Livsstil

Brev til Mimi: Kan jeg flytte fra min syge mand?

26. maj 2021 Af Dorthe Wamsler. Foto: Panthermedia
Grethe mand har Alzheimers og bor på plejehjem, og han kan efterhånden ikke kende hende. Hun vil gerne flytte tættere på resten af familien, men føler, at hun vil svigte ham, hvis hun gør det. Kan hun tillade sig at flytte?
Brev til Mimi, alzheimer, plejehjem, familie

Kære Mimi
Jeg er en kvinde på 75 år, der er gift på 14. år. Jeg har været gift før og har børn og børnebørn, der bor i en anden by. Min nuværende mand blev syg for nogle år siden. Han har Alzheimers og har boet på plejehjem siden 2018. Jeg besøger ham en gang om ugen, men han ser ikke ud til at kunne genkende mig mere, og vi har ikke meget at snakke om. Personalet på plejehjemmet er helt fantastiske og tager sig godt af ham.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Han kan ikke flytte med

Nu overvejer jeg, om jeg kan være bekendt flytte til den by, hvor resten af min familie bor. Det ville være dejligt at komme tættere på dem. Jeg kan ikke tage min mand med, for han har det godt på plejehjemmet. Jeg har bil og kan fortsætte med at besøge ham, som jeg gør nu. Er det tarveligt af mig at flytte væk fra ham?
Mange hilsener Grethe

Du har glæde af besøgene

Kære Grethe
Nej, det er bestemt ikke tarveligt af dig. Du har stadig et liv, og du har mange gode år tilbage med din familie. At du så ovenikøbet har bil og kan besøge din mand, gør det endnu lettere.Det er svært at vide, om han har glæde af dine besøg, men mon ikke han trods alt fornemmer det. Og under alle omstændigheder er det rart for dig. Du ville føle dig meget skidt tilpas, hvis du ikke besøgte ham.Vær glad for de dejlige forhold på plejehjemmet, hvor mennesker, der har forstand på sygdommen, kan gøre livet godt for din mand. Men du skal videre, og det skal du gøre uden dårlig samvittighed, og så snart som muligt.
Kærligt talt Mimi

Sponsoreret indhold