En læser fortæller: Jeg er et kærlighedsbarn

22. september 2018 af Nina Ebbesen, illustration Fernandez

Min milde, stille og alligevel stærke mor stod i en frygtelig situation, da den mand, hun ventede barn med, pludselig døde...

Kvinde sidder med sin datter, der kysser hende på kinden.

Mors store kærlighed

Jeg har længe haft lyst til at fortælle om min mors kærlighedshistorie, og da jeg efterhånden er blevet 77 år, er det ved at være på tide.

Mor kom fra en stor havneby i Vestjylland, men som ung rejste hun til København for at være husbestyrerinde hos sin svoger. Han var kaptajn på et stort skib og havde været gift med min mors storesøster, som desværre var faldet bort. Mors søster og kaptajnen havde fået to sønner, og dem tog min mor sig af, når deres far var på havet.

Jeg kender ikke de præcise omstændigheder, men sidst i 1930’erne mødte min mor en lidt ældre mand, som hun forelskede sig dybt i. Han blev min far. Sammen med en forretningspartner drev han et bådebyggeri, og begge min mors unge nevøer kom i lære der.

Fra mor ved jeg, at hendes store kærlighed var en flot, udadvendt og efterstræbt mand, men der var også en mere mørk og depressiv side i hans personlighed. Den havde han fået i arv fra sin familie, der var fiskere og boede i Thy. Igennem generationer havde de været vant til at miste sønner og fædre ude på det frådende hav. Især den ene af min fars brødre havde et tungt sind. Han havde uddannet sig til typograf og boede i København, og hans ægteskab var godt. Alligevel tog han sit eget liv.

Min far var på tidspunktet for mødet med mor sidst i 40’erne, og han var ugift og barnløs. Alligevel holdt de af uvisse grunde deres forhold hemmeligt i tre år. Der var stadig ingen, der vidste noget, da min far fik en gevækst i panden, som måtte fjernes kirurgisk.

Han blev indlagt på sygehuset for at blive opereret, men efter sin udskrivelse var han stadig stærkt påvirket af sin sygdom og rugede over det sår, han nu havde i panden. Da han endnu en gang måtte indlægges til behandling, udløste det en tilstand af angst hos ham, og han havde nok også en snert af den depression, han var arveligt disponeret for.

På spædbørnshjem

Mens han var indlagt, opdagede min mor, at hun ventede et barn. Da var hun 39 år. Hun udskød at fortælle min far om barnet, fordi han havde det så dårligt psykisk. Dengang talte man ikke så højt om psykiske sygdomme, så min far gik alene med sine sorte tanker. Kun min mor vidste, hvor slemt han havde det, men hun kunne jo intet gøre.

Til sidst var mor dog nødt til at fortælle ham om sin tilstand, som efterhånden begyndte at kunne ses. Det gjorde min far dybt ulykkelig. Han sagde til mor, at sådan som han havde det, kunne han ikke tilbyde at gifte sig med hende, men økonomisk skulle han nok hjælpe til.

Kun fem dage senere erfarede min mor til sin store sorg, at han havde begået selvmord. Han havde i sin dybe nedtrykthed druknet sig i havnen tæt på sit eget firma. Vinteren 1939-40 var en hård isvinter, og dette skete i marts 1940. Han havde lavet et hul i isen og derefter ladet sig synke ned i det iskolde vand.

Min fars forretningspartner blev chokeret, da han hørte, hvad der var sket. Han gav udtryk for, at hvis han havde vidst, hvor dårligt min far havde det, ville han have prøvet at hjælpe ham. Men nu var det jo for sent.

Min mors situation var ikke ret god, for det var ikke nemt at være enlig mor på den tid. Hun fødte mig på Rigshospitalet, og efter fødslen kom jeg på et spædbørnshjem. Det var en privat stiftelse nord for København, hvor min mor vidste, at børnene havde det godt. Mange småbørn blev bortadopteret derfra, og nogle var også interesseret i at adoptere mig, men det var aldrig mors hensigt. Hun betalte 90 kroner månedligt for mit ophold, og hun besøgte mig en gang om ugen.

Læs også: Ude og Hjemme er mit blad

Arven efter min far

I denne periode indtraf en tragedie, som kun gjorde alt værre. Kaptajnen, som mor var husbestyrerinde for, omkom nemlig, da hans skib gik ned med ham og hans besætning på 22 mænd. Jeg husker en senere ordveksling mellem min moster og min mor, hvor moster sagde, at hvis kaptajnen havde fået lov til at leve, ville han sikkert have giftet sig med mor, for han var et sobert og anstændigt menneske.

