Mimi til ulykkelig farmor: Du må mere på banen

Kære Mimi

Jeg er mor til to voksne sønner, hvor aldersforskellen er 10 år. Den ældste har to drenge, som er ved at være teenagere. De bor et stykke vej fra os, så jeg har ikke haft mulighed for at deltage så meget i deres opvækst. Vi har dog passet dem, og de har dog været på overnatning hos os.

For halvandet år siden fik min yngste søn en lille pige. De unge bor i samme by som os, og da jeg fornyelig er blevet pensionist, ville jeg både have tid og mulighed for at tage mig af mit nye barnebarn.

Problemet er, at det kan jeg næsten ikke få lov til. Min svigerdatters mor bor også i nærheden, og hun er hos familien tidligt og sent. Mens min svigerdatter var på barsel, havde jeg indtryk af, at hun kom forbi dagligt. Nu er den lille i vuggestue, og hendes mormor henter hende jævnligt. Når hun er syg, er det også mormor, der passer.

Jeg har sagt lige ud til min svigerdatter, at jeg gerne vil være lidt sammen med mit barnebarn. Hun svarer hver gang, at det skal vi nok finde ud af. Men intet sker, og jeg føler, at hun snakker mig efter munden. I det hele taget synes jeg ikke, at hun er ærlig over for mig. De kommer ikke så tit hos os. Det skyldes, at min mand ryger, og det kan hun ikke acceptere.

Jeg har også forsøgt at snakke med min søn alene, men jeg har indtryk af, at det er hans kone og hendes mor, der styrer det hele derhjemme. Jeg er ked, at jeg ikke kan være mere sammen med mit barnebarn, og det piner mig også, at min søn ikke kan komme til orde. Min mand mener, at vi er nødt til at klappe i og finde os i forholdene. Hvad synes du?

Hilsen den ulykkelige farmor

Giv et abonnement på Ude og Hjemme i julegave

Kære farmor

Det er ikke så længe siden, at jeg fik et spørgsmål, som lignede dit, og da jeg selv er lykkelig farmor, kan jeg såmænd sagtens følge din tankegang. Jeg tror, det er meget almindeligt, at en kvinde holder sig tæt til sin mor, når hun selv bliver mor for første gang. Det er en stor begivenhed, og mange spørgsmål trænger sig på, og her er ens egen mor ofte den nærmeste at søge hjælp hos.

Jeg vil råde dig til at forsøge ikke at betragte din svigerdatter som et problem, for det kan hun mærke på dig.

Men du kan godt presse lidt på. Kom på banen med konkrete forslag til, hvad I kan gøre sammen – alle sammen. Hvis du ikke kender dit barnebarn så godt, er det fint, at hun har far og mor med. Sørg for at være særlig sød og opmærksom over for din svigerdatter. Hun må ikke tro, at det KUN er barnebarnet, du vil være sammen med.

Din søn er tilsyneladende ikke meget værd som allieret. Jeg synes faktisk, han er noget af en vatnisse for nu at sige det pænt. Så ham må du varme op under.

Men giv ikke op. Det er jo nu, dit lille barnebarn bliver rigtig sjov at følge, og hun skal da kende hele sin familie.

Held og lykke fra farmor til farmor

Læs også: Brev til Anne-Marie Østersø: Min svigerinde blander sig i min datters vægt