Fremmed for min søster

Tvillinger med hver sit liv

Da først min søster Susanne og jeg tre kvarter senere kom til verden i 1963, var tvillinger et særsyn. Alle forventede, at vi skulle ligne hinanden, men vi var tveæggede og lignede ikke hinanden mere, end andre søskende gør.

I opvæksten blev der aldrig gjort forskel på os, men vi var forskellige og havde derfor også forskellige hobbyer og hver vores venner.

Susanne og far delte glæden ved at spille skak og læse bøger, mens jeg var en hestepige.

Efter folkeskolen fortsatte Susanne i gymnasiet, mens jeg tog handelsskolen. Jeg havde bevaret min interesse for heste og for dyr generelt, og hvis jeg havde haft de boglige evner til det, ville jeg gerne have læst til dyrlæge. Det havde jeg dog ikke, men jeg var glad, da jeg fik en elevplads i en dyrebutik i et nyt storcenter.

I 1984 mødte jeg Lasse, som jeg blev stormende forelsket i og senere gift med. Susanne var allerede i sit første år på gymnasiet faldet for sin klassekammerat Torben, og de to blev ved med at holde sammen.

Vi blev boende i den samme landsdel, selv om vi begge flyttede fra vores barndomsby. Min Lasse førte sin drøm om at blive selvstændig med egen maskinstation ud i livet. Han elskede sit arbejde, selv om han syntes, at hans timeløn var urimeligt lav, når skat og moms og al den slags var betalt.

Efter endt elevtid fortsatte jeg i dyrebutikken, og i løbet af otte år fik vi tre skønne unger. Hverdagen var travl, men god.

Vi fik tit en lang snak

Susanne uddannede sig til sygeplejerske, og Torben til landmåler, og de fik kun et barn, nemlig en datter, som var næsten jævnaldrende med vores yngste.

Vi mødtes oftest hjemme hos vores forældre, og jeg blev altid glad for at se Susanne og følte, at det var gengældt. Meget tæt forbundne havde vi aldrig været, men vi fik dog jævnligt en lang telefonsnak, hvor vi vendte stort og småt med hinanden.

Lasse og Torben kunne også sagtens snakke sammen, og en gang eller to om året aflagde vores familier besøg hos hinanden uden vores forældres tilstedeværelse.

Far havde været over 40, da vi blev født, og mor havde været 32. Ved årtusindskiftet var far alvorligt syg af kræft, og han gik bort i februar 2001. Godt to år senere blev mor ramt af et massivt hjerteanfald og døde i ambulancen.

Derfor var Susanne og jeg forældreløse, da vi i sensommeren det samme år kunne fejre vores 40-års fødselsdag. Det valgte vi at gøre ved en stor, fælles fest i lejede lokaler, og mens vi dagen efter gik og ryddede op, aftalte vi, at vi fremover skulle spise sammen en gang om måneden.

Vi nåede dog kun en håndfuld af disse familiemiddage, inden en diskussion en lørdag aften kørte helt af sporet.

Voldsomt uvenner

Vi var hjemme hos os, maden var spist, og børnene var forsamlet på et værelse. Vi fire voksne sad ved bordet med den sidste rest vin i glassene, og Susanne og Torben begyndte at fortælle en ret lang historie om, hvordan de dels havde snydt deres forsikring til uretmæssigt at udbetale en erstatning til dem, dels stadig fik et månedligt tilskud til ekstra vask og rengøring fra det offentlige under henvisning til, at deres datter stadig var vådligger, selv om det var et overstået stadium.

De virkede stolte af, at de således fik penge imellem hænderne, som de faktisk ikke havde krav på. Lasse og jeg havde tidligere talt om, at vores syn på mangt og meget afveg fra min søster og svogers, men hidtil havde vi holdt gode miner til slet spil.

Men den lørdag kunne Lasse ikke undgå at blive lidt forbitret, for han havde netop fået en stor og uventet efterskat. Han sagde, at det efter hans mening var på kanten af det acceptable at bedrage forsikringsselskaber, men især det offentlige, for så var det jo vores fælles skattekroner, der betalte gildet.

Torben blev stødt og satte sit vinglas så hårdt ned i bordet, at indholdet skvulpede over.

– Kom du bare ned fra den høje, moralske hest, hvæsede han til Lasse. – Alle selvstændige laver masser af sorte penge, og den slags kan vi ikke komme i nærheden af.

Lasse blev rød i hovedet af vrede: – For det første laver jeg af princip aldrig sorte penge, og for det andet ville det ikke gøre jeres svindel bedre, selv om jeg gjorde!

Det ene ord tog det andet. Pludselig kom andre emner også op at vende, og tilsyneladende havde Susanne og Torben følt sig forfordelt i forbindelse med vores rydning og deling af mors og fars bo.

