En læser fortæller: Mit liv som bonusmor

Jeg er ved at pakke ud efter en forlænget weekend i London. Det var en rigtig voksentur, hvor vi spiste god mad, så fodbold, shoppede, besøgte seværdigheder og drak øl på pubberne. Med på turen var min mand, Kim, hans søn, Jonas, og mig. Turen var en gave fra os til Jonas, der netop er fyldt 18 år, og den gik over al forventning.

Jeg havde ellers sværget, at jeg aldrig mere skulle ud at rejse med Jonas, for han var verdens værste teenager, og vores sidste ferie sammen var et mareridt. At jeg ikke er løbet skrigende bort og har taget de to mindste børn med mig, må skyldes ren dovenskab.

Jeg mødte Kim, da Jonas var 4 år. Han og Jonas’ mor var gået fra hinanden, da Jonas var 2 år, og de havde et fornuftigt samarbejde om deres dreng, der mest boede hos hende. Jeg havde ikke selv børn og var lidt skeptisk, da jeg mødte Kim.

En læser fortæller: Jeg dur ikke til at være mor

– Du skal kun være min kæreste, Sara, for Jonas har allerede en mor. Du skal bare være den der hyggelige, mosteragtige voksen, der godt gider lege med Lego, sagde Kim.

Jonas var den kæreste unge med sit store, lyse uldhår, og jeg havde ikke set ham mange gange, før han tog mig i hånden, da vi skulle på legepladsen.

I begyndelsen var jeg bare den hyggelige tante, der legede med biler og hoppede på trampolin, mens Kim tog sig af opdragelsen. Jeg syntes godt nok, at Kim var meget eftergivende over for Jonas. Han behøvede ikke at smage på maden, han skulle ikke blive siddende ved bordet, når han var færdig, og det gjorde ikke noget, at tandbørstningen smuttede en gang – eller 10.

– Han er her ikke så meget, så jeg synes ikke, vi skal bruge tiden på ballade, sagde Kim undskyldende, da jeg en dag dristede mig til at spørge, hvorfor Jonas fik lov at spise foran fjernsynet.

Jeg sagde ikke noget, men tænkte blot, at det havde mine børn ikke fået lov til.

Sure stedmor og Tivoli-far

Da vi havde været kærester i et års tid, flyttede jeg ind hos Kim. Nu skulle vi have en fælles hverdag med fælles regler. Jeg kunne godt mærke, at Jonas og Kim gjorde, som de plejede, selv om mit navn nu også stod på postkassen. Det provokerede mig, og jeg mærkede irritationen stige, når Jonas fik serveret en spegepølsemad, fordi han ikke kunne lide den mad, jeg havde brugt en time på at lave.

– Lad nu være med at gøre et større nummer ud af det, sagde Kim, da jeg påpegede det. – Det er bare en fase.

– Men hvordan skal den fase nogensinde slutte, hvis vi ikke skubber ham videre? Skal han leve af leverpostej og spegepølse, når han bliver voksen? spurgte jeg skingert.

Jeg syntes faktisk, det var synd for Jonas, hvis ingen lærte ham at spise andet end leverpostej og spaghetti med kødsovs.

En læser fortæller: Han er dobbelt så gammel som mig

Vi prøvede at finde fælles regler over for Jonas, men det lykkedes ikke. Selv om vi var blevet enige om én regel, slækkede Kim på kravene, så snart Jonas begyndte at brokke sig. Jeg fik rollen som den sure stedmor, der sagde nej, mens Kim var den glade Tivoli-far, der sagde ja. Det var ikke Jonas’ skyld. Han var bare en glad dreng, der udnyttede sin svage far.

Kort efter Jonas’ 7-års fødselsdag blev jeg gravid. Jonas var ellevild og glædede sig til at blive storebror. Han fulgte min graviditet, og vi brugte mange timer på at diskutere, hvad den lille ny skulle hedde.

Jeg var ikke blind for den udfordring, det blev, når Jonas skulle vænne sig til, at han ikke længere var nummer et. Jeg tænkte også over mine egne følelser, for selv om jeg holdt af Jonas, var han ikke mit eget barn, og jeg var bange for, at det blev tydeligt, når babyen kom til verden.

Lillesøster Kaja

Fødslen af Kaja blev et vendepunkt. Selv om Jonas elskede sin lillesøster og var meget optaget af hende, var det også tydeligt, at han reagerede voldsomt på, at han ikke længere var universets centrum. Hans far havde tydeligvis dårlig samvittighed over, at der var kommet en lille ny, der hele tiden havde sin far, mens Jonas måtte nøjes med weekender og ferier. Han blev om muligt mere eftergivende over for Jonas, og jeg mærkede irritationen vokse til nye højder.

