Idéer til efterårsferien

Allerede fri igen
Tiden efter sommerferien går på en eller anden måde hurtigere end andre tidspunkter af året. Knap er man kommet tilbage på arbejde og i skole, før vi har ferie igen – efterårsferie.
For mange af os er efterårsferien et problem, fordi vi ikke har lige så mange ugers ferie om året som vores børn. Og selv om vi har mulighed for at holde fri, er det ikke sikkert, at der er råd til at rejse eller tage på dyre udflugter.
LÆS OGSÅ: Sjove og gratis aktiviteter i efterårsferien
Men der er ingen grund til at have dårlig samvittighed, heller ikke selv om mange medier fortæller os, at vores børn ikke holder nok ferie. Et par dage fri kan også gøre det, og så er der heldigvis mange gratis eller billige glæder, som man kan gøre brug af i efterårsferien.
Og hvis det er helt umuligt for dig at give dine børn fri, kan du trøste dig med, at langt de fleste institutioner er gode til at arrangere en masse for de børn, der ikke holder ferie med forældre eller bedsteforældre.
Især for alene-forældre er skolernes mange ferieuger et problem, fordi der ikke er nogen at dele ferien med. Så hænger alle ugerne på én voksen, som kun har fem-seks ugers ferie om året. Så må man tænke alternativt. Det giver jeg nogle bud på her på siden.
Nyd ferien og gem den dårlige samvittighed væk – den er der ingen, der får noget godt ud af alligevel ...
LÆS OGSÅ: Sy selv: Hårelastik med sløjfe
Kreativ efterårsferie:
Sådan giver du børnene efterårsferie uden helt selv at have fri hele ugen:
¤ Hvis I er to forældre, kan I dele ferien mellem jer, så den ene tager den første halvdel og den anden den sidste. Hold eventuelt en af dagene sammen, så I også oplever noget i fællesskab.
¤ Lån et sommerhus af venner eller familie, hvis det kan lade sig gøre – måske bare et par dage.
¤ Spørg bedsteforældrene, om de har lyst til at se børnene. Det behøver ikke at være hele ugen, bare en dag eller to. Hvis de ikke kan overskue at have dem boende, kan de måske tage dem på udflugt.
LÆS OGSÅ: Bag lækre majspandekager til morgenbordet
¤ Alliér dig med barnets venners forældre, så I deler ferien mellem jer. Hvis I begge er alene, kan I hver især tage en eller to dage fri med hinandens børn.
¤ Hvis du ikke kan holde fri overhovedet, kan du måske gå tidligt hjem og sørge for ekstra hygge om aftenen. På den måde får I alligevel mere samvær og nærvær.
¤ Hyg om aftenen og vær lidt mindre striks med sengetiderne. Børnene behøver ikke at være helt så friske, når de ikke skal op og i skole. Spil kort og brætspil, læs historier eller se en film sammen – alt det, som normalt hører weekenden til.