Kærlighed

Sex- og samlivsbrevkassen: Jeg har kysset en anden mand

29. marts 2019 af Helle Hartz. Foto: Panthermedia.
Stine lever i et lykkeligt ægteskab, men alligevel opstod der pludselig kemi – og kysseri – mellem hende og en kollega. Skal hun fortælle sin mand om det? Helle Hartz giver her sit bedste råd.

Jeg har kysset en anden mand

Jeg er en kvinde på 42 år, der er lykkeligt gift og har to dejlige børn. Jeg er ganske tilfreds med mit liv og mit ægteskab og synes, jeg har styr på det hele.

Og så skete der for nyligt noget, der vendte op og ned på det hele. Jeg var til firmafest og dansede med en kollega, som jeg tidligere har arbejdet tæt sammen med, og som jeg altid har syntes godt om, men uden at der var ”noget” mellem os. Men lige præcis den aften opstod der noget mellem os – det var nærmest magisk, luften mellem os var helt elektrisk, og vi var ekstremt tiltrukket af hinanden. Det endte med, at vi forlod festen og gik på en bar, hvor vi sad i det mørkeste hjørne og snakkede og kyssede hele natten. Jeg var helt fortumlet, da jeg kom hjem den nat. Efterfølgende har vi sms’et lidt sammen, og forleden mødtes vi igen i al hemmelighed.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Prøv også: Tilfreds dig selv med sexlegetøj - find det her

Der er stadig en kemi mellem os, men vi er begge gift og i gode ægteskaber, så vi snakkede situationen igennem og blev enige om at stoppe, mens legen var god. Vi skal også arbejde sammen om nogle projekter senere på året, så vi prøver at ”lukke den ned”, før vi bliver for involverede i hinanden. En beslutning vi begge er enige i. Der er ikke nogen af os, der ønsker hverken at være vores ægtefæller utro eller bryde et ægteskab.

Men oplevelsen har sat nogle spor i mig, og jeg er egentlig ret rystet over, både hvor tiltrukket jeg blev/er af ham, og at jeg kyssede ham den aften. Jeg har ekstremt dårlig samvittighed over for min mand og er i tvivl om, om jeg skal fortælle ham det. Har du nogle råd i denne situation?

Mange hilsener Stine

Se også: Sex- og samlivsbrevkassen: Jeg kan ikke glemme hans utroskab

Kære Stine

Det er ikke altid, livet opfører sig, som vi gerne vil have det, og jeg tror ikke, vi kan undgå at gå gennem et helt liv uden at blive tiltrukket af andre. Det er jo egentlig meget dejligt, fordi det viser, at vi er konstant følende væsener, der udvikler os hele livet – selv om det så nogle gange kan lave lidt for meget røre i andedammen. Som du har oplevet nu.

Du skriver, at du var/er tilfreds i dit ægteskab, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om der alligevel var/er noget, du savner, siden du kunne lade dig friste sådan af en anden mand. Måske repræsenterede han noget, som du mere eller mindre ubevidst har savnet hos din mand? Hvis det er sådan, kan du jo vende din oplevelse til noget positivt og konstruktivt i dit ægteskab og prøve at få tilføjet det, du føler, du savner her.

Læs også: Sex- og samlivsbrevkassen: Han er altid hjemme

Jeg er grundlæggende stor tilhænger af åbenhed i et parforhold, men i dette tilfælde synes jeg ikke, du skal fortælle din mand, hvad der er sket. Hvis du er så afklaret med det, som du umiddelbart giver udtryk for, og der heller ikke skete mere end lidt forholdsvist uskyldigt kysseri, ville det bare plante unødig mistillid mellem din mand og dig, hvis du fortæller det. Så længe du er helt afklaret med dine følelser for den anden mand, og I kan styre tiltrækningen over for hinanden, vil jeg mene, at det er den bedste måde at tackle det her på.

Skulle det så blusse op igen, må du alvorligt overveje, hvad det handler om, og i hvilken retning du så skal gå, men det lader ikke til at blive aktuelt. Så tag oplevelsen som det, det var – en oplevelse. Og en som har fået dig til at tænke en ekstra gang over tingene, og det er jo i sig selv ikke så dårligt endda.

De bedste hilsener Helle

Sponsoreret indhold