Mimis brevkasse: Mine søde naboer skal arve

Kære Mimi

Jeg er en enkefrue, der lever et godt liv og har en god økonomi, da jeg har arvet en del penge. Jeg bruger dog ikke så meget, for det har jeg ikke behov for. Mine to børn er voksne og lever deres eget liv, og de har også begge en virkelig god økonomi. Jeg ser dem ikke så tit, men vi snakker ofte sammen i telefonen.

Derimod ser jeg en del til mine naboer, som er et ungt par med to små børn og en teenagedreng. De er søde til at hjælpe; de køber ind til mig, og sønnen hjælper mig i haven, hvilket jeg betaler ham for. Vi besøger tit hinanden, spiser sammen, og jeg bager kager til dem. Jeg er meget glad for dem og ville gerne have, at de arvede mine penge, når jeg ikke er her mere. De har mere brug for pengene end mine egne børn. Jeg har heller ingen børnebørn, der kan arve mig.

Synes du, det er forkert? Og kan jeg give dem pengene, mens jeg stadig lever?

Kærlig hilsen Karen-Marie

Læs også: Mimis brevkasse: Min nabo virker dement

Kære Karen-Marie

Jeg synes, du skal tænke dig godt om. Det virker meget voldsomt, hvis du kun efterlader en tvangsarv til dine egne børn, som du ikke har noget uvenskab med.

Til gengæld synes jeg godt, at du kan glæde både dine søde naboer og dine børn, mens du lever. Som en bankmand engang sagde til mig: Hellere give med den varme hånd end med den kolde. Det er muligvis lidt egoistisk, men det er da dejligt at kunne se andres glæde, mens man lever. Og i øvrigt har de fleste mennesker jo også mest brug for pengene i de yngre år, og det gælder formentlig også dine naboer. Du kan tale med banken eller en advokat om, hvor meget du må give.

Kærligt talt Mimi

Læs også: Mimis brevkasse: Min nabo kører beruset