Jeg sidder og ser nogle gamle programmer på DR1, som du har medvirket i, og så tænker jeg: ”Kan man myrde et andet menneske, uden at nogen som helst ved noget eller har en mistanke om, at man har taget et andet menneskes liv?”
Og hvis nogen vidste det eller havde en mistanke, er det da sørgeligt, at de ikke gik til politiet, så pårørende til den dræbte kunne få ro i sindet”.

Question

Jeg sidder og ser nogle gamle programmer på DR1, som du har medvirket i, og så tænker jeg: ”Kan man myrde et andet menneske, uden at nogen som helst ved noget eller har en mistanke om, at man har taget et andet menneskes liv?”

Og hvis nogen vidste det eller havde en mistanke, er det da sørgeligt, at de ikke gik til politiet, så pårørende til den dræbte kunne få ro i sindet”.

Venlig hilsen Bent · Accepted Answer

Det er et rigtig interessant spørgsmål, og jeg tror, der er tilfælde, hvor nogen begår et drab, uden at i hvert fald ét menneske ved det eller har mistanke om det.

Men omvendt er det altså også sådan nogle gange, at nogle tror, at de ved noget, men hvor det viser sig, at de tog fejl, fordi der ikke var noget at vide. Den person, de mistænkte, havde intet med sagen at gøre.

Egne erfaringer

Men i langt, langt de fleste tilfælde vil jeg hævde, at nogle vidste eller havde mistanke til gerningsmanden til et drab. Det mener jeg ud fra egne erfaringer og kendskab til andre sager.

Der er indlysende jo de tilfælde, hvor drabet sker i et lukket eller kriminelt miljø, for eksempel i familiekredsen omkring et æresrelateret drab, eller det kan være i rocker- eller bandemiljøet. I begge tilfælde er der i sagens natur andre, der kender årsagen til drabet og selvfølgelig også gerningsmanden.

Ofte er gerningsmanden ovenikøbet udpeget af resten af gruppen til at begå drabet.

Komplet grænseoverskridende

Der er selvfølgelig også de få tilfælde, hvor en gerningsmand så at sige er stolt over, hvad han har gjort og nærmest praler med det, men det at begå et drab er for langt de fleste mennesker en komplet grænseoverskridende og dybt skelsættende handling at foretage.

Derfor viser erfaringen, at det kan være umådeligt svært at gå alene med det og ikke at betro sig til nogen. En sådan betroelse sker ofte, når man er beruset eller følelsesmæssigt påvirket.

I masser af sager har politiet derfor kunnet fastslå, at der rent faktisk var mennesker, der vidste, hvem der havde begået et drab, simpelthen fordi gerningsmanden havde fortalt dem om det.

Uoverlagt bemærkning

Og så er der de langt hyppigere tilfælde, hvor én eller flere har en mistanke om, at gerningsmanden har begået drabet, ikke fordi man konkret ved det, eller fordi gerningsmanden har fortalt dem det, men fordi man af den ene eller anden grund har fået en mistanke.

Det kan være, at man ved, at den pågældende har et motiv, en uoverlagt bemærkning, blod på noget tøj, en løgn om, hvor man har været og så videre. I de sager har det ofte vist sig, at mange mennesker trods deres mistanke har svært ved at gå til politiet.

Hvad nu hvis

Årsagen til det er typisk, at man er bange for, hvad der kan ske.

Hvad nu, hvis jeg tager fejl i forhold til min mistanke, og at den pågældende slet ikke er gerningsmanden? Hvad vil der så ske? Bliver han eller hun sur på mig? Vil den pågældende hævne sig?

Det bliver ofte endnu sværere, hvis der er en tæt relation mellem gerningsmanden og personen med mistanken. Politiet har i mange sager kunnet konstatere, at forældre holder hånden over en søn – eller datter – som de mistænkte for at have begået et drab. Og det samme gælder, når det drejer sig om ægtefæller.

Når ingen ved, at man er morder

Hej Bent

Hej Berit

Flere svar

Særlige patruljer rykker ud i farlige situationer

Skoleskyders forældre idømt fængsel

Mor efterlod datter, som døde af tørst

Når medier skriver detaljeret om voldsomme sager

Disse mænd begår partnervold og drab

Voldtog og krænkede ældre kvinder

Dansk dobbeltmorder var flugtkonge

Frygten for at gå alene i mørket