En læser fortæller: Ferien gik op i druk

Da Peter og jeg i sommeren 2015 mødtes med vores gode venner, Jan og Tina, i lufthavnen, var feriekufferterne pakket med høje forventninger til en uge sydpå i Tyrkiet.

Vi havde kendt hinanden i mange år og altid haft det så sjovt sammen. I tidens løb havde vi været på masser af weekendture i sommerhus, hvor den ikke havde fået for lidt med grillbøffer og god rødvin, men det var første gang, vi skulle rejse en hel uge på ferie sammen. 

I afgangsterminalen mindede Jan og Tina os om, at vi med fordel kunne købe flere flasker spiritus på vores boardingpas.

Jeg havde dog læst i rejseselskabets brochurer, at prisniveauet i den tyrkiske ferieby Marmaris var lavere end derhjemme, så hverken Peter eller jeg orkede at begynde at slæbe tunge flasker spiritus med i håndbagagen.

Tina og Jan fyldte derimod deres kurv med alt, hvad vores fire boardingkort tilsammen kunne trække.

De forlod butikken med forseglede, klirrende poser og satte så i et endnu højere humør kursen ud mod gaten. 

"Tømmermænd skal drikkes væk"

Efter at vi var ankommet til det hyggelige hotel i Tyrkiet, hvor eftermiddagssolen skinnede fra en skyfri, mørkeblå himmel, pakkede vi ud på vores værelser og mødtes så på Jan og Tinas altan for at skåle for en god ferie. 

De havde allerede taget hul på en flaske gin, som de også skænkede rigeligt op af i vores tandkrus.

Der sad vi så og skålede, grinede, snakkede og lagde planer for resten af ugen. Inden Peter og jeg havde nået at tømme vores glas, havde Jan allerede fyldt dem til randen igen, mens Tina selv rakte sit glas ud og bad om mere. 

Vi var pænt berusede, da vi et par timer senere gik ind mod byen for at finde et godt sted at spise.

Der gik vi to par og måtte støtte os lidt til hinanden, mens vi grinede og talte i et noget højere toneleje end normalt. 

Da vi satte os ind på en restaurant, kunne jeg mærke, at jeg måske skulle holde igen med at drikke mere alkohol. Jeg var træt efter den lange rejse og havde kvalme af sult. 

Da tjeneren kom, bad jeg bare om en iskold mineralvand. I det samme sænkede Tina vinkortet og sendte mig et vantro blik.

– Vand? Det mener du ikke alvorligt, vel?  

– Ja, styr dig lige, Peter, grinede Jan drillende. – En ting er, at du var for nærig til at købe din egen sprut med hjemmefra, men med de priser, de har hernede, er der sgu ingen undskyldninger for at lade din stakkels kone sidde dér og tørste! 

Selv om det overhovedet ikke havde noget med vores økonomi at gøre, gik Peter og jeg med på spøgen, og inden længe sad jeg alligevel og skålede med de andre i rødvin, som tjeneren lige så rundhåndet nu også havde skænket op i mit glas.

Da Peter og jeg vågnede næste morgen, lå vi og stønnede med tømmermænd, mens vi gennem den åbne altandør kunne høre, hvordan andre hotelgæster allerede lå og plaskede rundt nede i poolen i det strålende solskinsvejr. 

Vi stod op, slugte et par hovedpinepiller og vaklede ned for at spise morgenmad sammen med Jan og Tina. De lod ikke til at være spor medtagede af de mange flasker vin, vi var endt med at drikke, inden vi var vaklet hjem fra byen, men sad og drak kaffe og vinkede morgenfriske til os. 

Tricket var, afslørede de, at tømmermænd skulle drikkes væk. Jan trak en lommelærke frem og hældte et skvæt ned i vores kaffe.

Bagefter, da vi var gået på stranden, kom Jan tilbage fra strandbaren med fire iskolde dåseøl. Han satte sig på kanten af sin liggestol og begyndte at knappe dem op. 

Selv om Peter og jeg forsøgte at protestere, overhørte han vores protester. Det var ferie, og vi skulle bare nyde livet.

Samme eftermiddag insisterede vores venner på, at vi igen kom over på deres altan og fik en drink. 

Den flaske gin, Jan havde åbnet dagen forinden, lå tømt i skraldespanden. Nu åbnede han i stedet en flaske vodka, som vi fik serveret med friskpresset appelsinjuice.

Det smagte skønt, og da vi igen sad dér og skålede og nød solen, der prikkede i huden, var de sidste tømmermænd for længst forsvundet. 

En anstrengt aften

Til gengæld vendte de stærkt tilbage næste morgen. Da jeg vågnede, kunne jeg slet ikke bevæge mig. Jeg lå bare og klamrede mig til sengen, mens værelset sejlede rundt omkring mig. Ude på toilettet sad Peter bøjet ind over kummen. 

Da vi endelig var i stand til at forlade hotelværelset, var det over frokost. Vi var stadig fuldstændig grønne i hovedet, mens Jan og Tina derimod lå solbrune nede ved poolen og drak cocktails med kulørte sugerør. 

