Lise Nørgaard med et glimt i øjet

Om bogen: 

Lise Nørgaard er en af Danmarks mest elskede forfattere. Hun har skrevet tv-serien Matador og bl.a. erindringsbøgerne Kun en pige og De sendte en dame. Hun begyndte sin journalistiske karriere på Roskilde Dagblad og har skrevet fantastiske efterkrigsartikler fra Hamburg i 1946.

På Politiken skrev hun om social uretfærdighed, før andre tog sig af de udsatte, og hun var populær redaktør og brevkasse-forfatter på Hjemmet i 1970'erne, samtidig med hun skrev satire på DR som Hovhov og sitcoms som Karlsens Kvarter og Huset på Christianshavn.

Bogen ”Lise – Et livsværk” viser alle Lise Nørgaards facetter som forfatter og journalist.Den illustrerede bog indeholder også portrætter af Johannes Møllehave og Jane Aamund - og forklaringen på, hvorfor hunde altid sniger sig ind i Lise Nørgaards tekster.

Uddrag fra bogen Lise – Et livsværk

Middel mod morgen-kaos

I en familie med mange medlemmer, der alle skal benytte de samme sanitære installationer om morgenen, er man nødt til at have en vis husorden for at dagen ikke skal starte med kamphandlinger.

Det giver ikke nogen harmonisk start på dagen, hvis alle farer rundt og rusker og flår i de samme døre og gør krav på de samme vandhaner på samme tid – og slet ikke, hvis denne samme tid er sidste øjeblik for alle familiemedlemmernes vedkommende.

Det mildner morgenluften, hvis familiemedlemmerne står op på skift og alligevel helst i god tid. Det giver en rar atmosfære og en god begyndelse på dagen, hvis alle sætter sig til bords ved et hyggeligt morgenbord.

Der står ingen steder skrevet, at dette morgenbord udelukkende skal beredes af husmoderen, især ikke, hvis hun også skal på arbejde. Enkle gøremål som borddækning, tilberedning af kaffe, æg, og frembæring af mælk og brød kan også ordnes af familiemedlemmer uden større huslig kunnen.

***

Fredelig morgenmad

For de fleste mennesker gælder, at de ikke rigtig er til, før de har fået deres morgenmad. Morgenbordet er derfor ikke lige det sted, hvor de store diskussioner skal startes.

Intet er efter min mening så frygteligt, som hvis nogen skal have rejst et problem før alle i huset har fået deres første proteiner. Det er den sikreste opskrift på en familieballade, som kan sende en flok stridbare og mugne personer ud af en højt smækkende entredør.

Når mænd på morgenkvisten braser ind på deres kontor med vilde øjne og ufredelige lader, når damer skændes med konduktøren i morgensporvognen eller vrisser af de handlende, når skolebørn tæver hinanden allerede ved stoppestedet, så er den dybere årsag meget ofte den, at et ubetænksomt familiemedlem før morgenbordet har sagt, at der var et prekært spørgsmål, der skulle klares her og nu – hvad enten de andre ønskede det eller ej.

Af samme grund skal De heller aldrig ringe andre mennesker op og opholde dem, før de har fået dagens første måltid. Især ikke med beklagelser, problemer eller dybere sager, de skal tage stilling til. På den måde kan selv gode venner komme til at hade Dem. Vi kommer senere tilbage til det med telefonen i al almindelighed, men dette være sagt allerede nu.

De skal heller ikke rejse økonomiske krav ved morgenbordet eller spørge Deres børn, om de nu tror, de kan deres lektier perfekt, lige i det øjeblik, ungerne tager den første bid af ostemadden. De vil nemlig antagelig sige ja, hvad enten det er rigtigt eller ej.

Men Deres aldeles overflødige og på dette tidspunkt taktløse spørgsmål vil ødelægge nydelsen af førnævnte ostemad og efterlade et sært sug i maven. Det er nemlig meget få børn, som mener, de kan deres lektier perfekt. Det husker De sikkert selv fra Deres egen skole.

