Vores datter kom i dårligt selskab

Vores datter Maise var en glad og sorgløs pige, indtil hun kom i dårligt selskab, og blev en ballademager. Jeg overvurderede mine egne evner til at få hende på ret køl, og en aften blev hun afleveret af politiet efter en razzia på et diskotek…

Det er umuligt for mig at beskrive, hvor meget jeg elsker min datter: Maise er det vigtigste i livet for min kone Sanne og mig – hun er vores lille øjesten.

Da Maise voksede op, havde hun aldrig problemer i skolen, og hun var et af de bedste og flittigste børn i klassen. Det var først da Maise skulle begynde i 6. klasse, at vores sorgløse tilværelse forandrede sig.

På grund af faldende elevtal havde kommunen besluttet at lukke Maises skole og flytte børnene til nærliggende skoler.

I begyndelsen talte Maise meget om sin nye klasse, men efterhånden gik der længere og længere imellem, at vi hørte om hendes dagligdag.

”Hun er ved at blive en rigtig teenager”, sagde Sanne til mig en aften, hvor vi lå i sengen og snakkede.
”Ja, det går stærkt. Kan du huske, hvordan det var”? spurgte jeg.
”Puha, ja”, sagde Sanne og trak dynen op over hovedet, og vi grinede begge.

Maises tøjstil forandrede sig også, og begyndte at sidde meget stramt eller stumpe, og det brød jeg mig ikke om, for hun var trods alt kun 13 år. Jeg bed min misbilligelse i mig, men Sanne lagde ikke fingrene imellem, når hun syntes, at Maise gik over stregen.

De to skændtes voldsomt indimellem, ikke mindst når Maise kom hjem med dårlige karakterer. De var dalet støt og roligt, siden hun begyndte på den nye skole.

Jeg var selvfølgelig på Sannes side, men inderst inde syntes jeg, at hun var lidt for striks. For mig var det vigtigst, at Maise fungerede godt socialt, og det lod hun til at gøre for hun var altid på besøg eller fik besøg af sine veninder.

Derfor kom det også som et chok, da vi pludselig blev ringet op af skoleinspektøren, som ville have os til et møde om Maise, der nu gik i 7. klasse.

På mødet fortalte skoleinspektøren, at Maise havde været oppe at slås. Og hvad værre var – det var hende, der var begyndt, og det havde øjensynligt været uden grund. Vi var rystede.

”Som I kan se, har vi et stort problem”, sagde inspektøren. Den næste time var et mareridt, mens han udlagde hele sagen for os. Det viste sig, at Maise i et stykke tid havde lavet en del ballade på skolen og inspektøren omtalte hende sågar som en slags “dronning” af skolens værste klike.

Den aften fik Maise sit livs største skideballe, men da vi var færdige, var det alligevel ikke lykkedes os at få talt ud med Maise. Hun lod til slet ikke at have forstået sagens alvor og hun mente bestemt ikke hun havde gjort noget forkert.

Især Sanne var rasende: ”Hun må på efterskole eller et eller andet. Hun skal ud af det miljø”, sagde hun.
"Ej, der må da være andre muligheder", protesterede jeg, og jeg foreslog at, jeg ville prøve at tale med hende.

I løbet af den næste uges tid gjorde jeg en stor dyd ud af at lytte og tale til Maise som en ligeværdig og jeg var stolt over, hvor meget hun betroede sig til mig.

Jeg var sikker på, at min metode ville virke og jeg lyttede derfor ikke rigtig efter, når Sanne jævnligt foreslog, at vi skulle have Maise væk fra det dårlige selskab.

Jeg syntes det ville være synd for Maise at blive revet væk fra sine veninder, og jeg følte, at jeg havde situationen under kontrol. Sanne bøjede sig, og i det første stykke tid gik det fint. Maise passede sin skole og holdt sig væk fra ballade, men det var en stakket frist.

Lige så stille røg hun tilbage i det gamle spor, og i løbet af foråret var der den ene episode efter den anden igen. Helt galt gik det ugen efter hendes 14-års fødselsdag.

En lørdag nat blev hun afleveret af politiet efter at være blevet taget i en razzia på et diskotek, fordi de mistænkte hende og en veninde for at være mindreårige.

”I må hellere se at få lidt styr på den vildbasse”, sagde betjenten, før han traskede tilbage til politibilen.

Og så faldt tiøren: Det gik op for mig, at jeg havde begået en stor fejl i mine forsøg på at få Maise på ret køl. I min glæde over at være på fortrolig fod med min datter, havde jeg overvurderet min egen indflydelse.

Jeg havde behandlet Maise som en voksen, og forventet, hun kunne tage ansvar for sig selv på en måde, som hun slet ikke var voksen nok til.

Og efter den erkendelse, indså vi, hvad der var det bedste at gøre: Dagen efter satte vi huset til salg og kort tid efter flyttede vi ud på landet – til stor protest fra Maise, men her var ingen kære mor. Her har vi nu boet i snart et år, og vi har ikke fortrudt det ét eneste sekund.

Det har været sundt for Maise at komme ud af rollen som den seje pige. Og på hendes nye skole er børnene mere afslappede. De har sunde fritidsinteresser, og dyrker sport i stedet for at sidde og hænge når de er sammen. Det er meget bedre for Maise. Og vi har fået vores dygtige, fornuftige og glade datter tilbage.