Tidligere chef for Rejseholdet: Man troede, jeg var afgået ved døden

Hej Bent

Har du nogensinde været i en situation, hvor dit liv var i fare?

Venlig hilsen Tvillingen

Hej Tvilling!

Jeg var i livsfare den selvsamme dag, jeg blev fastansat i politiet – den 1. april 1977.

Jeg og en kollega blev sendt til en slikbutik på Jagtvej i København. Nogle rødder var begyndt at stjæle varer i butikken, der blev ejet af en ældre mand. Vi fik fat på dem, og så sagde den ene:

– Det er rigtig nok, at vi forsøgte at stjæle i butikken, men ham den gamle derinde truede os med en stor pistol.

Min kollega blev hos drengene, og jeg gik ind for at tjekke op på indehaveren, der var gået ud i baglokalet. Jeg spurgte ham frejdigt, om det var rigtigt, at han havde en pistol. Jeg troede jo ikke på de unges forklaring. Og pludselig hev han så en pistol frem fra den kittel, han havde på, og beordrede mig til at række hænderne op. Det måtte jeg jo så gøre.

På et tidspunkt kom min kollega ind i baglokalet for at se, hvor jeg blev af. Også han fik beordret hænderne i vejret. Og så stod vi der.

Skudklar pistol

Min daværende kone var gravid med min datter, og situationen var yderst farlig. Jeg kunne se, at det var en ægte pistol, og at hanen var spændt. Manden var tydeligvis helt ude af sig selv. Han var vred og sagde, at han tidligere havde haft problemer med unge ballademagere, og at han ikke havde fået den hjælp fra politiet, som han havde forventet. Han var gået helt i sort over de mange tyverier i hans butik og havde valgt at tage en pistol med på jobbet.

Min kollega og jeg blev holdt som gidsler i en halv time. Det endte dog godt, og til sidst lod han os gå. Han forskansede sig, men overgav sig til sidst.

Bagefter talte min patruljekollega og jeg situationen igennem mange gange. Pudsigt nok var både hans og min største bekymring undervejs, at den anden skulle forsøge at trække tjenestepistolen og skyde os fri. Det havde vi aldrig nået. Manden stod og pegede på os med en pistol med hanen spændt.

Efterfølgende viste det sig, at våbnet var ladt, og den var skudklar med en patron i kammeret. Butiksejeren havde pistolen fra krigens tid, hvor han havde været med i modstandsbevægelsen.

Manden fik senere en betinget fængselsstraf for trusler på livet mod os og for at overtræde våbenloven. Der blev i dommen tydeligt taget hensyn til de særlige personlige forhold i hans situation, bl.a. at han boede sammen med sin gamle mor, som han tog sig af. Det syntes jeg var helt i orden.

Venlig hilsen Bent

Læs også: Sven-Erik blev knivdræbt: Jeg vil finde fars morder

Ude for trafikulykke

Som 21-årig var jeg også i livsfare – da jeg aftjente min værnepligt i Søgårdlejren i Sønderjylland. Jeg kom ud for et meget alvorligt færdselsuheld og lå bevidstløs i en uge på Tønder Sygehus. Flaget på kasernen var ved en fejl gået på halv, fordi der var opstået en misforståelse. Man troede, at jeg var afgået ved døden.

Jeg var single på det tidspunkt, og mine forældre kom ned fra Silkeborg for at være hos mig. De var på det nærmeste indstillet på at tage afsked med mig. Men så vågnede jeg pludselig. Lægerne var overraskede, men sagde, at jeg ville komme mig uden men. Det gjorde jeg heldigvis også, undtagen nogle uforklarlige svimmelanfald, der stod på i flere år.

Op på hesten igen

I 1977 var der i politiet ikke så meget fokus på at hjælpe betjente, der oplever farlige situationer. I dag bliver berørte politifolk tilbudt psykologhjælp, samtaler med ledere osv.

Men efter episoden på Jagtvej for 42 år siden (se fortælling her på siden) talte kollegaen og jeg lidt om det, vi havde været igennem, men en egentlig ledelsesmæssig opfølgning var der ikke tale om.

Som på andre arbejdspladser var politiet tidligere gennemsyret af en gammeldags machoholdning om, at sådan noget måtte en mand kunne klare. Man skulle "op på hesten igen". Jeg tror ikke, at jeg har taget skade af de voldsomme sager, jeg har været indblandet i. Men det spørgsmål er svært at besvare. For hvor har man egentlig sine indre dæmoner fra?