– Det var aldrig kommet på tale, lød mors lavmælte svar. For min mor var der nemlig kun én ting, der gjaldt, og det var kærlighed. Hun ville kun gifte sig med den rigtige, og det var den mand, hun elskede. Resten af sit liv blev hun ved med at elske min far, og hun så aldrig til en anden mands side.

I graviditeten havde min mor søgt støtte hos sin huslæge, og han foreslog hende efter fødslen at kontakte min fars familie i Thy og fortælle dem om mig. De anede nemlig intet om, at han havde efterladt sig et barn i København.

Min fars familie havde ord for at være velstående, og lægen syntes jo, at jeg skulle have min arv efter ham. I 1938 var der nemlig blevet vedtaget en lov om, at børn født uden for ægteskab var arveberettiget efter deres afdøde far.

I første omgang afslog mor dog dette. Hun sagde til lægen, at hun selv havde en lille arv, og at hun nok skulle klare sig. Lægen opfordrede hende dog til at tænke over sagen, og det endte med, at mor skiftede mening.

– Jeg gør det for mit barns skyld, sagde hun, og så blev en retssag sat i gang. Det var en af de første af sin art, og den blev både langvarig og desværre også meget ydmygende for min mor. Fars familie var nemlig fuldstændig afvisende. Gang på gang måtte mor i retten og lade sig afhøre om de mest private detaljer.

Mors læge havde kontaktet Mødrehjælpen, som overtog sagen og bistod min mor, men der blev ved med at være noget i vejen. I byretten fik min mor dog efter en langvarig sagsbehandling medhold, men fars familie ankede.

Dejlige faster Bodil

Faderskabssagen gik derfor helt til Højesteret, og det endte med, at mor vandt. Min far havde nemlig på et langt tidligere tidspunkt afgivet blod, da hans egen far var syg og havde brug for en blodtransfusion, og da den blodprøve langt om længe kom på bordet, var sagen afgjort. Den matchede nemlig min blodtype.

Alligevel tog det sin tid, inden det faldt helt på plads, men til sidst blev pengene indsat i Overformynderiet. Min arv beløb sig til cirka 25.000 kroner, og det var en formue dengang. Jeg ville dog først få rådighed over beløbet som myndig, men renterne blev udbetalt én gang årligt. Alt dette vidste jeg jo intet om, for jeg var stadig bare en lille pige og boede på børnehjemmet.

Der var dog nogen i min fars familie, som accepterede, at han havde efterladt sig et barn. Det var min yngste faster, Bodil, som havde hørt rygter om, at det lille barn af udseende slægtede sin far og hans familie på.

I 1941 skrev hun til min mor for at spørge, om hun måtte komme og se mig på børnehjemmet. Jeg var nu blevet 1 år, og da mor sagde ja, kom faster Bodil rejsende fra det nordjyske.

For faster, som var en stor, favnende og frodig kvinde, blev det et meget bevægende møde. Dér lå hendes afdøde brors datter og missede med øjnene efter middagsluren, og faster fældede nogle tårer og sendte nok også mange tanker til det barn, hun selv havde født, men ikke havde fået lov at beholde.

Sagen var nemlig den, at Bodil omkring otte år tidligere havde været i den samme situation som mor. Hun var blevet gravid uden at være gift, og hun havde født en datter. Pigen var kommet til at bo hos hendes forældre, og der var hun vokset op og havde haft det godt. Fasters datter havde altid vidst, hvem der var hendes biologiske mor, men opfattede nok alligevel sin mormor og morfar som sine rigtige forældre.

Læs også: Der skete et mirakel i toget

Husbestyrinde med et barn

Efter faster Bodils rejse til København begyndte hun nu at sende breve og postpakker til mor. I brevene skrev hun, at hun gerne ville holde kontakt med mor og mig. Pakkerne indeholdt blandt andet søde trøjer, som faster selv havde strikket til mig, selv om det var svært at skaffe strikkegarn under krigen.

Mor havde hele tiden været flittig til at besøge mig på børnehjemmet, og da jeg var 2 år, hentede hun mig for alvor. Hun havde fået en plads som husbestyrerinde, og fra 1942 boede vi i forskellige byer rundt om i Danmark. Mor arbejdede typisk for enlige mænd, som havde svært ved at klare husholdningen, og det var en meget almindelig metode for enlige kvinder med eller uden børn til at klare sig igennem dengang.

Hvis husbestyrerinden medbragte et barn, var lønnen typisk 30 kroner om måneden plus kost og logi. Siden har mor fortalt mig, at hun ikke var ulykkelig i den tid, men hun ventede altid på, at krigen skulle slutte.