Kaja var et roligt barn, og vi kom hurtigt ind i en god gænge, men alt den ro blev spoleret, så snart Jonas trådte ind ad døren.

– Jonas, er du sød at skrue lidt ned for fjernsynet? spurgte jeg venligt. – Kaja er lige faldet i søvn.

Jonas svarede ikke, men skruede endnu højere op for fjernsynet. Kim mumlede noget om, at vi alle skulle være her, men jeg hørte ikke halvdelen, for i det samme vågnede Kaja.

Jeg bandede, proppede det skrigende barn i barnevognen og kørte af sted i regnvejret, mens far og søn hyggede sig i sofaen.

En læser fortæller: Min lykke var hendes sorg

Jeg prøvede at snakke med Kim, men han mente, at det var mig, der var for hård ved Jonas.

– Han kan tydelig mærke, at han ikke er velkommen mere, sagde Kim såret.

Jeg rystede på hovedet. Selvfølgelig måtte Jonas altid komme i vores hjem, men han blev bare nødt til at indordne sig, ganske som alle andre i en familie.

Årene gik, og så kom Aksel til verden. Med to små børn havde jeg ikke meget overskud til at være den gode bonusmor. Kim hoppede derimod ind i rollen som Tivoli-far, i det øjeblik Jonas trådte ind ad døren. Ofte var de ude og lave noget sammen, mens jeg blev hjemme med de to små. Det var måske ikke den bedste måde at være familie på, men så slap jeg for, at han larmede og drillede de små.

Det er bare en fase

Jonas blev mindre larmende med årene. Da han blev teenager, var det, som om alt barndommens hyperenergi var sivet ud af ham. Han magtede kun lige at kravle ud af sin seng og hen til sin computer, hvis han ikke blev liggende i sengen og gloede på sin iPad hele dagen. Hvis vi prøvede at kommunikere med ham, svarede han med et grynt. Forsøgte vi at tvinge et svar ud af ham eller værst af alt få ham til at tømme opvaskemaskinen eller dække bord, fik vi en byge af ukvemsord i nakken.

– Kim, er det virkelig i orden, at Jonas taler så grimt til os? spurgte jeg vredt en dag, hvor jeg havde bedt ham kigge efter sine små søskende en halv time, så jeg kunne handle.

– Jeg ved det godt, Sara, sukkede Kim. – Men husk, at det bare er en fase.

Jeg sukkede. – Og hvor længe skal vi forvente, at denne fase varer?

Det kulminerede, den sommer Jonas fyldte 15. Efter et par våde danske somre i sommerhus havde vi flottet os og bestilt en rejse til Tyrkiet, hvilket var noget af en udskrivning, når fem mennesker skulle af sted i højsæsonen. Jeg havde glædet mig, for vi havde en travl hverdag med fuldtidsjob og to børn på 7 og 4.

Allerede i lufthavnen meldte de første bange anelser sig.

– Hvorfor kan vi ikke gå på McDonalds? spurgte Jonas surt.

Hans far forklarede ham, at vi havde bestilt mad i flyveren. Det var ikke godt nok.

– Jeg gider sgu ikke æde det lortemad, de serverer i flyet, sagde han.

Jeg mærkede vreden koge indeni, men tog en dyb indånding i stedet. Vi skulle bare af sted, og så ville det nok blive bedre, når vi var i Tyrkiet. Vi skulle jo bo på et lækkert hotel med all inclusive og flere pools. Det kunne ikke gå helt galt, tænkte jeg. Men det gjorde det.

En læser fortæller: Jeg fik nok af fars kærester

Han brokkede sig nonstop i en uge. Sådan føltes det i hvert fald. Internettet var for langsomt, poolen for lille, sodavandene var for lokale, det var for varmt, han måtte dele værelse med sin far, og maden var uspiselig. Og så fik han penge af sin far til kebab.

Jonas var så gennemført rædselsfuld på hele turen, at selv hans far opgav at undskylde det.

– Jeg tager ikke på ferie med Jonas mere, sagde jeg. – Hvis du vil på ferie med ham igen, er det uden mig.

Kim protesterede ikke: – Jeg tror faktisk heller ikke, at Jonas vil på ferie med os igen.

Kim havde en alvorlig snak med Jonas og hans mor efter vores mislykkede ferie, og da Jonas hverken var særlig glad for at være hos os eller hos sin mor, var alle enige om, at det ville være godt med et afbræk, og han kom på efterskole. Han elskede skolen, og når han kom hjem på weekend, var han glad og snakkende. Han fik endda en kæreste undervejs.

Sådan gik det til, at Kim og jeg uden bange anelser gav Jonas en tur til London. I dag sætter jeg stor pris på min bonussøn. Han er igen blevet et bonus i mit liv, selv om rejsen dertil var hård.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.