Tapre lille Bonus: Svømmer sig rask efter ulykke

Påsken 2020 var alt andet end en festlig højtid for AnnKatrin og hendes mand, Per. AnnKatrin var netop blevet opereret for kræft – og dagen før skærtorsdag forsvandt deres elskede kat, Bonus.
– Han plejer ikke at være ude om natten, så det var mærkeligt, at han ikke kom hjem. Jeg fik med det samme en dårlig fornemmelse i kroppen, siger AnnKatrin Persdotter fra Landskrona i Sverige.
Sammen med Per og deres hund, Nicky, tog hun ud for at lede efter Bonus. Hun efterlyste ham også i en lokal facebook-gruppe. En nabo ringede og fortalte, at hun havde fundet ham, og at han bevægede sig underligt.
Da AnnKatrin og Per kom derhen, havde han gemt sig under en bunke brædder. Han var skræmt og forsøgte at gemme sig, men AnnKatrin nåede at kaste sig over ham, så de kunne tage ham med til dyrehospitalet i Helsingborg.

Hun har en kalv som kæledyr
Var blevet påkørt
Bonus var blevet påkørt, og naboen havde fundet ham i sidste øjeblik. Han var kraftigt nedkølet.
– Det var koldt, og han havde været ude hele natten, så det første, de måtte gøre, var at få hans temperatur op. Det var heldigt, at det ikke var sket en måned før. Så havde han nok ikke overlevet.
AnnKatrin og Per måtte træffe en stor beslutning. Bonus havde fået en alvorlig bækkenfraktur, og selv om dyrlægerne mente, at der var gode chancer for, at han kunne komme sig, var der ingen garantier. Og det ville kræve en kostbar operation.
Beslutningen var nem.
– Penge gør ingen lykkelig. Jeg er selv kræftsyg, og jeg ved, at man sagtens kan være lykkelig, så længe man bare har mad på bordet og tag over hovedet. Bonus er jo et medlem af familien, så vi følte, at hvis han havde den mindste chance for at blive rask igen, så ville vi tage den.
Trak på bagbenet
Tiden efter operationen var svær. Bonus skrantede og ville ikke klappes.
– Vi fik dårlig samvittighed og følte, at vi havde taget beslutningen for vores egen skyld og ikke tænkt på, hvad der var bedst for vores kat.
Det var vigtigt, at Bonus forholdt sig i ro, men som alle katteejere ved, er det ikke let at holde styr på de små, selvstændige væsener. Bonus trak på sit ene bagben, og AnnKatrin og hendes mor skiftedes til at give ham lindrende massage og bevæge hans ben, så muskelstyrken kunne vende tilbage. Per gik ture med ham i snor.
Da kirurgen undersøgte Bonus igen, konkluderede han, at bækkenet havde flyttet sig halvanden centimeter. De var måske nødt til at amputere benet.
– Jeg spurgte, om der ikke var andet, vi kunne gøre for at hjælpe ham. Om han kunne prøve at svømme. De sagde, at mange katte nægter at gøre det, men at det var forsøget værd.
Bonus fik en prøvetid for at se, om svømning var noget for ham.
– Han svømmede i to minutter, og så købte vi et klippekort til ham med det samme!

De kan nemt blive gode venner: Kat møder hund
Stortrives i vandet
Nu har Bonus svømmet flere end 30 gange. Og hans svømmeture varer nogle gange op til 25 minutter.
– Han stortrives i vandet. Han vil slet ikke op igen og sidder bagefter på kanten og forstår ikke, hvorfor han skal forlade det varme vand.
I dag er Bonus i bedre form end nogen sinde. Han hopper op i vindueskarmen og på bordene uden problemer og går mindst lige så godt som før. At bækkenet har flyttet sig, mærker han intet til længere.
– Kirurgen sagde, at vi ikke skulle lukke ham ud, før vi var sikre på, at han kunne klatre i træer og slippe væk fra hunde. I starten tænkte jeg, at jeg aldrig ville turde at gøre det, men nu har han det så godt, og vi har et halsbånd med gps, som alarmerer os, hvis han kommer for langt væk.
At Bonus nogle gange ender i slagsmål med nabokattene, når han er ude på eventyr, bekymrer ikke hans ejere. Bonus skal i hvert fald nok klare sig.
– Han er en rigtig fighter, siger AnnKatrin.
