Pas på din arv

Hej Louise
Jeg har fire børn fra et tidligere ægteskab, og jeg er blevet gift igen, men bor ikke sammen med min nuværende mand. Vi har ingen fælles børn.
Jeg har købt et hus, hvor der er friværdi, og jeg har en del frie midler på min konto. Vi har hverken fælles konti eller fælles økonomi. I min pensionsopsparing har jeg begunstiget børnene.
Hvordan står mine børn arvemæssigt, hvis jeg dør før min mand? Kan min mand frasige sig arv og gæld, så alt går til børnene, eller er det nødvendigt at oprette særeje? Det er, hvad vi har aftalt, men holder det i skifteretten?
Jeg ved godt, du vil foreslå særeje i tilfælde af skilsmisse, men det er ikke aktuelt. Hvis det blev det, vil hver vores værdier opveje hinanden, og ingen af os vil gøre krav på hinandens værdier.
- Venlig hilsen Susanne

Arv til fars ukendte tvillinger
Kære Susanne
Jeg begynder bagfra i forhold til din kommentar om særeje i tilfælde af skilsmisse. Du skriver, at hver jeres værdier vil opveje hinanden, og at ingen af jer vil gøre krav på den anden værdier. Jeg er ikke klar over, om det skal forstås sådan, at jeres nettoformuer er lige store? Uanset, skal I dele jeres nettoformuer ligeligt mellem jer, når I ikke har særeje.
Du skriver, at ingen af jer vil gøre krav på hinandens værdier. Det er anerkendelsesværdigt, at I har aftalt det, men det er kun juridisk bindende, hvis I har oprettet en ægtepagt om særeje. Desværre oplever jeg ofte, at de aftaler, folk har indgået, mens de var et lykkeligt ægtepar, sjældent bliver overholdt, når de er såret eller uvenner i forbindelse med en skilsmisse. I kan også risikere, at den ene formue bliver større eller mindre, så I ikke længere står lige.
Derfor vil jeg foreslå det, du selv nævner: Hvis I ikke ønsker at dele jeres formuer med hinanden i forbindelse med skilsmisse, skal I oprette en ægtepagt med særeje.
Frit valg
I forhold til dit spørgsmål, om hvad der sker, hvis du dør før din mand: Da I ikke har oprettet ægtepagt eller testamente, vil der blive foretaget en fælles opgørelse over alt, hvad I hver især ejer. Jeres pensioner holdes dog udenfor.
Din mand beholder som ægtefælle halvdelen af alt, hvad I begge ejer, og den anden halvdel falder i arv efter dig. Din halvdel fordeles med halvdelen til din mand og den anden halvdel til lige deling mellem dine fire børn. Din mand får således ¾ af alt, hvad du og han ejer.
Ved din død kan din mand godt give afkald på deling af alt, hvad I ejer, hvis du ejer mest. Han kan også give afkald på arven. Det accepterer skifteretten, og så modtager dine børn alt, hvad du ejer. Men da I ikke har oprettet ægtepagt eller testamente, kan han også lade være med at give afkald på at modtage en del af din formue i forbindelse med ligedelingen og arv, og så kan han ikke tvinges til det.
Hvis du vil være helt sikker på, at dine børn modtager alt, hvad du ejer, skal I oprette en ægtepagt med bestemmelser om særeje, samtidig med at I opretter et testamente, hvor du begunstiger dine børn, og hvor din mand i testamentet giver afkald på sin tvangsarv efter dig.
Jeg vil derfor anbefale dig at kontakte en advokat.
- Bedste hilsner Louise

Fakta
Ægtefæller er tvangsarvinger efter hinanden og kan derfor ikke gøre hinanden fuldstændigt arveløse. Det kræver, at ægtefællerne giver afkald på arv efter hinanden.
Har du et spørgsmål til advokaten?
Louise Vinkle er advokat med speciale i familie- og arveret. Til daglig er hun ansat i Advokatfirmaet Kahlke, hvor hun beskæftiger sig med skilsmisser, bodelinger, børnesager, tvangsfjernelsessager, straffesager, skifte af dødsboer samt testamente, ægtepagter og fremtidsfuldmagter.
Send dit spørgsmål på mail til [email protected]
Flere svar

Sælg huset til børnene

Frygter ekskones snagen i økonomien

Min papdatter skal ikke arve

Lånet udlignes ved skilsmissen

Frygter at arve bedsteforældrenes gæld

Mors opkald gør børnene kede af det

Målrettet arv fra barnløse
