En læser fortæller: Giv mig lov til at sørge

Da min mor gik bort for tre måneder siden, væltede min verden. I dagene derpå var familie og venner heldigvis søde til at drage omsorg for mig, og min søster og jeg trøstede hinanden, så godt vi kunne. Jeg blev inviteret ud til kaffe, når aftenerne blev for triste og lange, folk ringede for at høre, hvad de kunne gøre for mig, og jeg blev generelt mødt med medfølende blikke og blide stemmer.

Bisættelsen fandt sted en uge efter mors død, og derefter var det, som om den generelle opfattelse i min omgangskreds var, at nu havde jeg sagt farvel til min mor, og det var så det. Så var det tid at komme videre.

– Det bliver lettere nu, sagde et velmenende familiemedlem. – Livet går jo videre, supplerede en anden, da vi drak kaffe og spiste kringle i min have efter bisættelsen.

Jeg stirrede målløs på dem begge. Jeg havde lige været igennem de sværeste timer i mit liv, da jeg så rustvognen køre med mor, og jeg syntes bestemt ikke, at noget var nemmere nu, eller at tilværelsen bare skulle fortsætte i den sædvanlige trummerum.

Tværtimod vil jeg nærmest sige, for nu, hvor diverse gøremål og ritualer i forbindelse med et dødsfald stille og roligt blev overstået, og selv om livet går videre uden hensyn til sørgende mennesker, var jeg gået helt i stå og havde ikke planer om at ændre på det lige foreløbig.

Jeg orkede ikke tanken om hverdagen, hvor man var tvunget til at arbejde eller følte sig nødsaget til at smile til kassedamen i supermarkedet. Bare det at komme ud af sengen om morgenen og tage tøj på føltes uoverkommeligt.

Der var ikke noget galt med mig

Til at begynde med følte jeg, at det måske også bare var mig, der var for længe om at komme videre. Jeg burde måske tage mig sammen i stedet for at sidde og tude dagen lang og savne min mor.

De såkaldte venner, der i starten havde sagt, at jeg kunne ringe dag og nat, hvis jeg havde brug for at snakke, havde pludselig ikke travlt med at tage telefonen, når jeg ringede. Så meget for venner, tænkte jeg bittert. Det var åbenbart i nødens stund, man kender sine sande venner, som ordsproget sagde.

Dog var der også nogle, der rakte ud og fortalte, hvordan de selv følte og oplevede deres egen sorg. De fortalte, at de ligeledes oplevede, hvordan folk sukkede, hvis de blev ved at dvæle ved tabet af en kær.

Jeg blev vred, og det fik mig til at tænke på, at det ikke var mig, der var noget galt med. Det er da ikke naturligt, at man bare fortsætter tilværelsen, som om intet var hændt, så kort tid efter at man har mistet en elsket. Det føltes, som om folk ikke orkede at have med de tunge, triste stunder i livet at gøre. Men livet er ikke lutter lagkage, og sorgbearbejdelse kan man ikke sætte tid på.

– Det er da sært, at andre har det mere svært med, at jeg sørger, end jeg selv har, sagde jeg en dag til en af de få venner, jeg kunne tale med.

Jeg vil dele min sorg med andre

Jeg besluttede, at uanset hvad andre mente, og hvor irriterende de end måtte finde mig, ville jeg tage mig al den tid, jeg havde brug for. Mennesker er individuelle, og det er sørgeperioder også. Det fik mig til at tænke på, at det ville være dejligt, om sørgebindet blev genindført. Det ville gøre sorgen mindre usynlig, for det føles underligt, at noget, der fylder så meget i mange af os, er så tabubelagt.

Efter nogle uger spurgte jeg min præst om muligheden for at komme i sorggruppe. Jeg tænkte, det var præcis, hvad jeg havde brug for – at dele min sorg med ligesindede.

Præsten fortalte, at gruppen netop var afsluttet, men at der ville starte en ny inden for et par måneder. Den har jeg skrevet mig op til, og nu går jeg bare og venter. I mellemtiden tager jeg en dag ad gangen. Andet er der heller ikke at gøre.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.