En læser fortæller: Vi er heldige med naboerne 

Et godt nabolag

Igennem snart 58 år har min mand og jeg boet i den samme provinsby, og her har vi altid følt os rigtig godt tilpas. Stor er byen ikke, men her sker altid en masse, og naturen omkring os er meget smuk.

Vi havde i mange år et stort parcelhus i et hyggeligt villakvarter, og der voksede vores tre børn op i trygge rammer. Vi kom godt ud af det med naboerne, drak kaffe på terrasserne og hjalp hinanden med praktiske gøremål.

Tiden gik, og vores børn stiftede deres egne familier, og der begyndte at komme børnebørn. Det var rart at have plads til at have dem alle hjemme på besøg, men for otte år siden besluttede min mand og jeg os alligevel for at sælge huset.

Vi var dengang 79 og 74, og vedligeholdelsen af huset og pasningen af haven var ved at blive for meget for os.

Alligevel var det med en vis bæven, at vi kontaktede ejendomsmægleren og belavede os på at flytte, for vi havde jo haft det så godt i nabolaget gennem alle de år, og mon vi ville kunne føle os hjemme et nyt sted?

Igen var vi heldige

Forholdsvis hurtigt blev huset solgt, og vi lejede et mindre hus i den anden ende af byen. Det lille hus lå skønt på en bakke, og der var en stor have til, hvorfra vi havde udsigt til fjorden. I nærheden lå byens skole, og vi nød at se og høre de glade skolebørn, når de kom forbi på vej til og fra skolen.

Inden længe lærte vi også vores nye naboer at kende, og vi følte os simpelthen så heldige, for de var alle søde og hjælpsomme mennesker.

De næste syv år nød vi at bo i vores lille, lejede hus, og min mand hyggede sig med at passe den store have. Dog måtte vi hen ad vejen så småt erkende, at det var for meget for ham at passe haven på den måde, den fortjente.

Vi begyndte igen at tale om at flytte, men vi var betænkelige. For vi kunne vel ikke være så heldige at lande i et rart nabolag endnu en gang?

Det var vigtigt for os at finde den helt rigtige bolig, som passede til vores nuværende og fremtidige behov, for efterhånden var vi jo blevet 86 og 81 år. Efter en tids søgen fandt vi en bolig, der virkede ideel for os.

Det var en stuelejlighed med den mest pragtfulde terrasse, centralt beliggende i forhold til byens forretninger, men alligevel i nærheden af søen og skoven med det rige dyreliv. Her ville vi gerne bo, så med lidt vemod opsagde vi lejekontrakten på det lille hus og underskrev en ny på lejligheden.

Ligesom i Huset på Christianshavn

I foråret 2021 flyttede vi ind, og det viste sig snart, at vi ikke kunne være kommet til at bo bedre. Det handler ikke kun om byens nærhed eller de naturskønne omgivelser, men om naboerne i ejendommen.

Som jeg siger til vores børn, er det næsten som i ”Huset på Christianshavn”. Når vi færdes uden for lejligheden, møder vi næsten altid nogen fra den øverste etage eller fra stuen, der gerne vil snakke.

Det betyder selvfølgelig også noget, at vi har boet så mange år i den samme by, for på den måde kender vi de fleste indbyggere. På vores nye adresse viste det sig desuden, at vi tidligere i livet i nogle år havde haft samme arbejdsplads som nogle af de øvrige beboere. Så er det nemt at finde på gode samtaleemner.

De fleste her i nærheden er ældre mennesker, men det er ikke ensbetydende med, at vi ikke foretager os noget. Alle er i en eller anden udstrækning aktive med forskellige gøremål såsom kroll, hvilket er en slags kroket, banko, håndarbejde, sang, kortspil og meget andet.

Vi er også flittige med at gå til foredrag, og nogle har engageret sig i genbrugsbutikker.

Vi føler os trygge

Selv om det lyder rosenrødt, er jeg er sikker på, at alle omkring os vil give mig ret. Det bedste er næsten, at vi føler os trygge, og det er af stor betydning i vores alder.

Nu har vi taget hul på et nyt år, og min mand og jeg glæder os sådan over, at vi traf det rigtige valg vedrørende bolig. Tænk, at vi for tredje gang har været så heldige.

Her vil vi blive boende, og vi glæder os til, at foråret kommer, og at vi kan deltage i alle de spændende aktiviteter og tilbud.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.