Kendte

Tina Turners turbulente liv og karriere

16. maj 2018 (opd. 26. maj) Af Jørgen de Mylius
Foto: Henning Kaiser/Ritzau Scanpix
Hun kaldes både queen og grandmother of rock'n'roll, for hendes stemme og sceneoptræden har gennem hele hendes karriere været kraftfuld og eksplosiv. Jørgen de Mylius fortæller her om Tina Turners turbulente karriere - fra den spæde start til hun blev et verdensnavn. Og han fortæller om sit eget møde med den store stjerne.
Tina Turner giver den gas i Køln
Tina Turner giver den gas. Her i 2009 i Køln.

Jeg har mødt Tina Turner en enkelt gang. Det var i Odense, hvor jeg var vært på et af flere store direkte tv-shows sammen med Otto Leisner.

Hun var venlig, overholdt alle indgåede aftaler, og det viste sig, at hun også var nyforelsket. 20 år senere var hun for anden gang i direkte tv som en sidsteøjebliksredning til et publikumstomt H.C. Andersen-show i Parken og et honorar, som danskerne taler om endnu.

Tina Turner figurerer højt på Top 20-listen over vor tids bedste solister nogensinde. Hun er både the queen og the grandmother of rock'n'roll. Og efter manges mening klinger titlen på et af hendes mange store hit ”The Best” helt rigtigt.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Hun har modtaget utrolige 11 grammyer – otte af dem for sine indspilninger og tre æresudmærkelser for sine bedrifter. Og solgt mere end 200 millioner album og millionvis af sine mange store hits gennem karrieren. Hun er berømt for sine energiske bensving, for sin kraftfulde sang, for sin fornemmelse for alverdens stilarter som rock’n’roll, rhythm and blues, soul, disco og stille ballader.

Tina Turner, Otto Leisner og Jørgen de Mylius før det direkte tv-show, OBS 86, der blev sendt fra Odense Koncerthus.
Tina Turner, Otto Leisner og Jørgen de Mylius før det direkte tv-show, OBS 86, der blev sendt fra Odense Koncerthus.
Foto: Finn Johansen

Tina i Danmark

Tina Turner har kun op­trådt i Danmark ganske få gange. Da hun skrev sin selv­biografi ”I, Tina”, vakte det vild opsigt, at hun tilsyneladende var blevet tæsket af sin daværende mand og kollega, Ike Turner, gennem store dele af deres fælles karriere.

Det endte da også med, at hun og Ike blev skilt. Det skete under stor opmærk­somhed i 1976, efter at Tina allerede havde stoppet deres samarbejde to år tidligere. Skilsmissen tog tid, for Ike havde patent på navnet Tina Turner, og Tina måtte betale stort set alt, hvad hun ellers havde krav på, for at få lov til at optræde videre som Tina Turner.

Filmatiseringen af bogen blev en stor succes en del år efter. Efter skilsmissen begyndte en møjsommelig karriereoptur, hvor hun i første omgang skulle betale den gæld, hun havde fået for at erhverve rettigheden til sit kunstnernavn, og i anden omgang tog hun jobs i mindre klubber i hele USA, indtil hun var gældfri.

Fra Anna til Tina

I virkeligheden hedder hun Anna Mae Bullock. Hun er født i byen Nutbush, Tennessee. I 1973 skrev og indspillede hun en hyldest ”Nutbush city limits”, som blev en af de sange, der satte Ike og Tina på en verdensliste over hitmagere.

Anna har en ældre søster, Ruby. I barndommen var de adskilt en del af årene, fordi deres forældre ikke kunne klare tilværelsen, så Anna blev installeret hos sin mormor. Hun døde pludselig, da Anna var 16 år, og efter den tid kom alt til at dreje sig om at flytte hjemmefra og klare sig selv. Drømmen var at blive sygeplejerske, men hun var også fascineret af den rhythm and blues, der blev spillet på de små klubber i St. Louis og omegn, hvor man kunne more sig lidt bedre end hjemme i Nutbush.

Det var her, den 17-årige Anna første gang oplevede Ike Turners band The Kings of Rhythm.

Det var Anna, der pressede på for at få lov til at synge lidt hos nogle af musikerne i pauserne, og det endte med, at gruppen blev ret begejstret for hendes veludviklede stemme.

Ike skrev i 1960 sangen ”A fool in love”. Anna var med i studiet for at synge kor, og netop den dag udeblev grup­pens faste solist Art Lassiter. Ike indvilgede i at lade Anna lave en demoudgave, men hun gjorde det åbenbart så godt, så det blev hendes ver­sion, der udkom. Den blev et rhythm and blues-hit i USA, og det var ved den lejlighed, at Ike patenterede navnet Tina Turner, så han til hver en tid kunne bruge navnet til en eventuel ny sangerinde, hvis Anna pludselig forlod bandet.

