Påskefrokost mod betaling

Jeg bliver nødt til at vende et problem med dig. Både til påske og pinse i fjor år inviterede min storebror og hans kone min mor og mig til frokost hos dem. Det var min mor, der fik invitationen og sagde det videre til mig. Vi blev begge gange bedt om at tage brød med til hele familien samt vores egne drikkevarer.

Senere fortalte min mor, at min bror og hans kone havde bedt om at få 250 kroner fra hver af os som bidrag til maden, som de selv kokkerer. Min mor betalte for os begge uden at fortælle mig det. Hun sagde, at hun ikke havde villet nævne det for mig, fordi hun syntes, det var lidt urimeligt. Da jeg fik det at vide, blev jeg mildest talt overrasket – og skuffet. Jeg syntes ikke, det var fair, at vi som gæster både skulle have brød og drikkevarer med og derudover betale for at komme.

Nu nærmer påsken sig, og min bror og hans kone gentager nummeret. Min mor vil igen betale for mig, men det vil jeg ærlig talt ikke være med til. Kan jeg tillade mig at sige det til dem?

Jeg ville sige pænt nej tak til sådan en invitation. Det er muligt, at din bror og hans kone ikke har så mange penge, men så må de skrue ned for ambitionerne eller ændre frokosten til et sammenskudsgilde. Det er i hvert fald ikke i orden at opkræve betaling, og jeg synes også, at en kuvertpris på 250 kroner plus brød og drikkevarer er langt ude.

Jeg synes, du skal foreslå et sammenskudsgilde, og hvis det ikke er muligt, skal du sige pænt nej tak. Det er synd for din mor, at hun bliver bragt i den situation. Men hvis hun ikke vil sige fra, må hun deltage uden dig.