Hvalrossen der kom tilbage

Sidste år dukkede en ung hunhvalros op langs kysterne i flere vesteuropæiske lande. Hun var et sjældent syn, da hvalrosser normalt ikke færdes sådanne steder.
Hvalrossen fik navnet Freya, og hun endte med at slå sig ned i Oslofjorden i Norge. Her lå hun tit og slikkede solskin på molen, eller endda oppe i nogle af de lokale fiskeres både.
Billeder af hende gik viralt, og både nordmændene og resten af verden elskede Freya.
Hun havde dog en tendens til at være lidt aggressiv, og da mange nysgerrige folk ofte gik tæt på hende, vurderede Fiskeridirektoratet, at Freya skulle aflives.
Det vakte lige så stor opsigt, som da hun dukkede op et år forinden, og både dyreentusiaster som den bredere offentlighed var rasende over beslutningen. Men aflivet – det blev hun.
Svor hævn
Flere dyreelskere svor i den forbindelse, at de “ville hævne sig”, men efter et stykke tid havde bølgerne lagt sig, og historien gled i baggrunden.
Men nu er der sket noget utroligt: Freya er dukket op i havnen igen! – men denne gang som statue.

Konfiskerede bjørne får hjælp på Bjørne-hjemmet
I det inderste bassin i Oslofjorden skvulper en kopi af Freya rundt på en flydebro, men der er ingen der ved, hvor hun kommer fra. Hun er bare dukket op i nattens mulm og mørke.
Kommunen anede ikke engang, at hun “var tilbage”, før de læste om det i nyhederne, og de sidder nu og klør sig i håret med en masse ubesvarede spørgsmål på læberne, som hvem, der har lavet den og hvad den er lavet af.
– Det er kommet helt bag på os. Vi har ikke fået nogen ansøgning om en statue eller godkendt den, der nu er i havnen, siger kommunikationschef Richard Kongstein fra Bymiljø-etaten.
Tidligere på året fik kommunen en henvendelse fra en gruppe mennesker, der gerne ville sætte en mindestatue af hvalrossen op. Men de fik afslag med begrundelsen om, at kommunen ikke kunne finde plads til den nogen steder.
Kan ikke fjernes
Oslo Havn forklarer, at så længe hvalros-statuen på flydebroen ikke er fortøjet til kajen, kan de ikke hverken godkende eller afvise den, og det er kun hvis den kommer i vejen for forsyningstrafik, at den kan erklæres for ulovlig.
Om det er de hævnlystne dyreelskere, der har gjort alvor af truslen, eller nogle helt andre hvalrosfans med god sans for humor der har kreeret mindemonumentet af Freya og sneget det ind i havnen, står stadig hen i det uvisse.
Men flot er den – og et værdigt minde for den uheldige hvalros Freya.