Det havde jeg aldrig hverken hørt eller mærket det mindste til, og det var bestemt heller ikke rigtigt. Det sagde jeg, hvorefter Torben rejste sig så brat, at stolen væltede bag ham. Han stormede ind til børnene og sagde til deres datter, at nu kørte de hjem.

Susanne havde også rejst sig, og selv om jeg prøvede at sige hendes navn og fange hendes øjne, var hun iskold. Tre minutter efter var de væk, og Lasse og jeg sad fortumlede og triste tilbage.

– Har de haft et horn i siden på os længe, uden at vi har vidst det? mumlede Lasse.

– Ingen anelse, svarede jeg. – Men de bliver vel gode igen.

Det gjorde de bare ikke. Jeg sendte en besked til Susanne torsdagen efter, men hun svarede ikke. Det gjorde hun heller ikke de to næste gange, og så opgav jeg.

13 år uden kontakt

I hele 13 år havde vi ingen kontakt, heller ikke til jul eller fødselsdage. Vores unger spurgte selvfølgelig, hvad der var sket, og de fik sandheden at vide. Når jeg besøgte vores forældres gravsted, tænkte jeg nogle gange på, om jeg ville møde Susanne, og om hun så ville tale med mig. Men det skete aldrig.

Det var jo lidt tomt og sørgeligt for mig at have en tvillingsøster, som jeg ikke så. Jeg tænkte tit, at situationen ikke skulle have haft lov til at udvikle sig på den måde, og Lasse følte sig skyldig i det og gav mig ret.

Efterhånden som årene gik, blev der længere og længere imellem, at jeg tænkte på min tvillingsøster. Det var mest til større familiefester, for ved de anledninger var det underligt for mig, at der slet ikke var nogen fra min familie, men kun fra Lasses. Ellers havde jeg affundet mig med, at vores familie bestod af min svigerfamilie og af vores seks allerbedste venner.

Nu skulle vi mødes

I forbindelse med vores fælles 50-årsdag i 2013 tænkte jeg dog meget på Susanne, og måske har hun gjort det samme, for en måned senere fik jeg til min store overraskelse en sms fra hende.

I beskeden stod et par neutrale linjer om, at de var blevet bedsteforældre, og at Susanne havde skiftet arbejde.

Jeg kiggede på den besked utallige gange, før jeg svarede tilbage i samme tone. Hen over de næste måneder udvekslede vi hver uge en eller to beskeder, og til sidst spurgte Susanne, om vi fire skulle mødes.

Hun foreslog en frokostrestaurant midtvejs mellem vores hjem. Vi aftalte en søndag, og Susanne bestilte bord.

Natten op til denne dag sov jeg meget uroligt, og jeg var både forventningsfuld og nervøs.

– Jeg håber ikke, vi skal have den helt vilde storvask hen over dyrlægens natmad, mumlede Lasse til morgenkaffen.

– Selvfølgelig ikke, vi sidder jo blandt andre mennesker, svarede jeg.

Vi havde en halv time at køre i bil, og i løbet af den tid forestillede jeg mig en håndfuld scenarier, som frokosten kunne udvikle sig til. Men det, der i virkeligheden skete, havde jeg slet ikke forudset.

Alt for lange pauser

Susanne og Torben sad allerede ved et vinduesbord, da vi ankom, og de rejste sig og hilste næsten helt almindeligt på os. Over Susannes ene øjenbryn pulserede en lille blodåre, som altid havde afsløret, at hun var påvirket af situationen.

Senere sagde Lasse, at den frokost var de længste to timer i hans liv, og jeg gav ham ret, for vi havde intet at tale om.

Vi vekslede nogle bemærkninger om vores børn, men alt for tit var der alt for lange pauser, hvor vi kun kunne høre lyden af knive, der skrabede mod tallerkener. Det var faktisk pinligt. Der var ikke antydning af skænderi eller misstemning, for vi var alle fire yderst diplomatiske.

I begyndelsen prøvede jeg desperat at finde på et egnet og ufarligt samtaleemne, men det lykkedes ikke, og i løbet af frokosten resignerede jeg. Susanne kastede sig ud i at fortælle om et krydstogt i Middelhavet, som de havde været på, men et blik fra Torben fik hende af en eller anden grund til at tie.

Det var en lettelse, da vi alle fire i kor sagde nej tak til servitricens tilbud om kaffe. Så rejste vi os og tog en akavet afsked i garderoben. Hverken vi eller de foreslog, at vores møde skulle gentages, og på vejen hjem følte jeg mig trist.

Savner hende ikke

Nu er der gået otte år, og to årlige beskeder med ”Tillykke med fødselsdagen” og ”Glædelig jul og godt nytår” er al den kontakt, jeg har med min tvillingesøster. Modsat tiden lige efter vores møde er jeg faktisk glad for, at vi så hinanden igen, for nu ved jeg, at der sådan set ikke er noget at savne. Jeg er også på det rene med, at de dejlige mennesker, der findes i mit nuværende liv, udgør min familie, selv om vi ikke er blodsbeslægtede.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.