Min kæreste, vores to børn og jeg flyttede for fire år siden fra vores lejlighed i byen til hus med have i en lille landsby. Det var mest min kæreste, der gerne ville ud af storbyen, og jeg gav mig, da det også ville være godt for børnene.
Men nu kan jeg knap nok holde det ud mere: Jeg keder mig. Jeg arbejder stadig inde i byen, og jeg får sværere og sværere ved at tage hjem om aftenen, fordi stedet hænger mig ud ad halsen. I stedet sørger jeg for at have aftaler med venner og veninder, så jeg slipper for at tage hjem. Men det kan jeg jo ikke være bekendt over for hverken mine børn eller min kæreste.
Jeg snakker ikke rigtig med nogen, hvor vi bor, og det rager mig en høstblomst at ordne have og male hus. Jeg synes, jeg har givet landlivet en reel chance, men det er ikke noget for mig.
Vores børn er desuden blevet teenagere, og de begynder selv at søge mere og mere ind mod byens mange tilbud. Det vil de formentlig gøre mere og mere, jo ældre de bliver. Men jeg er bange for at såre min mand ved at fortælle ham, at jeg ikke orker at bo på landet mere. Hvad gør jeg?

Question

Min kæreste, vores to børn og jeg flyttede for fire år siden fra vores lejlighed i byen til hus med have i en lille landsby. Det var mest min kæreste, der gerne ville ud af storbyen, og jeg gav mig, da det også ville være godt for børnene.

Men nu kan jeg knap nok holde det ud mere: Jeg keder mig. Jeg arbejder stadig inde i byen, og jeg får sværere og sværere ved at tage hjem om aftenen, fordi stedet hænger mig ud ad halsen. I stedet sørger jeg for at have aftaler med venner og veninder, så jeg slipper for at tage hjem. Men det kan jeg jo ikke være bekendt over for hverken mine børn eller min kæreste.

Jeg snakker ikke rigtig med nogen, hvor vi bor, og det rager mig en høstblomst at ordne have og male hus. Jeg synes, jeg har givet landlivet en reel chance, men det er ikke noget for mig.

Vores børn er desuden blevet teenagere, og de begynder selv at søge mere og mere ind mod byens mange tilbud. Det vil de formentlig gøre mere og mere, jo ældre de bliver. Men jeg er bange for at såre min mand ved at fortælle ham, at jeg ikke orker at bo på landet mere. Hvad gør jeg?

Kærligt talt Mimi · Accepted Answer

Nu er der jo mange måder at sige tingene på, og ordet “orker” er nok ikke så velvalgt. Men jeg synes bestemt, at det nu er din (og måske børnenes) tur til at få opfyldt dine ønsker, efter at I som familie har fulgt din mands i fire år. For som du beskriver det, er hus og have mest hans projekt.

Men det er vigtigt, at du går kærligt til værks og ved hjælp af gode argumenter gør det klart for ham, at både du og børnene gerne vil tilbage til byen. Det kan for eksempel være argumenter om børnenes muligheder for uddannelse og fritidsinteresser og din lange vej til og fra arbejde.

Hvis jeg var dig, ville jeg dog nedtone, at du gerne vil have flere muligheder for at gå mere i byen. Men måske har han også venner og kulturtilbud, som han dyrkede før – og dem kan du jo godt minde ham om.

Da jeg var barn, læste jeg meget gerne Flemming-bøgerne, selv om de vist egentlig var skrevet for drenge. Her var mottoet ”Prøv med kærlighedens stærke arm”, for det var essensen af forfatteren bag bøgerne, skoleleder Gunnar Jørgensens, pædagogik. Men kærlighedens stærke arm kan også bruges som klog kvindelist.

Jeg fortryder, at jeg gik med til at flytte hele familien på landet

Kære Mimi

Skal vi flytte sammen med familien?

Kære Andrea

Flere svar

Festen flytter ud på altanen: Hvordan lokker jeg rygerne ind igen?

Hår under armene eller ej?

Min kollegas lange, kunstige negle klikker på tastaturet: Lyden gør mig vanvittig

Forstyrret af mobiltelefonernes lysende skærme: Koncerten blev ødelagt for mig

Skuffet værtinde: Halvdelen af gæsterne ignorerer min dresscode

Min kone taler babysprog til vores hund

Efterladt cykel sat i stand til veninde: Er det genbrug eller tyveri?

Single med kærestesorg: Jeg orker ikke at deltage i vennernes bryllup

Mest læste

Ine var medafhængig til Adeels misbrug

Min far blev tævet ihjel

To dumme glas vin

Kræver ægtefællebidrag af sin eksmand: Nægter at gå ned i levestandard

Vores søns arv skal ikke bruges på at betale hans gæld til staten