Tina Turner

Sangerinden Tina Turner var dermed skabt. Hen ad vejen blev forholdet mellem Ike og Tina også personligt, og selv om Tina i begyndelsen var tilbageholdende, blev det med tiden til samliv og ægteskab. Et voldeligt af slagsen.

Men på overfladen var der idyl, og succesen på koncertscenerne i USA var ikke til at tage fejl af.

Ike og Tina fik en del mindre rhythm and blues-hit som ”I Idolize you”, ”Poor Fool” og ”I can’t believe what you say”. Men det var deres liveshows, der for alvor gav dem deres ry som et af de mest eksplosive shows i USA. Der var jobs i alle stater, og efterhånden tjente de gode penge, selv om Ike udvidede orkestret med pigetrioen The Ikettes, som sang kor til Tinas vokal.

Gang i karrieren

I 1965 oplevede den excentriske producer Phil Spector deres show, og han mente, at Tinas stemme var lige det, han manglede til sit nye nummer ”River Deep – Mountain High”. Det blev en pompøs optagelse, hvor han måtte betale Ike for at holde sig væk. For Phil Spector ville kun arbejde med Tina. Det gav flere kurrer på tråden, end der al­lerede var i forvejen, ifølge Tina Turners selvbiografi.

Sangen har fået mange priser i årenes løb, selv om den faktisk kun blev et stort hit i Europa. Men dens flotte lyd med Tinas højenergiske stemme over en næsten symfonisk instrumental baggrund blev en milepæl i pophistorien og åbnede mange døre for Ike og Tinas omrejsende orkester, som Ike havde omdøbt til The Ike & Tina Turner Revue. Blandt andet blev de hyret af The Rolling Stones til at spille opvarmning på en længere Englandsturné i 1966.

Ikes død

I december 2007 blev Ike Turner fundet død af en overdosis kokain. Han led også af lungesygdommen KOL, og Tina Turner udsendte en kort pressemeddelelse, hvor hun udtalte, at hun ikke havde haft noget med Ike at gøre i 30 år, og at hun ikke havde yderligere kommentarer.

Samtidig med at succesen og de høje honorarer rullede ind, blev Ike mere og mere dedikeret til kokain. Der var en hjemmebase at passe, for Ike havde to børn i forvejen, som Tina adopterede. Tina selv havde som 18-årig fået sønnen Craig, som Ike til gengæld adopterede. Sammen fik de sønnen Ronnie, som i dag er i musikbranchen med sit eget band.

Det blev selvsagt nødvendigt med permanente barnepiger, fordi forældrene sjældent var hjemme, men efterhånden brugte Ike de fleste honorarer til sit kokainmisbrug, så der blev ikke meget tilovers.

I 1968 blev Tina gravid igen, men da hun opdagede, at en af hendes korpiger i Ikettes også var gravid med Ike, fik hun en abort. Der­efter blev forholdet mellem Ike og Tina kun dårligere, indtil Tina søgte om skilsmisse i 1976.

Det bedste råd

Det blev en sej omgang. For det første forsøgte Tina Turner selvmord lige før et show i Los Angeles, fordi hun var blevet slået og banket i løbet af dagen. Hun slugte 50 valiumpiller. Kom til udpumpning og overlevede. Da Ike endelig indvilgede i skilsmisse, var det mod god betaling for, at hun kunne erhverve rettigheden til sit navn og fortsætte karrieren som Tina Turner.

Så selv om hun måske ikke var fattig, da hun var ude af ægteskabet, var det ifølge hendes selvbiografi tæt på.

Der var gældsposter overalt, hvor Ike havde haft adgang til konti, og de skulle fyldes ud. Men hun var glad, hun var fri og havde mod på at forsøge selv.

Og så var der også managere og pladeselskaber, der var villige til at investere i en soloudgave af Tina Turner. Hun fik det gode råd at ændre sit bluesbaserede show til rendyrket rock'n'roll, og det er måske det bedste råd nogensinde, hun har fået og rettet sig efter.

Med et forrygende talent i bagagen og en manager, der sørgede for gæsteoptræden i tv-shows hos navne som Donny & Marie Osmond, Sonny & Cher og Rod Stewart fik hun fyldt kalenderen op. Hun blev opvarmning for Rod Stewart på en omfattende USA-turné. Det gik slag i slag, og i 1983 fik hun sit første solohit i USA siden Ike og Tina-tiden med en ny udgave af Al Green-hittet ”Let’s stay together”.