Når det skete, skulle vi flytte tilbage til den havneby ved Vesterhavet, som hun kom fra. Der havde mor sin familie og sine venner, og hun var overbevist om, at efter besættelsen ville der være et passende job at finde for en enlig kvinde der. Hun holdt meget af sin hjemstavn og ønskede, at jeg skulle gå i skole der.

Faster Bodil og mor blev ved med at skrive sammen, og i 1944 blev vi for første gang inviteret til Thy. Det var en storhed uden lige, som jeg husker det, og fra billeder ved jeg, at jeg var fint påklædt i en frakke af kaninskind og med en flot kyse. Måske har mor købt tøjet for de rentepenge, der kom fra min arv i Overformynderiet. Jeg kan nemlig huske, at mor altid tog mig med ud at spise på Missionshotellet, når rentepengene kom.

På den tid var det noget af en sensation, at man havde noget at gøre med et ”uægte” barn, der var født efter faderens bortgang, men faster Bodil havde sin egen holdning til den sag.

Vores besøg hos hende var meget vellykket, og vi mødte også et andet medlem af min fars familie, nemlig Anders, som sammen med sin kone Minna boede i en købstad lidt længere nordpå. Der arbejdede han som lektor i tysk, og de var meget venlige mod os.

Mors stille styrke

I de år under besættelsen, hvor mor og jeg flyttede fra den ene husbestyrerindeplads til den næste, var hverdagen besværlig og utryg for hele den danske befolkning. Alligevel ser jeg slet ikke tilbage på den tid som noget trist, tværtimod. Jeg mærkede aldrig noget til, hvor hårdt det må have været for mor med de vilkår, hun nu engang blev budt. Jeg husker kun hendes stille styrke og hendes ensartethed og kærlighed til mig.

Da jeg var 6 år, og krigen var slut, flyttede vi som planlagt til mors hjemby. Mor skaffede sig et job som kontormedarbejder hos den stedlige Mødrehjælpen, og jeg skulle derefter i børnehave.

Mors arbejdstid var fra klokken 8 om morgenen til klokken 17 om eftermiddagen, så det var nogle lange dage for mig. Jeg havde jo været vant til at være sammen med mor hele dagen, så jeg var ikke ret glad for børnehaven.

Efter to uger stod det klart for mor, at det ikke gik. Hun forklarede personalet, at jeg havde tilbragt mine første to år på et børnehjem, og at det nok derfor var svært for mig at være adskilt fra hende. Jeg blev taget ud, og mor fik et nyt job. Det var noget med offentlig bespisning, og der kunne jeg sagtens være med. Senere kom jeg naturligvis i skole, og derefter var der ingen problemer.

Læs også: Migræne har ændret mit liv

Et højt elsket barn

Jeg fik en god opvækst med meget kærlighed, og jeg tvivlede aldrig på, at jeg var til stor lykke for hende. Mor og jeg følte os aldrig alene, selv om vi forblev os to i vores lille familie.

Den fortsatte kontakt med familien i Thy kom til at være af stor betydning, og den blev tættere og tættere, som årene gik. Vi rejste gerne derop otte dage hver sommer, og vi havde det pragtfuldt hos min faster og den mand, hun siden blev gift med. De to fik desværre ingen børn sammen.

Min slægtning, Anders, var jævnligt censor i vores by, og så mødtes mor og jeg altid med ham til kaffe på Missionshotellet. Det var ret højtideligt, men også rigtig rart, og så blev der snakket skole i lange baner. Langt senere blev jeg gift med en tysk mand, og vi havde også meget glæde af forbindelsen med Anders og hans hustru.

De af fars familiemedlemmer, som havde været modpart i faderskabssagen, traf vi aldrig. Dog ved jeg, at min fars og hans brors selvmord tyngede dem meget.

Mor og jeg holdt kontakt med faster Bodil, lige indtil hun døde i begyndelsen af 1980’erne. Hun og jeg lignede hinanden, og trangen og lysten til at skrive havde vi til fælles. Vi var også begge ganske intense mennesker og havde nok lidt anlæg for det dramatiske.

I 1983 mistede jeg min elskede milde, lidt stille og alligevel stærke mor, og i dag kan jeg ikke tænke på hende uden at fælde en tåre. Hun magtede så utroligt meget. Det bevæger mig dybt at tænke på alt det, hun måtte stå igennem, for der må have været mange ydmygelser, som hun aldrig har sat ord på.

Det er kun fra de sagsakter, der er blevet bevaret, at jeg kender til de ting, hun blev udsat for i retten. Typisk nok sagde hun nemlig aldrig noget til mig om det. På sin egen rolige måde formåede hun altid uden at overdrive at lade mig mærke, hvor elsket jeg var. Noget bedre kan man ikke gøre for et barn.