Digitalt

Digital post: Kan jeg vælgte at få breve samlet ét sted?

26. september Af Marianne Ok Nielsen
Foto: Aller Media
Det kan være svært at finde rundt i, hvor den digitale post lander: e-Boks, mit.dk eller borger.dk. Her er et overblik over de forskellige hjemmesider og apps.
Digital post

Hej Digitalt

Jeg vil gerne følge med, men jeg indrømmer ærligt, at jeg let bliver forvirret.

Det tog tid for mig at vænne mig til e-Boks, men det var dog kun det ene sted, jeg skulle kigge efter post.

Nu får jeg også breve på noget, der hedder mit.dk.

Kan jeg vælge at få digital post ét sted?

Kære Karen

Jeg forstår fuldkommen din forvirring og dit ønske. I sin tid med e-Boks kunne vi modtage mail fra både det offentlige og private, som for eksempel banker og pensionskasser, i den samme indbakke. Men det er ændret, så hold nu tungen lige i munden:

Alle beskeder fra det offentlige – for eksempel kommunen, sygehuset og politiet – har du adgang til fra tre forskellige hjemmesider:

  • e-Boks.dk
  • borger.dk
  • mit.dk

Beskederne lander alle tre steder samtidig.

Digital post på app

Hvis du har en smartphone, kan du hente app’en ”digital post”, og som de tre hjemmesider giver den adgang til al digital post fra det offentlige.

Også e-boks.dk og mit.dk findes som app, hvis det passer dig bedre.

Bor du i Region Hovedstaden eller Region Sjælland, kan du hente app’en ”Min sundhedsplatform”, der forbinder dig med sygehusene.

Her ligger indkaldelser, du kan skrive sammen med de afdelinger, der undersøger dig, og du kan sende billeder til sygeplejerskerne af dine for eksempel operationssår. Alle journaloplysninger og prøvesvar findes også her.

Frit valg for private

Så langt så godt – det var nogle af mulighederne for at læse post fra det offentlige.

Men når det gælder private afsendere, vælger de suverænt, hvor de sender til.

Derfor kan du risikere, at din arbejdsgiver sender lønsedler til e-Boks.dk, mens dit forsikringsselskab vælger at sende information til dig på mit.dk.

Derfor er svaret på dit spørgsmål desværre nej, så længe du får digital post fra flere private afsendere.

Dog kan du vælge at få papirbreve fra private virksomheder, men det betyder ofte et ret voksent gebyr, så det er heller ikke særligt oplagt.

Jeg håber, du blev lidt mere afklaret.

- Med hjertelig hilsen Marianne

Marianne Ok Nielsen svarer på spørgsmål i brevkassen "Digitalt"

Brevkassen "Digitalt"

Marianne Ok Nielsen er journalist og forfatter til bogen "Google er ikke min ven - seks fortællinger om livet som minimal digital" med portrætter af mennesker, som har haft brug for hjælp til alt fra e-Boks.dk til apps på mobilen. I brevkassen "Digitalt" prøver hun at oversætte computersprog til menneskesprog, og i brevkassen findes ingen såkaldt dumme spørgsmål.

Skriv dit spørgsmål på mail til Marianne her:[email protected].

Sponsoreret indhold