Jeg fik 10 gode år med mor

Lærkes mor, Karina Tuemand, var en speciel kvinde. Hun elskede sjov og ballade, men var også sej, når hun havde sat sig for noget. Og hun havde sat sig for at rulle 350 kilometer fra Esbjerg til Rigshospitalet i København på rulleskøjter.

Karina var særligt udfordret i forhold til projektet. Dels var hun begynder til at løbe på rulleskøjter. Det ville hun lære hen ad vejen. Dels var de lunger og det hjerte, der skulle hjælpe hende på turen, ikke hendes egne – hun var nemlig både hjerte- og lungetransplanteret.

Karina gennemførte faktisk turen på otte dage. Hun gjorde det for at gøre opmærksom på organdonation, og samtidig samlede hun ind til danske hospitalers børneafdelinger. Det gjorde hun, fordi hun selv som barn ofte havde været indlagt, inden hun som 19-årig fik nye lunger og et nyt hjerte.

De vitale organer var ikke bare med til at give Karina nyt liv. De skabte også nye liv. For Karina endte med at blive gift og få to børn, nemlig Lærke og hendes lillebror Gustav.

God barndom

Lærke er i dag 20 år og bor med sin far og bror i Svendborg. Når hun ser tilbage, var det en dejlig barndom.

– Da jeg var barn, tænkte jeg ikke over, at min mor var syg, eller at vores barndom var anderledes end andre børns, fortæller Lærke.

Familien tog på ferier, legede i haven og var kreativ. Det var et hjem, fyldt med kærlighed og latter. Måske var det ikke de vilde fysiske aktiviteter, Karina kunne klare med sine børn, men så blev det til kreative sysler i stuen i stedet.

– Hun var fuldstændig, som en mor skal være. Selv om jeg desværre kun havde kort tid med hende, nåede hun alligevel at lære mig meget om, hvordan man skal være som menneske.

Lærke var forberedt på, at hendes mor ikke ville blive lige så gammel som de andres forældre. Det var et vilkår.

– På et tidspunkt begyndte min mor at få det rigtig dårligt, og det var selvfølgelig svært, men mine forældre har hele min barndom sørget for, at min bror og jeg var glade, og vi havde det godt, også når det hele var svært, fortæller Lærke.

Da Lærke var omkring ni år, blev Karina ramt af en lungeinfektion, der udviklede sig. Lægerne behandlede den, men de kunne ikke fjerne den – kun holde den nede.

– På intet tidspunkt tænkte jeg, at min mor skulle dø. Jeg var jo et barn, så jeg blev ved med at tro på mirakler.

Desværre blev Karinas lungekapacitet mindre og mindre. Det påvirkede Lærke, der fik svært ved at sove hos veninder eller være for længe væk hjemmefra.

– Jeg begyndte at få tanker om, at mor ikke var der mere, når jeg vågnede andre steder. Så jeg ville gerne være hjemme hele tiden.

Karinas tilstand blev forværret, og de sidste tre måneder var hun indlagt på sygehuset. Her fik hun sin egen stue, hvor familien kunne være sammen med hende. Lærke husker tilbage på den tid som enormt svær, men også givende.

En af de sidste dage, Lærke havde med sin mor, kan hun huske, at hun skubbede sin mor rundt i en kørestol nede i gågaden, og de fik chokoladeboller, som de plejede. Selv om det var som så ofte før, var alt også forandret. For det håb, den 10-årige Lærke havde haft før, var slukket.

– Indtil da havde jeg troet, at det kunne vende, men det sidste stykke tid var jeg godt klar over, at jeg skulle miste min mor.

Karina kom hjem til familien den sidste dag. De installerede en hospitalsseng i stuen, så venner og familie kunne komme forbi og sige et sidste farvel til hende. Det var en sommerdag, hvor alle var samlet, og der blev både grædt og grinet i det frirum, der blev skabt inde i stuen, hvor Karina lå.

– Det var den værste dag i mit liv, men samtidig var den også helt perfekt, fordi alle, der skulle være med min mor, var der.

Om natten den 18. juli 2011 gik Karina bort. Hun blev 36 år. Lærke blev vækket om morgenen og fik beskeden.

– Den dag væltede korthuset. Jeg følte, at alt var ligegyldigt.

Blev hurtigt moden

Årene efter Karinas død var svære for Lærke. Hun oplevede, at klassekammeraterne havde svært ved at forstå, hvad hun havde været igennem.

– Jeg blev pludselig mere moden end de andre. Det tror jeg, er normalt i den situation, men det var svært for andre 10-årige at forstå, fortæller Lærke.

Mens hun tog kvantespring i sin udvikling i de år, følte hun samtidig, at hendes liv stod stille, fordi hendes mor ikke var her mere.

– Det var sådan en følelse af, at alle andre kørte på motorvejen, mens jeg selv bare var gået i stå i nødsporet.

Tiden efter beskriver Lærke som sårbar. Hun reagerede anderledes på ting, end hun plejede, og der skulle ikke meget til at gøre hende ked af det, men hun gemte det bag vrede. Det medførte desværre, at folk omkring hende begyndte at få berøringsangst. Ingen turde tale om det svære med Lærke, så hun gik ofte alene med sine følelser. Hun ville gerne være en anden end pigen med den døde mor. Skolen blev et frirum, hvor hun kunne holde det hele lidt på afstand, mens hun resten af tiden følte, at hun sad fast i nødsporet.

Lærke ved godt, at hendes mors ønske var, at Lærke skulle leve sit liv, også selv om det var svært. Det er også det, Lærke gør nu. Hun bliver student til sommer, bruger sin fritid på at dyrke sport og være sammen med sine veninder, og hun drømmer om at komme i militæret og tage sin værnepligt.

– Selv om jeg har det godt nu, vil jeg altid savne min mor. Det savn vil nok altid være der.

Lærke har nu levet lige så længe uden sin mor, som hun levede med sin mor, og det er noget, der sætter tankerne i gang. For der er mange milepæle i Lærkes liv, som hun ville have ønsket, hendes mor havde været med til. Det gælder blandt andet hendes konfirmation, da hun gik ud af folkeskolen og her til sommer, hvor Lærke får studenterhuen på.

– Lige præcis sådan nogle dage kan godt føles lidt tomme. Man kommer sig aldrig over at have mistet sin mor, men man lærer at leve med det. Og så plejer jeg at huske mig selv på, at det bedste, der kunne ske, det var, at jeg fik lov til at have min mor i 10 år.

For det var jo ikke en selvfølge. Det var en anden persons valg.

– Ellers ville min mor jo ikke have fået den transplantation, der betød, at både min bror og jeg kom til verden.

For Lærke har organdonation derfor altid været et vigtigt emne og noget, de har snakket åbent om i familien. Derfor er hun nu også begyndt at gøre opmærksom på problematikken.

– Jeg vil ikke tvinge nogen til at sige ja til at være organdonorer, hvis de ikke har lyst til det. Men jeg vil gerne have, at folk tager stilling. For det er en beslutning, man selv skal tage, og ikke de pårørende, når det er for sent.

Lærke overvejer at gøre ligesom sin mor og tage en tur for det gode formål.

– Somme tider fortæller folk mig, at jeg minder om hende. Når jeg får det at vide, bliver jeg stolt, for min mor var en fantastisk kvinde.

Lærke og hendes mor Karina Tuemand