Dyr

En hermelin i haven

26. maj af Carsten Broder Hansen, Dyrefondet
Dyrefondets faste skribent, Carsten Hansen, stod for første gang ansigt til ansigt med en hermelin. Her fortæller han om det sky, lille dyr.
-

Det var den sidste søndag i marts måned. Sommertiden var lige startet, og lettere klatøjet kiggede jeg ud af køkkenvinduet.

Foråret havde været undervejs i flere uger, og de første anemoner tittede frem mellem græsstråene.

Det var længe siden det sidst havde sneet, og markerne var lysegrønne af de spirende korn.

Noget ekstraordinært hvidt lyste op på jorden ved siden af havebænken.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Jeg gned mine øjne, for at være helt sikker: Det var en hermelin.

Den første og eneste jeg nogensinde har set. Og så lige uden for mit eget køkkenvindue!

Lækat i vinterdragt

At det er den første hermelin, jeg har set, er i virkeligheden ikke helt korrekt.

Et par gange tidligere har jeg faktisk fået et glimt af en lækat, der pilede afsted.

En gang så jeg en lækat løbe over en vej, og en anden gang dukkede en lækat op i et splitsekund ved kanten af en mark.

Det var lækatte i deres brunlige sommerdragt, men der er naturligvis tale om samme dyreart. ”Hermelin” er blot betegnelsen for en lækat i hvid vinterdragt.

Det er også navnet på det kostbare pelsværk, der engang var en central del af de europæiske kongers mest storslåede garderober.

Kroningskåben var et særligt fornemt pelsværk beklædt med for af hermelin.

På gamle malerier af konger ser man tydeligt det hvide for med mørke ”pletter”, der stammer fra hermelinens sorte halespids.

Halespidsen og den lyse bug er den eneste del af pelsen, der ikke skifter farve fra sommer til vinter.

Upraktisk at være hvid

Hermelinen/lækatten er det eneste pattedyr herhjemme, som udskifter sin pels mellem sommer og vinter.

Vinterpelsen er tykkere og varmere og dannes i november eller december.

Forårsfældningen foregår i februar til april, så hermelinen i min have var nok kun få dage fra at smide sin vinterdragt.

Det varer sandsynligvis ikke mange år før hvide eksemplarer bliver en sjældenhed.

Lækatte i Mellemeuropa og England bliver aldrig hvide om vinteren, og i dag er de meget sjældne selv i det nordlige Tyskland.

De stigende temperaturer gør det upraktisk at være hvid, og sandsynligvis vil også den danske bestand af lækatte om få årtier ophøre med at skifte til vinterdragt.

Vagtsomt lille rovdyr

Det var mit første møde med det lille rovdyr i sin smukke vinterdragt.

Ovenikøbet var hermelinen så venlig at blive i haven i flere minutter, så jeg havde tid til at hente mit kamera og tage en serie billeder, mens hermelinen jagede mus.

Jeg kunne beundre dyrets imponerende hastighed og smidighed, mens den snuste rundt mellem grenbunker og buske.

Den havde for travlt til at bemærke mig, men af og til stillede den sig op på bagbenene og hvilede på sin kraftige hale for at få et bedre overblik over terrænet.

Den var vagtsom og forsigtig, for mange lækatte bliver bytte for rovfugle. I hvid vinterdragt er den særdeles let at få øje på.

Det var nu ikke en rovfugl, der fik det lille rovdyr til at opgive den videre musejagt.

To krager havde for længst opdaget hermelinen, og de gjorde deres bedste for at genere den.

På skift dykkede de ned mod hermelinen og skræppede samtidigt så meget, at samtlige mus i haven gik i flyverskjul.

Hermelinen forsvandt også, men måske var det en klog beslutning at bevare sin vinterpels.

Kort efter blev store dele af landet igen ramt af snevejr, og så er en hvid dragt særdeles praktisk.

Vidste du det...

  • Lækatten/hermelinen bliver kun 18 -30 centimeter lang og vejer blot 150-300 gram. Den er det næstmindste rovdyr i Skandinavien (kun bruden er mindre). Hunnen er langt mindre end hannen.
  • Det primære bytte er mus, og lækattens/hermelinens beskedne størrelse gør den i stand til at komme ned i musehullerne.
  • Lækatten/hermelinen er dog også i stand til at tage bytte på sin egen størrelse eller endda langt større. Den jager derfor også både rotter, mosegrise, muldvarpe, fasaner og vilde kaniner. I sjældne tilfælde kan den endda finde på at angribe en hare.
  • På mange danske småøer er der etableret diger som værn mod forhøjet vandstand. Sådanne diger bliver truet af mosegrise og kaniner, der underminerer konstruktionerne. På Fanø, Mandø og Rømø har man indført lækatte/hermeliner til at bekæmpe kaniner og mosegrise.

Sponsoreret indhold