En læser fortæller: Nu driller jeg ikke Martin mere
Martins sparegris
I min familie har vi altid grinet lidt af min storebror, Martin, for lige siden han var lille, har han holdt på pengene. Når vores bedsteforældre gav os hver en 50’er, brugte jeg den altid med det samme på slik eller legetøj, mens Martins pengeseddel møjsommeligt blev foldet sammen og kommet i sparegrisen.
Ikke meget ændrede sig, da vi blev voksne. Selv om Martin tjente godt som selvstændig, var han stadig yderst påholdende både over for sig selv, sin kone, Signe, deres to døtre og resten af familien. Til gengæld havde vi alle på fornemmelsen, at hans konto bugnede.
Det samme kunne man ikke sige om min. Som enlig mor til to og med et job som receptionist brugte jeg alt, hvad jeg havde, og mere til. Jeg forstod slet ikke sådan en som Martin. Hvis jeg havde haft hans penge, var jeg taget på ferie langt væk, gået ud at spise flere gange om måneden og ja, nydt livet. Men Martin ville hellere spare op, og mine forældre og jeg kunne ikke lade være med at drille ham, når han for eksempel klagede over, at Signe brugte for mange penge på tøj til deres børn.
– Ja, tænk, hvis der skulle gå lidt fra kontoen til børnene, grinede min far.
Som regel kunne Martin ikke lade være med at smile.
– Det er godt, at der er en i denne her familie, der er fornuftig, svarede han.
Se også: En læser fortæller: Farfar var min helt
En dyr skade
En dag, jeg var på vej ud ad døren for at gå på arbejde, opdagede jeg, at væggen ind til badeværelset i min lille ejerlejlighed var fugtig. Jeg ringede efter en håndværker og spurgte nervøst i telefonen, hvor meget han troede, det ville koste at få det fikset.
Det kunne han selvfølgelig ikke sige noget om, men jeg blev senere klar over, at det ville blive dyrt. Meget dyrt.
For da han kom, kunne han konstatere, at fugerne i mit badeværelse var utætte, og at vand var sivet ud i væggen. Efterfølgende opdagede han, at der var både råd og skimmelsvamp. Jeg skulle have helt nyt badeværelse.
– Det bliver de store sedler, du skal have frem, hvis forsikringen ikke dækker, sagde han, og jeg kunne mærke, hvordan det svimlede for mig. Den forsikring skulle bare dække!
Men det gjorde den ikke. Jeg fik en lang forklaring fra forsikringsmanden om, at fugerne var mit ansvar, og at de derfor ikke kunne dække skaden. Til sidst hørte jeg ikke efter. Det eneste, jeg tænkte på, var, hvordan jeg skulle få fat på de penge, det ville koste. Min lejlighed var fuldt belånt og kontoen tom.
Jeg ringede grædende til mine forældre.
– Vi ville ønske, vi kunne hjælpe dig, men desværre har vi ikke råd, sagde min far, og jeg vidste, at han talte sandt. De var begge pensionister og havde aldrig været fornuftige, når det kom til penge. Lige der var jeg bare glad for, at jeg kunne ringe til dem og græde ud.
Læs også: En læser fortæller: Der var en tyv blandt vores gæster
Min gavmilde bror
Efter nogle dage med flere tårer og søvnløse nætter ringede min telefon. Det var Martin.
– Jeg har talt med mor og far, og jeg hører, at du mangler penge, sagde han og fortsatte:
– Du skal bare vide, at bror-banken har åbent.
Jeg kunne ikke sige noget, for jeg var så rørt, at jeg begyndte at græde.
– Men Martin, du plejer jo at passe så godt på dine penge? Fik jeg til sidst fremstammet.
– Ja, og det er jo, fordi sådan noget her kan ske! Og så har man altså brug for at have penge på kontoen. Som jeg altid har sagt: Det er godt, at der er en i familien, der er fornuftig.
På det tidspunkt kunne jeg ikke have været mere enig. Martin var skyld i, at jeg kunne få renoveret mit badeværelse uden at blive ruineret, og siden den dag har jeg aldrig drillet ham med hans forhold til penge. Tværtimod har jeg tænkt mig at forsøge at spare lidt op, når jeg har betalt ham, hvad jeg skylder.
Man ved aldrig, hvad der sker, og så er det meget godt med to fornuftige personer i familien.
