Mimis brevkasse: Jeg bryder mig ikke om min familie

Kære Mimi

Jeg er en kvinde i midten af 50’erne, som har mistet det meste af min familie gennem sygdom og dødsfald. Jeg har ikke rigtig nogen at snakke med mere, og de få, jeg har, spørger altid til nogle af mine fjernere slægtninge, som bor i nærheden af mig.

Nu er det imidlertid sådan, at jeg ikke bryder mig særlig meget om de familiemedlemmer og derfor ikke har lyst til at have kontakt til dem. Det har folk svært ved at forstå, da de fleste mener, at det jo er familie, så dem burde jeg kunne støtte mig til.

Jeg synes ikke, man nødvendigvis skal have et fællesskab, bare fordi man er i familie med hinanden. Er det mig, der er galt på den?

Mvh. HJ

Læs også: Mimis brevkasse: Jeg er kørt sur i mit liv

Kære HJ

Uha, uha, det er vel nok et minefelt, du her bevæger dig ind i. Men ved du hvad? Jeg synes, det er et godt spørgsmål. Har vi ikke alle mødt mennesker i livet, som vi var bedre tilpas med end nogle af vores familiemedllemmer?

Jeg synes, du skal være modig nok til at vælge til og fra. Jeg har selv en dejlig familie. Min egen er ikke stor, men min mands familie har taget mig til sig, og det er en stor glæde.

Min familie behøver heller ikke at være mine nærmeste venner, men jeg føler en godhed over for dem, fordi vi har noget til fælles: En fortid, en opvækst, fælles minder og sådan noget.

Jeg synes, du skal se at få nogle flere venner og veninder. Dem møder man ikke ved at sidde derhjemme. Men de er derude, stol på det!

Kærligt talt Mimi

Se også: Mimis brevkasse: Vi må ikke se vores svigerdatter