Hjerneforskere: Derfor kan nogle ikke lide jazz

Skifter du hurtigt kanal, hvis bilradioen tilfældigt kommer forbi et jazz-nummer?

Så er du ikke alene.

I en undersøgelse fra selskabet Koda, som forvalter musikrettigheder, ligger jazz som en af de mindst populære musikgenrer. Her svarer kun 14 procent af de adspurgte danskere, at jazz er deres foretrukne genre – mens pop og rock, måske ikke overraskende, ligger i top.

Et nyt dansk studie giver en mulig forklaring på, hvorfor jazz kan være så svært at kapere. Det skriver Videnskab.dk.

Forskerne har undersøgt, hvordan personer i aldersgruppen 20-49 år reagerer på bestemte akkorder, det vil sige sammensætninger af toner.

Studiet viser, at de fleste bedst kan lide at lytte til akkorder, som har middel kompleksitet. Tonerne kan med andre ord både blive for kedelige og lidt for spændende at lytte til.

Musikalsk træning

Resultaterne viser også, at mennesker, som selv spiller musik, bedre kan lide de akkorder, som ofte bliver brugt til jazz og mere kompleks klassisk musik.

Andre, som ikke selv spiller på et instrument, foretrækker en noget mere simpel sammensætning af toner – akkorder, som ofte optræder i pop.

I tidligere studier har samme gruppe forskere undersøgt, hvordan vi reagerer på forskellige rytmer. Her viste forskningen faktisk, at også testpersoner, som ikke er musikalsk trænede, kunne lide komplekse rytmer.

– Derfor kan vi nu se, at én af grundene til, at jazz eksempelvis ikke er så udbredt, er, at man i den genre ofte bruger mere komplekse akkorder, siger centerleder og professor Peter Vuust, hjerneforsker, jazzmusiker og én af forfatterne bag studiet, til Videnskab.dk.

Tilpas mængde udfordring

Testpersonerne kunne lide kompleksitet – indtil et vist punkt. Det skyldes, at hjernen både kan lide genkendelighed, men også gerne vil lære noget nyt, fortæller Peter Vuust.

Det nye aktiverer belønningssystemet, men når vi et punkt, hvor hjernen ikke forstår, hvordan akkorden hænger sammen, giver den op, siger han.

Der er forskel på, hvordan musikere og ikke-musikere opfatter forskellige sammensætninger af toner.

Handler om tilhørsforhold

Selv om hele testgruppen stod af ved de mest komplekse akkorder, var musikerne mere tilbøjelige til at kunne lide komplekse akkorder end gruppen af ikke-musikere.

Det hænger sammen med, at musikere og deres hjerner er mere vant til at høre og genkende komplekse akkorder som musik, mener Peter Vuust.

Og så handler det også om personlighed og om, hvor åben man er. En del af forklaringen skal også findes i forudgående holdninger til, hvad man "bør" synes om.

– Musikalsk smag er også en måde, hvor vi markerer et tilhørsforhold til en bestemt gruppe – så hvis man er musiker, så vil man markere sig som det, ved at kunne lide kompleks musik, forklarer Peter Vuust.