***

I enrum, tak

Af hensyn til det med illusionerne er der flere gøremål, som vi lige så godt kan gå i enrum med. Forudsat da, at vi er så gamle, at vi kan ordne dem uden assistance. Herunder hører for eksempel alle former for soignering. Ikke bare de mest intime, men også ting som udbedring af teinten samt ordning af alle tyve negle. Når jeg specielt nævner denne sidste proces, så er det, fordi mange mennesker har den opfattelse, at omgivelserne ligefrem har behov for deres selskab, mens den står på.

Kender De damen, der pludselig møder op med et mægtigt fad sæbevand og flere operations-instrumenter og begynder at ordne fødder for et større forum. Eller hende, der invaderer dagligstuen bevæbnet med håndklæde, neglefil og flere flasker med acetonstinkende indhold og etablerer en manicure-salon i familiens og vennernes midte. Eller herrer, der frimodigt giver sig til at klippe negle for et større publikum, mens splinterne ryger om ørerne på de sagesløse.

Det er et godt princip, at jo flere anstrengelser vi skal udfolde for at holde os selv smukke, desto større grund er der til at skjule disse anstrengelser.

***

Til konerne

Lægger Deres mand sig i sengen med en sygdom, så vil han højst sandsynlig være dobbelt så syg som noget menneske nogensinde har været det i denne verden, selvom han kun har 37,8. De kan lige så godt med det samme gå ind på denne tankegang for at få det overstået så hurtigt som muligt. Og vis ham for himlens skyld, at De er glad for at De beholdt ham denne gang.

Til mændene

Lægger Deres kone sig i sengen kan hun naturligvis aldrig blive så syg som De nogensinde har været det. Men vær alligevel god ved hende. Ellers risikerer De bare, at hun står for tidligt op og derefter bliver syg igen og måske slår Deres rekord. Og det skal De jo nødig risikere

***

Det frygtelige våben surhed

Surhed er efter min mening ikke bare et frygteligt, men også tarveligt våben. Ethvert menneske skal have lov at have sine stille stunder og de færreste er herre over deres humør. Men daler humøret til grader, der kan give de andre forfrysninger, da skal det bringes i enrum.

Surhed er tilgivelig, hvis man beholder den for sig selv. Den er utilgivelig, hvis den bredes ud over en større kreds. Det gode familielivs værste fjender er efter mit skøn ikke de medlemmer, der indimellem tager den store tur og skriger og buldrer og får renset systemet for utilfredshed med en mægtig udladning. De værste er de medlemmer, der kan være sure i lange perioder og lægge deres dårlige humør som en klam tåge over hele boligen og alle dens indvånere.

Årsagerne til surheden kan være mange, de kan være ganske udefinerbare eller de kan være hentet på arbejdspladsen. Surheden kan også bunde i, at dens ombærer vil opnå et eller andet. Men uanset surhedens art og uanset dens hensigt, så er den en svinestreg mod de nærmeste.

Er De fornærmet på Deres omgivelser, så tal ud med dem. Er De gnaven over et eller andet, der er gået Dem på ude i livet, så er hjemmet ikke det sted, hvor vanskelighederne skal afreageres, for så skal der nok også blive problemer der, selv om De ikke selv mærker dem i første omgang.

Til gengæld må den, der kommer bærende hjem med et dårligt humør, også have krav på at være alene med det, og det gælder ikke bare de voksne, men også børnene.

Kommer nogen af Deres nærmeste hjem og ser knyttede ud og går ind og lukker døren bag sig, så lad være at gå efter for at høre en forklaring, for den lukkede dør betyder højst sandsynligt, at den krænkede, fornærmede eller sorgfulde har trukket sig tilbage med de triste tanker og ikke ønsker at fremsætte nogen erklæring før disse tanker har bundfældet sig eller har antaget en lysere nuance.

***

”Jo mere vi er sammen” (Rhodos, 1966).

[node:advert-in-body_4]