Jeg føler mig hægtet af fremtiden

Jeg er en ung kvinde på 26 år, der aldrig rigtig har kunnet finde ud af, hvad jeg ville arbejde med. Det har betydet, at jeg ikke har interesseret mig særligt meget for min fremtid og uddannelse. Jeg føler, mine forældre altid har været efter mig, fordi jeg ikke har haft ambitioner, men at de på et tidspunkt nærmest gav op og lod mig sejle min egen sø. Det har sådan set passet mig fint.

Men nu er mine venner godt i gang med enten at skabe sig en karriere eller læser på universitetet og håber at få et fedt job senere, og jeg kan mærke, at jeg er hægtet af. Jeg arbejder som pædagogmedhjælper (ufaglært), og det trives jeg med, men jeg er begyndt at overveje, om jeg vil fortsætte med det resten af mit liv. Er det virkelig så nødvendigt at få en uddannelse?

Nu behøver det altså ikke at være den evige lykke at få en universitetsuddannelse. Jeg kender mange, der er gået direkte ud i ledighed eller af andre årsager har skiftet bane fuldstændigt.

Det er dejligt, du er glad for dit job som pædagogmedhjælper. At arbejde med børn er vel noget af det vigtigste og mest givende, der findes. Du skriver, at du trives med det, så hvorfor ikke uddanne dig til pædagog? Hvis du skal fortsætte i mange år, tror jeg, det vil være rart for dig at have fagligheden på plads. Desuden mangler der hænder i den branche, og du har allerede erfaring, så det ligger lige for.

Du skal bestemt ikke føle dig hægtet af. Dit arbejde er fuldt ud så vigtigt som alt andet.