Tina Turners top-10

  1. What's love got to do with it
  2. The Best
  3. Nutbush city limits
  4. We don't need another hero
  5. Proud Mary
  6. Typical Male
  7. It's only love
  8. It takes two
  9. Cose della vita
  10. When the heartache is over

I Europa kom den langt højere op på hitlisterne, og det medførte, at hun tog imod et tilbud om at indspille albummet ”Private Dancer” i England i løbet af to måneder.

Top-sangskrivere som Mark Knopfler fra Dire Straits og Graham Lyle havde sange, som Tina Turner faldt for, og blandt andet Lyle fik i årene efter indskrevet sig som en af de mest leveringsdygtige i hits til Tina.

”Private Dancer” blev et af de mest enestående pladecomeback i pop- og rockhistorien. Alene hjemme i USA solgte det fem millioner album og kom op til 3.-pladsen på den eftertragtede Top 100-liste. Der kom hele syv singlehit fra albummet, hvor de bedst kendte i Europa er ti­telmelodien samt ”What’s love got to do with it”.

Mylius' møde med Tina

80’erne endte som den helt store optur for Tina Turner og hendes ry som ”The queen of rock'n'roll”.

Da jeg i 1986 skulle lave nogle store tv-shows i Odense Koncerthus sammen med Otto Leisner, hvor licenskampagne gik hånd i hånd med tv-banko og internationale kunstnere, fik vi mulighed for at hyre Tina Turner. Da hun var blandt rock’n'rolls hotteste på det tids­punkt, fik vi i hast ordnet kontrakten, og Tina kom til Odense med sit følge for at levere to numre i det stort anlagte direkte show. Valget faldt på ”Two people” samt hittet ”Typical Male”. Hendes optræden i Odense var hendes første tv-optræden i Danmark – og hun var venligheden selv, men ikke særlig socialt anlagt. I hvert fald den dag.

Hun poserede gladeligt i 10 minutter med Otto og mig foran blitzende kameraer, men da Se & Hør efterfølgende ville lave et billede af hende og Otto, hvor de nød dansk biksemad sammen, sagde hun nej tak og forsvandt som et lyn fra scenen.

Hun deltog heller ikke i showets afterparty, hvor vi andre summede af. Vi fik fat i Tina Turner i en hektisk periode af hendes liv. Hendes pladeudgivelser røg til tops på hitlister på begge sider af Atlanten. Hun var med i Michael Jacksons ”We are the World”-projekt, hun fik hovedrollen i filmen ”Mad Max beyond Thunderdome” sammen med Hollywoods Mel Gibson, og filmen gav hende to nye hits med blandt andet ”We don’t need another hero”.

Desuden fik hun gode anmel­delser for sit skuespil samt en ærespris oveni, uden at hun i den anledning havde mulighed og tid til at forfølge en skuespilkarriere. 80’erne bød også på medvirken i Bob Geldorfs ”Live Aid”-velgørenhedsprojekt, hvor hun optrådte side om side med Mick Jagger.

Musik­priser regnede nærmest ned over Tina Turner, som ikke bare var tilbage på toppen, men også var blevet superstjerne i det meste af verden. Hun kom i Guinness Rekordbog, da hun sammen med Paul McCartney optrådte for mere end 180.000 mennesker i Rio de Janeiro.

Tina Turner optræder ved det store H.C. Andersen-show i Parken i 2005.
Tina Turner optræder ved det store H.C. Andersen-show i Parken i 2005.
Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Har droslet ned

Efter at have sunget den U2-komponerede titelsang til James Bond filmen ”Golden Eye” begyndte hun offentligt at lancere idéen om at skære ned og bare nyde livet.

I 1985 havde hun truffet den tyske pladedirektør Erwin Bach. De blev venner, og året efter blev de kærester. De har været sammen lige siden og har haft base i Zürich i Schweiz, hvor Tina Turner har opnået at blive statsborger.

Efter at have været kærester i 27 år blev parret gift i 2013 ved en ceremoni på bredden af Zürich-søen. Selv om Tina halvt om halvt trak sig tilbage til privatlivets fred omkring årtusindskiftet, har hun alligevel været på turné, og specielt i 2008 blev hendes meget omtalte 50-års jubilæumsturné en kæmpesucces.

Men allerede i 2002 var hun med, da hendes hjemstat Tennessee omdøbte en del af den berømte Route 66 – mellem Brownsville og Nutbush – til ”Tina Turner Highway”. Hun har også vist sig ved forskellige festligheder til hendes ære. Senest i begyndelsen af 2018, hvor hun dukkede op til premieren på Londons musical ”Tina”. Hun har hjulpet med idéer og facts, og ved premierefesten gav den 77-årige sangerinde også et nummer på scenen. Musicalen ”Tina” var i øvrigt blandt Londons hotteste.

Den 24. maj 2023 sov Tina Turner ind efter længere tids sygdom. Hun blev 83 år.

Sponsoreret indhold