En læser fortæller: Jeg var 42 år og skruk

Panik før lukketid - jeg blev skruk

Jeg var blot 23 år, da jeg fik min søn, Mads, og jeg har altid været helt sikker på, at jeg kun ville have ét barn. Jeg kunne lide tanken om, at hvis jeg fik et barn i en tidlig alder, ville jeg stadig være forholdsvis ung, når han blev voksen. 

I en alder af 42 år kom jeg alligevel i tvivl, da jeg blev ramt af det, man nok kan kalde panik før lukketid. Min søn var næsten voksen på det tidspunkt, men mine yngre søstre og flere af mine veninder begyndte pludselig at få børn. Jeg var omgivet af velduftende babyer i sødt babytøj, hvor jeg gik og stod, mine veninder talte kun om deres små poder, og hvor skønt det var at blive mor i en mere moden alder. 

En læser fortæller: jeg er bekymret for min datter som er single

I takt med det begyndte tankerne at rumstere i mit hoved. Måske kunne det alligevel være meget hyggeligt med en lille ny, og skulle det være, var det i hvert fald sidste udkald min alder taget i betragtning. 

Bedre blev det ikke, da jeg skulle til en gynækologundersøgelse og scannes. Gynækologen oplyste mig uopfordret om, at jeg trods min alder stadig havde store, flotte æg. Var det et tegn?

Siden jeg fødte min søn, havde jeg ikke en eneste gang drømt om at få endnu et barn, men nu kunne jeg pludselig ikke tænke på andet. Tænk at få et lille barn, der havde brug for mig. Selv om min søn nu var 19, ville det da også være rart for ham med en søster eller bror, tænkte jeg. 

Et barn uden en far

Jeg havde ikke nogen kæreste, men man kan man jo så meget i dag med donorer og kunstig befrugtning, så det anså jeg ikke for at være en hindring. Min ene veninde på 43 havde netop født en skøn, lille unge, som var kommet til verden ved hjælp af donorsæd, så det kunne jeg vel også.

Jeg havde forinden lyttet til alle hendes argumenter for, hvorfor det var okay at få et barn uden en far inde i billedet, og jeg var sådan set enig med hende. Min egen søn var også vokset op uden en far, da han havde fravalgt både ham og mig, allerede da Mads var helt lille, og vi havde klaret os fint alene. Faderfigurer havde Mads fundet i sine onkler og sin morfar. 

En læser fortæller: Jeg føler mig som en dårlig mor

Jeg gik i flere uger og vendte idéen i hovedet og med mine nærmeste. De fleste havde til min overraskelse ingen indvendinger mod mit pludselige indfald. 

Kun min ene søster var skeptisk på mine vegne. 

– Hm, Helene. Du går jo hele tiden og taler om, hvor skønt det er endelig at have tid til alt det, du aldrig havde før som enlig mor. Mon ikke bare det er en fiks idé, fordi du ved, at det er ved at være sidste chance? Man vil jo altid have det, man ikke kan få – ligesom man drømmer om flødeboller i døgndrift, så snart man fortæller sin krop, at man er på slankekur.

Det havde jeg leet meget af, og hun havde jo ret. Det, hun sagde, havde jeg tænkt selv. Jeg vidste godt, at det var et naturligt instinkt, når man nåede den alder, men alligevel sad jeg hver aften og surfede internettet tyndt for bedårende babytøj og romantiske vugger med himmel. 

Måske bliver jeg farmor

Jeg ved ikke, hvornår det gik op for mig, at det med sikkerhed bare havde været det biologiske ur, der havde tikket.

Måske var det efter halvanden dags babysitning af min niece, hvor jeg var mere død end levende, eller måske var det den dag, hvor jeg uden at skulle tage hensyn til nogen andre end mig selv kunne bestille tre ugers rejse til USA.

En læser fortæller: 40 år og nybagt mor

Jeg nød jo i fulde drag, at min søn var blevet så stor, at jeg endelig kunne gøre, præcis hvad jeg havde lyst til. 

Og sådan nåede jeg frem til, at selv om mine frugtbare dage nok snart var talte, skulle jeg ikke have flere børn.

Det har jeg ikke fortrudt. Det er meget dejligere at kunne låne niecerne og aflevere dem, når jeg ikke orker mere, og hellere vil bruge en weekend i sofaen med en serie og bland selv-slik.

Desuden bliver jeg forhåbentlig også farmor en dag.