Bliv bedre til at undvære børnene

For nylig så jeg en opdatering på Facebook fra en mor til to. Hun skulle til udlandet i seks dage med sit arbejde, og hendes sidste foto fra lufthavnen var et billede af en kaffekop, fordi hendes øjne var forgrædte. Seks dage uden børnene var pludselig helt uoverskueligt, fordi hun aldrig før havde været væk fra dem så længe.
Tidligere har jeg på Facebook set en mor til et større børnehavebarn skrive, at hun ikke ville lade sin datter tage med på koloni, fordi hun syntes, at fire overnatninger uden for hjemmet var for meget. Hun fik stor opbakning fra andre mødre.
LÆS OGSÅ: Hjælp bange børn med at overvinde deres frygt
Selv er jeg ikke god til at være væk fra mit hjem og mine børn. Som skilsmissemor har jeg vænnet mig til det, men jeg bliver aldrig glad for det.
I perioder rejser jeg en del på grund af mit arbejde, og for nylig var jeg af sted over flere omgange i forbindelse med Ude og Hjemmes tur rundt i Danmark. På et tidspunkt var jeg væk i fire dage, hvor mine børn tog på en uges ferie med deres far, efter at jeg var taget af sted.
Slip børnene fri
Som sagt har jeg vænnet mig til det, men jeg frygter stadig den dag, hvor alle er flyttet hjemmefra, og jeg kan levende sætte mig ind i Ritas situation (fra tv-serien ”Rita”), hvor hun føler sig alene, efter at børnene er flyttet. Men som Rita vælger jeg, at mine følelser ikke skal gå ud over børnene. De skal gøre deres egne erfaringer og ikke passe på mig. Savnet af dem og behovet for at have dem tæt på mig er mine følelser og mit ansvar, ikke deres.
Så lad os sætte vores børn lidt mere fri, så de kan gøre deres egne erfaringer og vokse ved at stå på egne ben, uanset om det er i børnehaven, skolen, sammen med far, eller når de flytter hjemmefra.
LÆS OGSÅ: Mor ammer sin 6-årige datter
Hvis du har svært ved at undvære børnene:
✔ Fokusér på alt det, dit barn lærer ved at være væk fra dig. De vokser af deres erfaringer og af at finde ud af, at det hele godt kan gå, selv om mor ikke er der.
✔ Hold dine følelser for dig selv, så barnet ikke bliver ked af det og overvejer at blive hjemme, fordi det er svært for dig.
✔ Se det positive og gør noget af det, der ikke er mulighed for til daglig: Gå ud med veninderne, tag på date eller spis det, du aldrig serverer, fordi ungerne ikke gider at spise det.
✔ Glem den dårlige samvittighed. Børnene skal nok klare sig, selv om du ikke er der, og I får hver især gode oplevelser at dele med hinanden, når I ses igen.
✔ Vid, at børnene også savner dig, selv om de hverken siger eller viser det.
LÆS OGSÅ: Kom godt i gang med vuggestuen
✔ Øv dig, for øvelse gør mester, og det bliver nemmere at undvære med tiden. Lad børnene tage på koloni, ferie med far eller bedsteforældrene og tag selv af sted.
✔ Tro på, at det er godt at savne og se frem til, at være samlet igen. Sørg eventuelt for ekstra hygge.
✔ Vid, at jo mere børn gør på egen hånd, jo nemmere bliver det for dem at stå på egne ben. Det styrker deres selvtillid og selvstændighed.
✔ Se det som din fornemmeste opgave at uddanne dine børn til livet. Et liv, hvor de skal klare sig selv. Det tager tid at lære, så giv dem masser af muligheder for det.