Kærlighed

Sex- og samlivsbrevkassen: Sexlivet er gået i stå efter fødslen

7. marts 2020 Helle Hartz Foto: Panthermedia
Jesper fortæller, at han blev far for lidt over to år siden, og i den forbindelse er sexlivet gået helt i stå. Hvordan genfinder han og hans kæreste lysten og gnisten igen?

Min kæreste og jeg er begge i slutningen af 30’erne, og vi fik en dejlig lille pige for lidt over to år siden. Hun har bragt så meget glæde ind i vores liv og har ikke været specielt vanskelig. Men siden vi fik hende, har sexlivet mellem min kæreste og mig været ikke-eksisterende. Jeg ved, man siger, at man som regel kan forvente, at sexlivet går lidt i dvale de første to år som nybagte forældre, fordi man har hænderne og hovedet fuld af babyen, og jeg har også været opmærksom på ikke at lægge pres på min kæreste, men altid prøvet bare at støtte og hjælpe, så godt jeg kan med vores datter. Min kone har samtidig insisteret på, at vores lille pige skal sove sammen med os i vores seng, og hun mener, at det er en af grundene til, at vores pige også sover igennem om natten, da hun føler sig tryg sammen med os.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Men nu synes jeg efterhånden, at hun er blevet så stor, at hun burde kunne sove i sin egen seng. Der er jo heller ikke nogen mulighed for at være intime sammen, når der ligger et barn mellem os. Men min kæreste vil ikke ændre på det. Jeg synes, jeg har været meget forstående og tålmodig, men nu er det altså ved at slippe op. Jeg synes, min kæreste er en fantastisk mor, men jeg savner hende som kæreste, hvor det også bare kan være os to, og vi kan være sammen fysisk igen og nyde hinanden. Men det er svært at trænge igennem til hende.
Hilsen Jesper

Kære Jesper

Rigtig mange forældre kender til dit problem, og det er bestemt noget, der skal tages hånd om. For mange kvinder er det at blive mor en stor og nærmest altoverskyggende oplevelse, og de kommer nemt til at kanalisere al deres energi og kærlighed over på deres barn og glemmer den anden part i forholdet, nemlig faderen. Som du selv skriver, så er der en mere eller mindre uskreven regel om, at man kan forvente en vis form for undtagelsestilstand de første to år, efter at man har fået et barn, men så skulle tingene også gerne lande i et mere normalt leje igen, også i sexlivet.

Men det kan være svært at finde derhen igen. Specielt hvis barnet (fortsat) får lov at fylde meget i forholdet, som det tydeligvis gør hos jer. Jeg har på fornemmelsen, at din kæreste bruger jeres datter som undskyldning for ikke at genoptage jeres sexliv. Nogle kvinder bliver så optagede af at være mor, at de glemmer deres sexlyst og ikke orker at skulle til at være seksuelle væsener igen med alt, hvad det indebærer af fysisk udfoldelse og intimitet, og jeg tror, det er dér, din kæreste er. Og det er en skam, for i sidste ende kan hun risikere, at du forlader hende, fordi du føler dig afvist og utilfredsstillet.

Jeg synes, du skal tage en snak med hende, hvor du fortæller, at du savner hende som kæreste, og hvad du/I kan gøre for at puste liv i sexen igen. Det skal ikke være anklagende, men slå hellere på, at du synes, hun er attraktiv og sexet, og du gerne vil være sammen hende. Og så må du få hende overtalt til at få jeres datter ud af sengen, for du har helt ret i, at det spænder ben for jeres intime relation. Sat lidt på spidsen mener jeg, at soveværelset skal bruges til to ting: at elske og sove i – begge dele uden børn.

Du kan også foreslå, at I får jeres datter passet, og I så tager på en kæresteweekend sammen, hvor det måske vil være nemmere for hende at lægge moderrollen på hylden og i stedet genfinde sine erotiske sider sammen med dig. Hvis I tilfældigvis har et badekar derhjemme, kunne du også foreslå, at I gik i bad sammen, hvor I havde pyntet badeværelset med stearinlys og velduftende badeolier og på den måde kom lidt tættere på hinanden rent fysisk på en behagelig og afslappet måde. Jeg håber, det lykkes at få vækket hendes lyst igen.
De bedste hilsener Helle

Læs også: Gnisten i vores forhold er væk

Sponsoreret indhold