle Janet udsættes for al den smerte?

Robert trækker på skulderne. Han ved det ikke, men så fortæller han noget uventet. Der var nemlig ikke kun mænd til stede. Robert fortæller, at mindst tre kvinder også var til stede, som alle så, hvad der foregik. En af dem var særlig interesseret i, at Janet skulle ydmyges og mishandles mest muligt. Hendes navn er Laurie Swank. Janets bedste veninde.

Betjentene er i chok. Pludselig giver Lauries reaktioner i dokumentaren mening.

Hun skulle straffes

Laurie og de to andre kvinder bliver hentet ind til afhøring. Politiet venter med Laurie og afhører først de to andre. De bekræfter begge Roberts historier. De bekræfter også, at Laurie aktivt tilskyndede mishandlingen, blandt andet ved at komme med tilråb.

Så er tiden kommet til afhøringen af Laurie. Da hun præsenteres for Roberts forklaringer, bryder hun sammen og tilstår. Laurie var med til gruppevoldtægten fra start til slut. Hun så det hele og gjorde intet for at stoppe det. Tværtimod skubbede hun på, for at voldtægten skulle blive hårdere, og mændene brugte endnu mere vold mod Janet.

– Hvorfor skulle det lige gå ud over Janet?

Laurie forklarer, at festerne på hotellet ofte endte i deciderede orgier med indtagelse af store mængder rusmidler. Sikkerhedsvagterne havde ingen grænser, og de lokale kvinder lod sig suge ind i et ekstremt univers, hvor alle havde sex med alle. Festerne var en forbudt, men fascinerende kontrast til den kristne hverdag, som alle kvinderne var vokset op med.

Hun fortæller også, at Janet var den vildeste af alle pigerne. Hun havde hemmelige sexmøder med midaldrende mænd, som hun tog med hjem på sit værelse, når familien ikke var hjemme.

Janet var samtidig den smukkeste, derfor var hun den, som mændene ville være sammen med, og for Laurie blev det for meget, da Janet var sammen med en sikkerhedsvagt ved navn Arthur Paiva. Laurie var nemlig selv forelsket i Paiva, men han var forelsket i Janet.

Derfor ville Laurie ødelægge det for Janet og fortalte Paiva, at Janet havde været sammen med en masse andre. Paiva blev syg af jalousi, og sammen arrangerede de, at Robert og en anden vagt skulle hente Janet den 31. januar om aftenen. Under dække af en fest til ære for Janet, skulle de føre hende til sommerhuset, hvor gruppevoldtægten skulle foregå. Derfor fulgte hun frivilligt med.

Ingen sagde noget i 25 år, fordi Paiva sørgede for at tage billeder af alle til festen, så ingen kunne sige sig fri for skyld. Hvis nogen sladrede, ville alle ryge med i faldet. Desuden besøgte Paiva og hans mænd ofte Laurie og de andre kvinder og truede med, at hvis noget slap ud, ville der ske det samme med dem, som det skete med Janet.

Endelig dømt

I oktober 2007 begynder retssagen, hvor offentligheden for første gang får indsigt i de mørke og brutale hemmeligheder, der gemte sig midt i byen i så mange år. I december 2007 falder dommen. Paiva og hans mænd får livstid. Både Laurie og Robert samarbejder med anklagemyndigheden og slipper derfor billigere. De modtager begge 20 års fængsel.

På politistationen kan portrættet af den unge, smukke kvinde på opslagstavlen endelig tages ned.

På udeoghjemme.dk kan du gratis høre podcasten om bortførelsen af Janet Chandler. Den er en del af krimiserien Nationens mareridt.