Han dræbte sin elskerinde og deres fælles søn: Møde med en morder

I juni skrev jeg i Ude og Hjemme nr. 24 om efterforskningen af dobbeltmordet i 1969 på en campingplads ved Vejers Strand i Vestjylland.

Både gerningsmanden, den gifte brandmand Heinz-Paul Rübe, samt de to ofre, hans gravide elskerinde Sigrid Hinkel og hendes otteårige søn – som Rübe også var far til – var tyskere.

Jeg skrev om sagen på baggrund af et spørgsmål, og pudsigt nok var jeg af en helt anden årsag begyndt at interessere mig for den. Den er nemlig én af de sager, jeg og et produktionsselskab laver nogle udsendelser om til tysk fjernsyn.

Fælles for de udvalgte sager er, at gerningsstedet er Danmark, og at enten offer eller gerningsmand er tysk statsborger. Rübe blev den 16. oktober 1970 idømt 12 års fængsel i Tyskland for dobbeltmordet ved Vejers.

Besøg i tysk fængsel

For et stykke tid siden fik jeg en interessant henvendelse fra den tidligere journalist på B.T., Flemming Nielsen.

Han holder i dag foredrag sammen med sin kone Lykke, blandt andet foredraget ”Én gang journalist – altid journalist”. Han havde læst artiklen i Ude og Hjemme og kunne bidrage med nye spændende vinkler på sagen.

Nogle år efter dommen fik Flemming nemlig som eneste danske journalist adgang til at besøge Rübe i det fængsel i Hamburg, hvor han afsonede.

Flemming var 25 år dengang og havde ikke mødt mange mordere i sit liv. Han var derfor i sagens natur meget spændt på at møde dobbeltmorderen Rübe.

Den efterfølgende artikel blev bragt i BT lørdag den 21. april 1973 og fyldte både midterside og det meste af forsiden. Det var jo noget af et scoop for den unge journalist at få adgang til sådan et interview i et tysk fængsel.

Husker ikke detaljer

I artiklen i BT i 1973 fortæller Rübe om sin dagligdag i fængslet, og han fortæller også om sagen.

Han giver udtryk for, at han ikke finder dommen på 12 års fængsel for hård, når man tænker på, hvad han har gjort. Han siger, at han ikke husker detaljer, men at han aldrig før havde været voldelig.

Situationen udviklede sig, fordi han var presset og stresset.

Han var jo gift og havde børn, men havde samtidigt også et forhold til Sigrid, som han havde et barn med, og som var gravid. Og det hele kulminerede altså i, at han under et ferieophold i Danmark med sin gravide elskerinde og hendes – og hans – søn Olaf dræbte dem begge og begravede dem på den nedlagte campingplads.

Han siger også i artiklen, at han ville have meldt sig selv, hvis ikke Rejseholdet og Varde politi havde opklaret sagen, og han på deres anmodning var blevet anholdt i Sverige og udleveret.

Det var i øvrigt angsten for de tyske domstole og en større tiltro til de danske, der fik Rübe til at kæmpe mod retsforfølgelse og afsoning i Vesttyskland, som landet hed dengang.

Medbragte kage

Forholdet til Ingrid begyndte ved en tilfældighed.

Hun stod en aften i silende regn ved et busstoppested i Hamborg, og han tilbød hende et lift. De fattede sympati for hinanden og aftalte at ses igen.

Det blev hurtigt til den helt store kærlighed, selv om Sigrid vidste, at han var gift. Han fortalte også sin kone Ingeborg, at han havde mødt Sigrid.

Ingeborg ville ifølge Rübe ikke tage imod den skilsmisse, han tilbød hende efter sagen og dommen. Hun ville vente på ham, og han fortæller i artiklen i BT, at hun besøger ham trofast hver 14. dag i fængslet. Hun medbringer kaffe og kage.

Rübe fortæller også, at han i en periode overvejede selvmord, men at han og Ingeborg samt deres to sønner Peter og Michael nu har det godt sammen og har affundet sig med situationen.

Stille mand

Rübe er formentlig blevet løsladt efter otte års afsoning, det vil sige i 1978. Om han lever endnu, og hvordan hans liv udviklede sig efter løsladelsen, ved hverken Flemming Nielsen eller jeg. Flemming husker Rübe som en stille og umiddelbart venlig mand.

Når jeg læser artiklen og taler med Flemming, kommer jeg til at tænke på titlen på min første bog – ”Man jager et bæst og fanger et menneske”.

Nogle gange er drabsmænd nemlig helt almindelige mennesker, som på grund af forskellige omstændigheder bliver til mordere og monstre.

Venlig hilsen Bent