Mimis brevkasse: Hans teenagedatter driver mig til vanvid

Kære Mimi

For tre år siden flyttede jeg sammen med en mand. Jeg har en søn på 8 fra et tidligere forhold, sammen har vi en dreng på 2, og så har min mand en datter på nu 16. Hun bor hos sin mor, men har et værelse hos os.

I begyndelsen var hun hos os hver anden weekend, men nu har hun slået sig ned mere eller mindre permanent. Vi bor i et gammelt hus tæt på centrum, mens hendes mor bor i udkanten af byen. Det er mere praktisk for hende at være hos os, fordi vi bor tættere på skole og alt, hvad der foregår i byen.

Hun har fra begyndelsen været en prøvelse, for hendes forældre var stadig gift, men tæt på skilsmisse, da jeg mødte hendes far. Det er så i teenagepigens optik blevet til, at det er min skyld, hendes forældre blev skilt. Derfor var jeg også i begyndelsen meget eftergivende, og hun blev forkælet med tøj og penge.

Nu betragter hun vores hjem som en slags hotel, kommer og går, som det passer hende, roder, tømmer køleskabet og kan f.eks. tage en madret op af fryseren, spise en lille smule og smide resten væk.

Hvis jeg spørger, hvorfor hun ikke bare tog et stykke rugbrød, hvis hun er sulten, svarer hun bare, at det gider hun ikke spise.

Jeg har hende også mistænkt for at have været i min pung et par gange, det har jeg dog ikke konfronteret nogen med.

Hendes far betaler dobbelt børnebidrag, så heller ikke økonomisk synes jeg, at det her er rimeligt.

Han siger, at han er glad for, at hun er så meget hos os. Men det er jo ikke, fordi hun gerne vil være sammen med os, hun opholder sig alligevel for det meste på værelset. Hvis vi spørger hende, om hun vil se efter den lille et par timer, kommer der som regel også et negativt svar. Han er i øvrigt rigtig glad for hende, når hun en enkelt gang gider være sammen med ham.

Men denne situation er altså efterhånden ikke til at holde ud, og jeg overvejer seriøst at slutte forholdet til min mand. Jeg har forsøgt at sige det til ham, men det trænger ikke ind. Jeg elsker ham også stadig og vil gerne beholde vores familie, men hvad skal jeg dog gøre med den umulige pige?

Stedmor

Læs også: Mimis brevkasse: Jeg er kørt sur i mit liv

Kære stedmor

Teenagere ER uudholdelige, uanset om man er biologisk forbundet eller ej, og jeg synes ikke, at du skal fortvivle. Men selvfølgelig må du træde i karakter, for situationen hjemme hos jer er da ikke okay.

Du skal bestemt ikke slutte forholdet til din mand, tænk på jeres lille søn. Men det bør din mand altså også gøre.

Datteren er snart flyvefærdig, og der er et ord, der hele tiden popper op i mit hoved: Efterskole.

Det lyder, som om datteren ville have ualmindeligt godt af at komme hjemmefra og lære at begå sig i en noget anden verden, hvor alt ikke bare kommer flyvende.

Prøv at få din mand til at forstå, at det er godt for hans datter med sådan et ophold, ikke kun fordi det er godt for jer, men også for at bringe hende videre i hendes udvikling.

Jeg håber, det lykkes… også for pigen selv.

Kærligst Mimi

Se også: Mimis brevkasse: Jeg savner ham så forfærdeligt