Denne gang nægtede vi at drikke vores tømmermænd væk. Alene tanken om at få så meget som en dråbe spiritus indenbords var nok til, at maven vendte sig.

Jeg lagde mig i stedet yderst forsigtigt på liggestolen under skyggen af en parasol og håbede, at jeg kunne svede spritten ud af kroppen. 

Jan og Tina måtte drikke drinks alene på deres altan den eftermiddag, mens Peter og jeg overvandt vores kvalme og træthed og gik med dem ind til byen for at spise om aftenen.

Vi satte os ind på en restaurant, hvor de bestilte vin, mens vi holdt os til cola. De var begge berusede i forvejen, og da vi forblev ædru hele aftenen, blev det en lidt anstrengt affære, ikke mindst fordi vi igen og igen måtte forklare dem, hvorfor vi kun ville skåle med dem i cola. 

De var fulde hver dag

Om morgenen næste dag vågnede vi for første gang på ferien uden tømmermænd. Det var med et helt andet overskud, at vi mødtes med Jan og Tina i morgenmadsrestauranten.

De virkede til gengæld ikke helt så morgenfriske, men sad bare tavse og bankede hul på hver deres hårdkogte æg, mens vi forsøgte at få dem i tale, så vi kunne lægge nogle planer for dagen. 

Vi ville jo gerne ud og se os lidt omkring, måske gå på marked eller besøge nogle antikke bade, vi havde læst om.

Tina og Jan ville bare helst blive ved poolen og slappe af, og det var også okay. 

Da Peter og jeg kom hjem til hotellet igen ud på eftermiddagen, sad Tina og Jan i poolbaren og vinkede os over.

De var allerede ved at være godt lakket til og mente, at det var på høje tid, vi også blev det. Efter to dage med tømmermænd ville vi dog hellere slappe lidt af og slukke tørsten i et glas friskpresset granatæblejuice. 

– Ja, det skulle efter sigende også være så sundt, mumlede Tina sarkastisk og lavede himmelvendte øjne.

Senere på aftenen, da vi var ude at spise sammen, holdt vi os til et enkelt glas vin, mens Tina og Jan tømte en flaske hver. Det samme gentog sig igen næste dag. Og den næste igen. 

Tina og Jan drak, stort set fra de stod op, til de gik i seng, mens de spøgte med, at det var vores skyld.

– I er jo så kedelige at være på ferie med, at vi bliver nødt til at drikke for at holde jer ud, som de hikkede, når vi nærmest måtte bære dem hjem som to kludedukker inde fra byen om aftenen. 

I mellemtiden var vi begyndt at mistænke, at de kæmpede med et mere alvorligt alkoholproblem. Man kunne umuligt holde til at drikke så meget, som de gjorde på ferien, hvis ikke man var i skarp træning hjemmefra. 

En formiddag, vi alle lå ved poolen, forsøgte vi forsigtigt at konfrontere dem med vores bekymring.

Vi holdt jo stadig meget af dem og ville ikke bare lukke øjnene for, at de måske havde brug for vores hjælp. 

Da vi havde fortalt dem, hvad vi havde observeret, satte Jan og Tina sig måbende op i liggestolene og skød solbrillerne op i panden.

– Hvad sker der lige for jer? sagde Jan, og de stirrede begge rasende på os med rødsprængte øjne.

– Vi er på ferie, og vi har det sjovt og hygger os, og så anklager I os for at være alkoholikere?

Det var fuldstændig umuligt at fortsætte en fornuftig samtale med dem. De bad os rasende om at gå – eller også ville de selv gøre det.

De gad overhovedet ikke spilde så meget som et sekund mere af deres ferie på at skulle forsvare sig over for sådan et par frelste typer som os. 

Vi skyndte os at pakke vores håndklæder sammen og gik ned til stranden, hvor Peter og jeg beroligede hinanden med, at de nok bare lige skulle have lidt tid til at køle lidt af, så ville de også indse, at vi ikke havde angrebet dem, men bare luftet en bekymring over deres konstant høje promille. 

Kold luft mellem os

Det var desværre ikke tilfældet. De sidste dage af ferien ignorerede de os fuldstændigt.

Når vi kom ind i morgenmadsrestauranten, rejste de sig fra det bord, vi før havde siddet sammen ved, og gik, og de vendte lige så resolut blikket væk, når vi kom gående inde i byen, hvor de sad på en af de mange udendørsbarer. 

Det, der desværre endte med at bekræfte vores bekymring for, at de havde et reelt alkoholproblem, var egentlig ikke, hvor meget de drak, men at de valgte at ødelægge vores gode venskab, da vi begyndte at gøre dem opmærksom på det. 

I dag er det to år siden, at vi landede hjemme i Danmark igen, og siden har de ikke ønsket at genoptage kontakten med os.

Jeg håber, at de en dag vil indse, at vi udtrykte vores bekymring, fordi vi holdt rigtig meget af dem. 

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.